
Geografi
Blog
Superkilen - Ideelt til undervisning i kulturgeografi
Hvis man bor i København eller omegn, så er det med at hoppe på cyklen, finde Nørrebrogade - eller tage med 5A fra Nørreport mod Husum Torv - for der vil man støde på Superkilen: et multikulturelt byrum dedikeret til Nørrebros lokalbefolknings mange forskellige nationaliteter.
Stedet er opdelt i tre zoner: Den Røde Plads, Den Grønne Park og Det Sorte Marked. De tre zoner tjener flere forskellige formål, fx som picnic-spot eller markedsplads, og generelt har tegnestuen BIG haft funktionalitet for øje, da stedet blev opført. Som det beskrives på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside, har formålet med byfornyelsen, bl.a. været at inddrage lokale beboere så deres ønsker til hvordan deres kvarter skulle se ud, kunne imødekommes.
Projektet skal i høj grad også ses som en slags hyldest til de 57 forskellige nationaliteter som præger bybilledet på Nørrebro. Når du går gennem de tre zoner, vil du støde på objekter fra hele verden, og kan derfor fungere som et eksempel på hvordan der kan skabes møder på tværs af etnicitet, religion, kultur og sprog. Til det formål er der udviklet en smartphone-app, der kan fortælle dig historien bag hver af de 57 objekter. Det er et glimrende eksempel på hvordan vi i globaliseringens tidsalder kan rumme flere forskellige kulturer, på så småt et geografisk område. Stedet er centralt placeret i København og det er nemt at komme til, både ved hjælp af offentlig transport eller på cykel. Læs mere på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside, hvor du også vil finde links til at downloade app’en mv. God fornøjelse! Link: http://www.dac.dk/da/dac-life/copenhagen-x-galleri/cases/superkilen/