Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Lærernes lange vandring

Alle, der har vandret i bjerge, har oplevet, at den bjergtop, de har besluttet at gå op på, undervejs viser sig ikke at være toppen. Aldrig så snart er man kommet op over bjergkammen, før der dukker en højere top op i det fjerne. Sådan en vandring var det, lærerne påbegyndte i 2013. Ok15 viste sig hurtigt at være et sådant forbjerg, og nu ser vi, at det er Ok18 også.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen kan vide, om vi står med et ja eller nej til ok18 d. 4. juni. Men en ting er sikkert: Vi kommer ikke til at se jublende sejrherrer. Lad mig, uden sammenligning i øvrigt, citere Churchill november 1942: ’Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.’ Kampen om lærernes arbejdstid fortsætter. De arbejdsgivere, der tror, at nu kommer roen til at sænke sig i folkeskolen, kan roligt tro om.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Det skyldes den enkle, men ubestridelige kendsgerning, at hverken KL eller DLF er i stand til at gribe om nældens rod: skolereformen. Og den kan kun ændres af folketinget.

I et anfald af ubegribeligt egenrådigt overmod bestemte regeringen og lovgiverne i 2013, guderne må vide hvorfor, at danske børn skulle påtvinges verdens længste, obligatoriske skoletid: 12.000 timer, imod det OECD-gennemsnit på ca. 8000 timer, hvor Danmark hidtil havde befundet sig, Og det måtte vel at mærke ikke koste penge. Forudsætningen for, at det kunne lade sig gøre, var  det overgreb mod lærerne, som kom til at hedde Lov 409.

Resultatet er en vaskeægte discountskole. En undervisningstime i den danske folkeskole koster i dag 62 kr. pr elev imod 80 kr. før reformen. Den tilsvarende pris i de lande, vi normalt sammenligner os med, ligger i dag mellem 90 og 110 kr. Dumpingprisen på undervisning i Danmark leveres ved, at den enkelte lærer underviser i snit 780 timer om året imod 650 før reformen (OECD’s tal). Det er en stigning på 20% til en lønsumsværdi på ca. 5 mia kr svarende til ca. 10.000 lærerårsværk. Konsekvensen er, at en stor del af lærerkorpset konstant befinder sig på sammenbruddets rand med over 27 ugentlige undervisningstimer.

Set fra finansministerens skrivebord er der tale om en dundrende succes, en kolossal effektivisering, der sikrer de plagede skatteborgere mere for pengene. Kan politikerne over en årrække komme afsted med noget tilsvarende i den øvrige del af den offentlige sektor, taler vi om et potentiale i størrelsesordenen +100 mia. kroner. Intet under, at Moderniseringsstyrelsen vil kæmpe til det sidste for ikke at skulle opgive denne bastion.

Men skinnet bedrager. Det, der set på afstand ligner en effektivisering, er ved nærmere eftersyn det stik modsatte: En folkeskole, der ganske enkelt ikke er i stand til at løfte sin samfundsopgave. Bevares, undervisningstimerne afvikles da, hvorved der i øvrigt spares omkring ½ mia årligt på sfo’erne, men undervisningens kvalitet er faldet så meget, at manøvren som helhed er kontraproduktiv.

Uanset hvor stor umage de indforskrevne, myndighedsbetjenende forskere gør sig i så henseende, lader det sig ikke skjule, at der ikke er mærkbar fremgang på et eneste af de succeskriterier, reformpolitikerne selv har opstillet. Eleverne bliver ikke dygtigere, de trives ikke bedre, og den negative sociale arv bliver ikke mindre. Pyt med, at antallet af lærere, der får lægeforbud mod at vende tilbage til lærerarbejdet efter en langtidssyghemelding, er ottedoblet siden reformstarten; de rangerer åbenbart på linje med udskiftelige sliddele i maskinen. Hvad der virkelig må gøre indtryk på reformpolitikerne, er fx læseresultaterne for fjerde klassetrin, der viser, at Danmark – efter en halv snes års uafbrudt forbedring - er dumpet fra en delt femteplads i PIRLS 2012 til en 13. plads i 2017, og det til trods for, at man har fritaget næsten 10% af eleverne fra testen (imod 7% før reformen). Sidst har vi lige fået en rapport fra VIVE (tidligere SFI) om elevernes oplevelse af de lange skoledage, hvor det med hiv og sving og gummihjul er lykkedes ministeriet at konkludere, at selv om mange elever siger ligeud, at de hader de lange skoledage, så er det store problem ikke er de mange timer, men den dårlige undervisning. Det falder ikke forskerne ind bare at løfte fligen for erkendelsen af den indlysende sammenhæng mellem forfaldet af lærernes arbejdsvilkår pga. den enorme forøgelse af undervisningsmængden og undervisningens faldende kvalitet! L409 står som en stor, selvlysende lyserød elefant lige midt i rummet. At hverken forskere eller politikere får øje på den, er en uforskammethed overfor lærerstanden, intet mindre.

Alle, der har vandret i bjerge, har oplevet, at den bjergtop, de har besluttet at gå op på, undervejs viser sig ikke at være toppen. Aldrig så snart er man kommet op over bjergkammen, før der dukker en højere top op i det fjerne. Sådan en vandring var det, lærerne påbegyndte i 2013. Ok15 viste sig hurtigt at være  sådan et forbjerg, og nu ser vi, at det er Ok18 også. Under forudsætning af et ja ved urafstemningen hedder den næste top kommissionsanbefalingerne og de forhandlinger op til Ok21, der følger deraf. Men bag den top ligger muligvis endnu flere toppe, inden folkeskolen kan finde ro på den tinde, der må og skal bestiges, hvis det mareridt, skolereformen har udløst, nogensinde skal have en ende: En reduktion af skoledagenes længde til et niveau, der kan finansieres uden et skamridt lærerkorps, som har mulighed for at løfte den opgave, de er pålagt af samfundet. Om lærerne har kræfter til at gå den lange vej, vil tiden vise. Jeg håber det. Det er samfundets vigtigste institution, der står på spil.

Powered by Labrador CMS