Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Kommer den undskyldning snart?

ILO’s afgørelse må ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen lede til selvransagelse hos regeringen, der skylder lærerne ”en undskyldning, som renser luften”.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen befinder sig reelt i undtagelsestilstand. Den uerklærede krig mod lærerne, som blev startet ved overenskomstforhandlingerne i 2013, er endnu ikke standset. KL og regeringen har ikke rakt hånden frem til nogen form for fredsslutning, og DLF er langt fra knust. Arbejdsgiversiden er begyndt at ryste lidt på hånden; nogle klogt styrede kommuner har valgt at trodse instrukserne fra centralt hold, men i de fleste kommuner fortsætter nedtromlingen af lærerne i det daglige mere eller mindre demonstrativt.  

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

På denne baggrund virker det temmeligt malplaceret at bede lærerne om at lægge konflikten bag sig. ’Der skal to til en konflikt’, lyder et hyppigt fremført argument, så hvis nu DLF bare ville række hånden frem… Og det er da ganske vist: Der skal to til en konflikt. Men her er netop ikke tale om en konflikt. Her er tale om et overfald, og til et overfald kræves kun en aktiv part. DLF har rakt hånden frem ved adskillige lejligheder, men hver gang fået en kurv af arbejdsgiverne. Samtale og fælles indsats med DLF interesserer dem ikke.

Det kan indvendes, at selv et overfald kan man lægge bag sig. Et offer kan tilgive sin overfaldsmand. Javist. Men det forudsætter, at overfaldsmanden i det mindste siger undskyld. En overfaldsmand, der ikke udviser nogen form for anger, men tværtimod går omkring og praler af sin bedrift, kan selv sagt ikke tilgives. Kravet til DLF er altså stadig, at lærerne skal acceptere nederlaget fuldt og helt. DLF skal ’komme ned fra træet’ siger man. Men hvem kravler ned fra et træ, hvis den bjørn, der jog én derop, stadig står ved dets fod og slikker sig om munden?  

DLF og lærerne formanes om, at de må acceptere ’den demokratiske proces’. Det var jo et overvældende folketingsflertal, der besluttede dette reformkompleks, og det må lærerne bøje sig for, for sådan er spillereglerne nu engang i vores demokratiske samfund, ikkesandt? Men DLF har hele tiden sagt, at spillereglerne blev overtrådt på det groveste. Ikke blot har DLF har dokumenteret, at lærerne blev direkte beløjet og snydt for penge og offentligheden misinformeret efter noder. DLF har også påpeget, at det, der skete, ikke tåler dagens lys. Man skal være varsom med brugen af ordet 'konspiration', men det var præcis, hvad KL, regeringen og folketingsflertallet havde gang i. Og denne gang ville de 'gå hele vejen'. 

Den rygende pistol ligger i forligsinstitutionen, som bag de lukkede døre på Sct Annæ Plads blev obstrueret helt bevidst med henblik på at skabe den ganske enestående situation, at et lovindgreb ’desværre’ ikke kunne tage afsæt i en mæglingsskitse. Derved muliggjordes det lovindgreb - lov 409, identisk med arbejdsgivernes krav, klappet af med folketingsflertallet - der nødvendigvis må have ligget klar øverst i Corydons skrivebordsskuffe inden ’konfliktens’ start. Lærernes lovformelige, demokratisk valgte repræsentanter var reduceret til publikum og som sådan kun inviteret til den færdige forestlling. Arbejdsgiverne derimod sad med hele vejen også rent fysisk på regeringens side, da L409 blev præsenteret som en fuldbyrdet kendsgerning, og det stod lysende klart, at folketingsflertallet forlængst var på plads. Ikke et eneste møde om sagen havde DLF været indbudt til, og det til trods for, at formand Anders Bondo i de dage ustandselig forsøgte at komme i kontakt med regeringen, til sidst gennem sms'er til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der bare snakkede udenom i et væk.    

En sådan måde at regulere arbejdsmarkedet på, hvor arbejdsgivere og lovgivningsmagt går sammen, er set før – i samfund, vi aldrig kunne drømme om at sammenligne Danmark med, og som jeg skal være så hensynsfuld ikke at nævne her. Det hedder korporatisme, og det er i total modstrid med den danske model, som vi med Socialdemokratiet som drivende kraft gennem 100 år har opbygget og kan takke for, at vi i dag lever i, hvad der almindeligvis betragtes som et af verdens bedst fungerende samfund. Her mødes arbejdsgivere og arbejdstagere ved forhandlingsbordet og forhandler sig frem til en løsning, begge parter kan gå ind for. Lykkes det ikke, tager parterne en konflikt og bøjer sig for dens udfald, hvorefter de slutter fred. Bliver konflikten for ødelæggende for samfundet, har folketinget mulighed for at afslutte den med et regeringsindgreb på baggrund af forligsmandens mæglingsskitse, der ophøjes til lov efter evt. flytning af et komma eller to. Skulle det helt usandsynlige ske, at der ikke foreligger en mæglingsskitse, er regeringen naturligvis moralsk forpligtet til at sikre et indgreb, der lægger sig på en midterlinje mellem parterne.

Alt dette blæste regeringen, folketingsflertallet og KL højt og flot på. Så grotesk var deres opførsel overfor lærerne, at det til dato har været svært for DLF at få omverdenen til at begribe, hvad der foregik. Helt op til de landsdækkende avisers lederskribenter har det været almindeligt at beskylde lærerne for at pibe, overdrive og være tøsefornærmede over regeringens og KL’s legitime fremfærd.

Det er slut nu. For halvandet år siden indklagede DLF regeringsindgrebet  for ILO, International Labour Organization, FN's verdensomspændende organisation til værn om faglig frihed og arbejdstagerrettigheder, der har haft Danmark som medlem siden 1919. Efter at have endevendt hele sagen offentliggjorde ILO d. 26.11. sin konklusion. ILO vurderer, at KL og regeringen, som hævdet af DLF, har tilsidesat grundlæggende regler for arbejdsmarkedsforhandlinger gennem et utidigt samarbejde, hvortil fagforeningen er blevet nægtet enhver adgang. Regeringens forklaringer fejes totalt til side af ILO, der, citat, ”… forventer, at regeringen (…) vil bestræbe sig på at fremme og prioritere frie og frivillige overenskomstforhandlinger som et middel til at fastsætte ansættelsesvilkår inden for uddannelsessektoren inkl. arbejdstid under 2014-15 overenskomstforhandlingsrunderne mellem parterne. Udvalget anmoder om at blive holdt underrettet om udviklingen.” Endvidere forventer ILO, citat, ” … at principperne om samråd med medarbejder- og arbejdsgiverorganisationer (…) bliver fuldt ud respekteret i overenskomstforhandlingsrunderne 2014-15. Udvalget anmoder om at blive holdt underrettet om udviklingen.”

Hermed har den danske offentlighed fået papir på, at det forholder sig, som DLF hele tiden har hævdet. Det rækker ikke, når beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen d. 27.11 ”tager til efterretning”, at ”ILO mener, at regeringen burde have kontaktet DLF inden lovindgrebet”.  ILO’s afgørelse må, som arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen samme dag siger til Politiken, lede til selvransagelse hos regeringen, der skylder lærerne ”en undskyldning, som renser luften”. Den lader vi stå et øjeblik. 

Før det sker, kan en gensidigt respektfuld samtale mellem lærerne og deres arbejdsgivere ikke genoptages.  

Kommer den undskyldning snart?  

Powered by Labrador CMS