Den vigtige tur ud af klasseværelset

Tidligere i år var jeg sammen med mit historiehold på studietur til Istanbul. Det var en fantastisk tur, der med de mange indtryk og oplevelser gav mig indblik og indsigt i en kultur, der ikke kan fås ved at læse en bog. Jeg indså vigtigheden af at være der for rigtigt at kunne forstå. Det var også derfor, jeg fyldtes af en vis ’sørgmodighed’ – på andres vegne - da min underviser fortalte mig, at vi nok er den sidste årgang, der kommer til at opleve det privilegium. I hvert fald bliver det svært at rumme fx udgifter til studietur eller andre ekskursioner, når sparekniven igen skal skære alt ”unødvendigt” fra.

Det er en skam. For når man tager på studietur eller ekskursion, skal det ikke kun ses i lyset af, at det giver et fagligt udbytte. Der brydes med de faste rammer, og man ser lige pludselig hinanden i et helt andet lys. Underviseren kommer ned i øjenhøjde, og man får skabt en anden kontekst og en anden baggrund for at samarbejde med hinanden. Man bliver som klasse meget bedre sammentømret, og det sociale aspekt – som jo også fylder en hel del i folkeskolen  – giver lige pludselig mening på en anden måde.På vores studietur havde vi alle valgt et emne /område i Istanbuls historie, som vi skulle undervise ud fra. Vi havde – rent geografisk – også valgt et specifikt sted, hvor undervisningen skulle foregå, og det var her, jeg for alvor syntes at kunne mærke inddragelsen i undervisningen og indlevelsesevnen på en helt anden måde. Det konkretiserede stoffet, når man ’står midt i det’, og til trods for den evige frygt for, at undervisningen ville blive underholdning, når man forlader de faste rammer, så kunne jeg se - og mærke på egen krop - at det indlærte har forankret sig på andre måder. Det er netop det, jeg synes  er interessant. For på trods af, at læringen fremstår superskarpt og målbar – som den jo helst skal i disse målbare tider – så ser jeg det som et essentielt element i elevernes fundamentale dannelse, at de også bliver taget ud af klasserummet. Jeg frygter dog, at der bliver mindre og mindre plads til det, og jeg ser det allerede nu som en udfordring, når vi kigger på timeantallet i nogle af de kulturbærende fag.