Niels Chr. Sauer
Blog
Tale ved Eriks sejr
På opfordring hermed den tale, undertegnede holdt i Odense Lærerforening d. 29 nov. 2018, da Landsretten havde talt.
Tak for den store ære, det er at blive bedt om at sige et par ord her i dag.
Min første tanke var naturligvis, at jeg først kunne beslutte mig for, hvad jeg ville sige, når afgørelsen var faldet. Men så fik jeg tænkt mig om og kom frem til, at det, der skal siges ved denne lejlighed, ikke kan bero på en jeg havde nær sagt tilfældig afgørelse i Landsretten. Hvorvidt det lykkedes den ene eller den anden part at overbevise dommerne om, at der blev sagt fandeme eller sgu, om der blev skubbet til en stol eller råbt lidt. Det er ret beset ligegyldige detaljer.
For denne sag handler ikke om Eriks kunstneriske stil eller mangel på samme. Den handler heller ikke om en tilfældig skoleleders sårede forfængelighed eller om en ledelses overenskomstmæssige ret til at lede og fordele arbejdet. Den handler i yderste konsekvens om folkeskolens fortsatte eksistens som samfundets bærende kulturinstitution.
Skal folkeskolen være et vertikal, produktionsorienteret virksomhed, hvis gøren og laden styres og kontrolleres helt ned i detaljen fra centralt hold af de til formålet ansatte kasketkarle i afsondrede, lukkede rum på basis af new public management-definerede outputvurderinger – eller skal folkeskolen være en horisontal, relativt autonom, lokalt forankret organisme, der styres på forskellige niveauer af de til formålet valgte forsamlinger af generalister, som er forpligtet på et beskrevet, demokratisk udviklingsperspektiv?
Den sag burde reelt ikke være til diskussion. Den er afgjort en gang for alle med folkeskolens formålsparagraf, der henviser til skolens indhold og fastslår, citat ’Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.’
Skolen er med andre ord ikke en læreanstalt for børn. Den er - igen med lovens ord - ramme om barnets alsidige udvikling fra det 6. til det 16. leveår. Som udgangspunkt er der således slet og ret intet aspekt af livet, der er skolen uvedkommende, og det igangværende forsøg på at reducere skolens formål til barnets oplæring i nogle ganske få målbare akademiske discipliner, der skønnes at være særligt attraktive for de arbejdsgivere, som åbenbart er tildelt rollen som skolens ledestjerner, - dette forsøg truer med på længere sigt at kaste hele vores samfund ud i en åndelig fattigdom, hvor – med en let omskrivning af Einsteins ord - alt det, der ikke kan tælles, ikke tæller, og alt det, der tæller, ikke tælles. Et iskoldt og forrået samfund, hvor kvantiteten til enhver tid og i enhver sammenhæng vinder over kvaliteten, hvor alt gøres op i kroner og ører, mens livets farveskala er reduceret til en gråtoneskala. Først for sent vil vi opdage, hvad vi har sat over styr. Som lille Kay, der fik en troldsplint i hjertet, så det frøs til is, og endelig nåede frem til snedronningens slot kun for at opdage, at han var dødsens. Og så ville han sige sit fadervor, skriver Andersen. Men han kunne ´kun huske den store tabel’.
Der skal Danmark ikke hen. Og folkeskolen skal være garanten for, at vi aldrig kommer derhen. Derfor skal folkeskolen have alle regnbuens farver, og derfor kan den ikke ledes efter en outputfokuseret virksomhedslogik.
Det går nemlig stærkt, rigtigt stærkt ude i klasserne, så stærkt faktisk, at man skal have prøvet det for at vide det. Jeg kommer til at tænke på Michael Laudrup, der engang blev spurgt, om hvordan han bar sig ad med at spille så godt. Han svarede noget i retning af, at det vidste han da virkelig ikke. Hans beslutninger på banen var ikke resultatet af målstyrede overvejelser, men lynhurtige, erfaringsbaserede, intuitive reaktioner på sansninger, og hvis han først begyndte at tænke på, hvad han gjorde, kunne han slet ikke spille fodbold. Det ville ende med det, der kaldes alibibold, hvor spillerne af ren og skær frygt for at miste bolden skynder sig at aflevere kort og sikkert, hver gang de får den. Ingen uforudsigelige lange afleveringer eller pludselige soloryk opad banen, ingen risikable driblinger eller spontane langskud, ingen vilde saksespark inde i feltet. Og det hold taber måske ingen kampe, men de vinder med garanti heller aldrig turneringen.
