
Natur/teknologi
Blog
Hvad har I lavet i sommerferien?
Ja, i den seneste tid har en del af os med garanti hørt sommerferieberetninger fra eleverne. I får lige en mere: MIN!
Jeg var på Galápagos øerne. En rejse jeg har drømt om i årtier. For 1½ år siden var jeg klar til afgang, da en ulykke stak en ‘kæp i hjulet’. Drømmen om Galápagos hev og trak mig igennem de nedture som genoptræningen til tider bød på. HURRA for Galápagos - hvilken gulerod!
I juli gik turen så til Ecuador, hvor jeg blev en del af den gruppe, som jeg skulle rejse sammen med i 10 dage. En skøn gruppe, der trods 6 nationaliteter, et aldersspænd fra 21-63 og en række andre forskelle fungerede virkelig godt. Jeg er lige nødt til at nævne, at vi var 4 lærere.
For at minimere vores aftryk på stedet, skulle vi så vidt muligt selv levere drivkraften til at komme rundt på de tre øer Santa Cruz, Floreana og Isabela. Så vi hikede, bikede, kayakede og snorklede vores vej rundt til leguaner, suler, pingviner, flamingoer, søløver, hajer, rokker, skildpadder, skildpadder, skildpadder og flere skildpadder.
Hovedreglen er, at man ALTID holder min. 2 meters afstand til dyrene. De lever til gengæld ikke efter denne regel. Og det bragte dem rigtig tæt på os et utal af gange. Dyrene var helt fantastiske. De registrerede vores tilstedeværelse og tjekkede om vi var fjender eller mad. Da det ikke var tilfældet, blev vi ignoreret. Det gav mulighed for en masse ‘fluen på væggen’ oplevelser. En af mine medrejsende beskrev det således: “They make me feel like, well - just another animal, that hangs out here!”.
Det er ikke nemt og heller ikke billigt at komme til Galápagos. For befolkningen og regeringen værner om den unikke natur. Det blev vi flere gange dagligt mindet om. Ikke på en træls og belastende måde, men på en måde, der fik os til at nyde og værdsætte hvert sekund, vi var der. En følelse jeg stadig bærer rundt på, og nu ‘kaster efter’ den danske natur. Hvad skal følge efter sådan oplevelse??? Skal man skifte fokus? Skal man søge efter ‘perler’? Hvad laver andre 'naturfagstosser', når de holder ferie?
Mine mentale oplevelsesarme stikker helt op i exosfæren. Om de nogensinde kommer ned igen er tvivlsomt. Til gengæld er jeg sikker på, at jeg fremover kan hente en masse energi - from my Galápagonian High!