Glæden ved håndværket

Vi nærmere os det første halve år med madkundskabsvalghold på 7. årgang.

Status

Strukturen er ved at være der i elevernes arbejdsprocesser i køkkenet. Når man overtager nye hold og elever, kommer de med forskellige ting, vaner, viden og tilgange til undervisningen i bagagen. Dette tænker jeg er ganske naturligt. 

Men dette skal jo spille sammen med den måde, som man selv ønsker undervisning skal foregå på.

Eleverne er ikke altid lige begejstrede ved tanken om at skulle strukturere deres arbejdsprocesser i køkkenet, men det er en del af at skabe gode rutiner, og det kræver en masse vedholdenhed fra begge parter.

Og resultatet af arbejdet er ikke til at tage fejl af. Det giver et vist overskud til megen anden arbejde.

Dette overskud kan lede til megen mere læring og glæde ved arbejdet i madkundskab.

Progression og repetition

I sidste indlæg skrev jeg om budgetter i madkundskab, og jeg kunne næsten fristes til at sige, at jeg er i gang med en serie eller kavalkade, da den glæde mine elever fandt i håndværket, var en billig én af slagsen.

Penne al´ arrabbiata er indbegrebet af madkundskab på økonomisk skrump. Men det er eddermame også en lækker børnevenlig og jeg-flytter-hjemme-fra-billig-studerende-ret.

Jeg plejer egentlig at bruge retten som en selvstændighedsret, hvor eleverne skal prøve at lave det hele alene og ej i makkerpar eller gruppe. 

Men jeg er gået mere over til at bruge retten som en måde at arbejde med pastadej fra bunden hvert skoleår. En såkaldt progression og repetition af at arbejde med pasta, da eleverne for alvor kan lære et godt håndværk fra bunden, som de i deres skoletid kan blive rigtig skarpe til + de kan vise nogle skills til madkundskabseksamen med.

Jeg tilstræber, at mine elever laver lasagne i 6. klasse, pasta al arrabbiata i 7. klasse (evt. en carbonara) og ravioli i 8. klasse. De arbejder dermed med pasta i flere år men på forskellige niveauer.

Glæden ved håndværket

Findes der noget federe end at se en masse elever sidde og pludre, mens de arbejder med det de nu en gang skal arbejde med?

Jeg plejer at kalde pastaudrulning for verdens bedste familieaktivitet. Forældre og børn (eller elev-elev) som samarbejder og hygger med at rulle pasta ud, kan give anledning til en masse snak, hygge og samvær.

Dernæst opstår der tit dette magiske øjeblik, hvor man bare kan se glæden i elevernes øjne, når pastaen er kørt ud i de endelige fettuccine, spaghetti eller hvad end det måtte være.

”Det har jeg lavet”!

Jeg har efterhånden flere og flere elever, som ønsker sig og får pastamaskiner i jule- eller konfirmationsgave. Det er sgu da fedt!

En helt igennem dejlig arbejdsuge, når man har to hold, som giver den max gas med pastaarbejde – og så til billige penge på madkundskabsbudgettet. What not to like?

Tænk sig at et håndværk kan give så megen glæde.

Madkundskabslige hilsner

Christian