Geografi

Blog

Gør som Carl Sagan! Dyrk fortællingen, og glem målene - bare for et øjeblik...

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis vi skal lykkes med at skabe ægte interesse og dannelse hos eleverne i naturfagene, er vi nødt til ind i mellem at give slip. I min, indtil nu, meget korte lærerkarriere, støder jeg alt for ofte på elever som beklageligvis arbejder med naturfag sort og hvidt - rigtige og forkerte svar.

En af mine store formidlingshelte var astronomen Carl Sagan. Han revolutionerede formidlingen af naturvidenskab med sin banebrydende tv-serie Cosmos: A Personal Journey fra 1980. I Sagans univers skulle videnskaben sættes i en større ramme, ikke reduceres til isolerede facts. For isolerede facts er ikke blot kedelige, de er også langt lettere ofre for overtro og konspirationsteorier. Videnskaben er så vigtig for den menneskelige civilisations udvikling, at den bør forståes af alle, ikke blot forskere og nørder. 

Et af Sagans mest kendte kunststykker kom i 1990, hvor Voyager 1 rumsonden tog et billede af Jorden på ca. 6 milliarder kilometers afstand. Da billedet første gang blev vist for offentligheden, satte Sagan en rammende fortælling til de ikoniske billeder. Frit oversat lyder den:

Geografi

Tilføj beskrivelse

“Fra dette fjerne udsigtspunkt, synes Jorden ikke særligt interessant. Men for os er det anderledes. Tænk endnu en gang på den prik. Det er her. Det er hjem. Det er os. På det, har alle du elsker, alle du kender, alle du nogensinde har hørt om, ethvert menneske der nogensinde var, levet deres liv. Den samlede sum af vores glæde og lidelse, tusindvis af selvsikre religioner, ideologier og økonomiske doktriner, enhver jæger og samler, enhver helt og kujon, enhver skaber og ødelægger af civilisationer, enhver konge og bonde, alle unge par i kærlighed, enhver mor og far, håbefulde barn, opfinder og opdagelsesrejsende, enhver lærer af moral, enhver korrupt politiker, enhver superstjerne, enhver "øverste leder," enhver helgen og synder i historien om vores art boede der - på et støvkorn, hængende i en solstråle”

Alt sammen ud fra et grynet billede af tre solstråler og noget støv.....

Om Carl Sagan på nogen måde var inspireret af Paul Ricour og Jerome Bruner, ved jeg ærligt talt ikke. Jeg ved dog at de begge to har givet beslægtede bud på hvorfor fortællingen er så vigtig for den menneskelige måde at erkende verden på, og hvorfor det er et kæmpe dilemma at videnskabens facts ikke så let lader sig forene med historiefortællingens drama og digtning.

Fra de tidligste tider har den mest direkte og betydningsfulde måde at overføre viden mellem generationer været fortællingen. Om det så var rundt om ilden i Cro-Magnons hule, eller over aftensmaden i forstads-idylliske Danmark. 

Når jeg underviser i naturfag er et af mine vigtigste mål at skabe en begejstring hos eleven. Den kan være stor eller lille, men jeg ved at bare en lille smule kan indløses mere end tifoldigt, hvis eleven herefter selv går ud og søger oplysning. Folkeskolens formål er bl.a at "give eleven lyst til at lære mere". Gid at målene lagde mere værdi i netop dette udsagn.