Niels Chr. Sauer
Blog
Machomanagement
Vi bliver nødt til at gøre os klart, at vi står over for folk med ganske rabiate holdninger. De er ret ligeglade med skolen og kerer sig i det hele taget ikke om de værdier, vores samfund bygger på
”Det, som Corydon og hans Moderniseringsstyrelse drømmer om, er nok et New Public Management univers, hvor der ikke er fagforeninger” Sådan siger professor Henning Jørgensen i et stærkt tankevækkende interview med Folkeskolen
Her er vi for alvor inde ved sagens kerne. Vi har længe vidst, at lærerlockouten ikke udspringer af et dybfølt ønske hos politikerne om en bedre folkeskole. En regering, hvis formål var at skabe en bedre folkeskole, ville selvfølgelig alliere sig med dem, der skulle gøre det til virkelighed – i stedet for at erklære dem åben og total krig. Men lockouten handler heller ikke, som vi ellers gik og troede, bare om at få lærerne til at levere mere undervisning. Hvis det var tilfældet, havde det ikke været nødvendigt at tage et så omfattende skridt, som KL har gjort. Man kunne sådan set bare have brugt de redskaber, der ligger i den bestående arbejdstidsaftale, og være gået efter en nedsættelse af faktoren for den samlede undervisningsopgave. Det kunne man antagelig have fået DLF til at acceptere, men det har arbejdsgiversiden på intet tidspunkt blot antydningsvist forsøgt.
Lockouten handler om fagbevægelsen kronjuvel, aftaleretten, knæsat ved hovedaftalen fra 1899. Det er krumtappen i den kollektive overenskomst, selve fagbevægelsens eksistensberettigelse, der skal væk. DLF skal knuses, slet og ret jævnes med jorden. Den enkelte lærer skal stå mutters alene, totalt ubeskyttet, overfor skolederen, som skal have ’hals og håndsret over lærerne’, for nu at citere Pernille Vigsø Bagge fra SF, der ikke mig bekendt plejer at gå ind for en tilbagevenden til feudalismen. Sagde hun virkelig det? Ja, man tror det er løgn. I Information d. 15.12.2012.
Man kan ikke ligefrem beskylde arbejdsgiverne for at have gjort en røverkule af deres hjerte i denne sag. Igen og igen har vi hørt modparten sige, at de vil have ’en aftale, der er et stykke blankt papir’. De har som bekendt ’ikke noget udestående med lærerne, men med Danmark Lærerforening’, som hindrer dem i at tvinge lærerne til at finansiere en folkeskolereform ved ’at undervise lidt mere’ – op imod 20 pct. i snit, hvis de tal, Antorini har oplyst, er alvorligt ment. Ordet kompromis findes ikke i deres ordbog.
DLF anses formentlig for Danmarks stærkeste fagforening. Kan man knuse DLF politisk og økonomisk, inden den øvrige, for en dels vedkommende decideret degnofobiske fagbevægelse for alvor fatter, hvad der sker, så er projektet på skinner. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Regeringen ser øjensynligt ikke længere hverken lærerstanden eller fagbevægelsen som de medspillere, der er beskrevet i Socialdemokraternes principprogram ’Hånden på Hjertet’, s.9: ”Det danske, folkelige foreningsliv og den frie deltagelse i politisk arbejde, den faglige organisering og parternes inddragelse i beslutningerne er væsentlige forudsætninger for fastholdelsen og udviklingen af den demokratiske tradition”. Det lyder som ord skrevet på en anden planet end den, vi i dag befinder os på.
Hermed skrider fundamentet under vores konsensussamfund. Moderniseringsstyrelsens regneark har ingen rubrikker for tillid, tryghed og ansvarsfølelse, kort sagt social kapital. I konkurrencestatens maskinrum er mistillid et ledelsesinstrument, ulighed en motivationsfaktor og egoisme en personlig styrke. Nu skal humlebien, det danske velfærdssamfund, der gennem et par menneskealdre har vist den undrende omverden, at den kan flyve, åbenbart have vingerne pillet af.
Vi bliver nødt til at gøre os klart, at vi står over for folk med ganske rabiate holdninger. De er ret ligeglade med skolen og kerer sig i det hele taget ikke om de værdier, vores samfund bygger på, eller rettere: De kender dem ikke. De har levet deres liv i en akademisk osteklokke, og de er ideologisk forankret i Friedmanns og Hayeks dogmer om deregulering og markedsorientering; de ideer, som under overskriften new public management har bredt sig ud over hele den vestlige verden siden Thatchers og Reagans storhedstid i firserne og som bl.a. har skænket os den økonomiske krise – uden at det har givet anledning til selvransagelse. CEPOS er deres højborg og moderniseringsstyrelsen deres fremskudte base.
Moderniseringsstyrelsens machomanagement i den nuværende konflikt er tydeligvis inspireret af den amerikanske højrefløj, som gennem de sidste femten år har sat en ære i at hindre USA i at udvikle sig til det velfærdssamfund, det kunne være blevet. Pt. arbejder de målbevidst på at få nedlagt decideret forbud imod kollektive overenskomster, herunder aftaleret, hvilket rent faktisk er lykkedes dem i delstaten Oklahoma. Efter sig trækker de et spor af demagogi, fordummelse og stakkelhad, som i Tea Party bevægelsen dog synes at være røget ud af tangenten i en grad, så selv amerikanerne er ved at have fået nok af dem. Det er skæbnens ironi, men ved nærmere eftertanke egentlig ganske logisk, at deres indtog her til lands finder sted under en socialdemokratisk regering, hvor de, der skulle have stoppet dem, har paraderne nede.
Regeringens projekt er ganske vist dømt til at mislykkes. De vil med Henning Jørgensens ord komme til at sande, at ”hvis man ikke kan få de ansatte med på reformer, så bliver der ikke reformer". Men inden den indsigt indfinder sig på Slotsholmen, kan Corydon & konsorter nå at ’modernisere’ folkeskolen i stumper og stykker. Skal det hindres, så er det nu, de skal stoppes. Om kort tid er det formentlig for sent.
Se interviewet med professor Henning Jørgensen: http://www.folkeskolen.dk/527799/professor-kl-og-regeringen-faar-ikke-noget-ud-af-at-tvaere-dlf-ud
