Jeg lavede ikke noget i går…

For hvis du gør dette, risikerer vi måske bare nye skolereformer, og får at vide at vi er dovne og ikke arbejder nok. 

Jeg bilder mig ind, at der er en forklaring for, hvorfor jeg står med denne følelse fra i går.

Det skyldes helt og holdent, at forudgående pædagogisk og didaktisk arbejde med mine elever på 8. årgang begynder at give pote. Med andre ord har der lagt et stort arbejde forinden dagen i dag. 

Jeg er ved at færdiggøre en længere artikel om strukturering af arbejdsprocesser i madkundskab, som jeg håber at kunne gøre færdig i efterårsferien. Den handler om, hvordan jeg arbejder hen mod at eleverne bliver mere selvstændige i madkundskab. 

Det følger der et lille sneak peak ind i her.

Struktur, struktur, struktur

Opskriften er noget i retningen af masser af struktur!

Og det behøves ikke at være på russer-nazi-style…

Bare ganske almindelig organisering, genkendelige strukturer og arbejde med forståelse af opskrifter. Slutteligt kræver det noget stædig- og vedholdenhed.

Her et lille uddrag:

”Ændringer kommer nemlig ikke fra dag til dag. Det tager tid, og det kan tage en del tid for nogle årgange. Jeg tænker at vi alle kender til at have ”en vanskelig” årgang en gang i mellem. En årgang, hvor du skal kæmpe lidt mere for at trænge igennem med dine undervisningsprincipper. Sådanne hold har jeg i hvert fald haft, men jeg holder fast i strukturen. Det kan lyde, som om jeg skal være streng. Det vil jeg tillade mig at sige, at jeg ikke er, men jeg står fast på strukturen og de rammer, som eleverne skal lære at navigere i. Så kan vi tilpasse og justere på vores tilgange til de forskellige elevtyper, som klassen rummer og arbejde ind i en masse relationsdannelse. Men det er en helt anden snak”. 

Selvstændighed, selvstændighed, selvstændighed

Lang historie kort…

Hvis vi kan skabe nogle gode rutiner i undervisningen – en fast struktur – som er nem og overskuelig at navigere i for eleverne + lærer dem at læse en opskrift, er der basis for en masse selvstændige elever, som kan blive relativt selvkørende. 

Og det er min 8. årgang ved at være. De arbejder skidegodt med det praktiske arbejde og er efterhånden selvkørende.

Det giver tid og plads til megen mere relationsdannelse og hyggesnak med eleverne. Mindre stress og jag. Og en følelse at ikke rigtigt at arbejde.

Rastløs, rastløs, rastløs

Ulempen ved ovenstående er, når/hvis madkundskabslæreren måske har lidt voksen-damp…

Så kommer rastløsheden frem og læreren leder desperat efter arbejde eller elever, som har brug for hjælp… 

Sidebemærkning: I går havde jeg en helt fantalastisk time med min 7. årgang, hvor de skulle lave deres egne bud på madpakker.

Men jeg var fuldstændig smadret, fordi jeg var meget på. Her er der stadig en masse pædagogisk arbejde. 

Men husk at gode dage også godt kan være hårde dage.

God efterårsferie. 

Madkundskabslig hilsner

Christian