Ligeså med læreren. Folkeskolen skal simpelthen have et element af kaos i sig, den skal i nogen grad være vildtvoksende og ustyrlig, der skal være en passende kvajekvote og et vist rum for de frie kræfters vilkårlige spil, forstået som den enkelte lærers ret til selv at styre sin undervisning. Kun derved kan læreren optimere sin undervisning og skolen sikre den nødvendige, sprællevende diversitet. Lærerens arbejde kan ikke udføres ordentligt af en ansat, der bare gør, hvad han får besked på. Læreren skal tænke selv. Dét er sagens kerne.
Det rigtigt sjove er, at dette ikke bare er noget, en gammel, sentimental overlærer står her og brænder af. Der er faktisk evidens for det.
Det har vi sådan set vidst hele tiden, for denne bevidsthed om værdien af frihed i arbejdet var nok for mange af os den vigtigste grund til at vælge at blive lærere. Men første gang jeg så det på tryk, var vist tilbage i 1999. En relativt ukendt forsker, Tove Heidemann fra Sønderjylland, havde begået en ph.d.om internationalisering i folkeskolen, hvor hendes afsæt var en forestilling om, at de skoler, der indgik i det, der dengang hed ’Folkeskolen År 2000’, var kommet rigtigt godt i vej med deres udvikling. Men undervejs havde hun fået sig en overraskelse. De centralt iværksatte, gumpetunge udviklingsprojekter havde det med at slæbe sig ud af startbanerne uden nogensinde komme så meget op i fart, at de kunne slippe jorden og begynde at flyve selv. Omvendt med de lokalt forankrede projekter. Jeg citerer fra Folkeskolen 21. oktober 1999:”Resultatet er slående: Dynamiske skoler følger ikke en plan. Deres udvikling er ikke styret, og der ligger ingen formulerede mål forud for udviklingen. Forandringen igangsættes ikke for at nå et mål, men udløses af konkrete problemer i skolens hverdag eller opstår som følge af nye ideer, og først bagefter kan der sættes ord på den forandring, der har fundet sted. Udviklingen er altså problemløsende og ikke målopfyldende, den er praktisk-pædagogisk og ikke politisk.” citat slut. (https://www.folkeskolen.dk/6322/kaos-udvikler-skolen)
Tove Heidemann refererede i sin ph.d. til en undersøgelse foretaget af Mogens Cranil i 1993: '10 skoler i udvikling. Om mål, dynamik, teamwork, handling, ledelse og samarbejde'. Heidemann skriver: ”På ni af de ti skoler, som Cranil beskev som dynamiske, blev udviklingen ikke drevet af målsætninger og planer. Udviklingen var, skriver Cranil, kritikorienteret: Lærerne reagerede på og rettede de problemer, de stødte på i hverdagen og i deres egen pædagogiske praksis. Udviklingens retning var bestemt af en ikke-formuleret konsensus om pædagogiske mål og værdier. ” Citat slut.
Og hvis en eller anden KL-moderniseringstyrelsesdjøffer nu skulle komme og sige, at ’….ja, det er da meget godt, men der findes jo så meget skoleforskning, og det stritter jo i alle retninger, og nu har du bare fundet noget, du kan bruge, men vi mener nu engang noget andet’ - så hør her: Det nytter ikke noget, venner. Det passer simpelthen ikke, at forskningen stritter i alle retninger. Der er ikke frit valg på alle hylder!
Og hvis I ikke vil tro på os lærere, så tro dog i det mindste på jeres egne yndlingsskolepiskere i PISA og OECD: De fremlagde i 2011 en omfangsrig forskningsrapport, udført på bestilling af McKinsey (så kan det næsten ikke blive værre, vel?): ’How the world’s most improved school systems keep getting better’. Rapporten havde været fire års undervejs, og den stod på skuldrene af en tilsvarende rapport fra 2007 (”How the world’s best-performing school systems come out on top”). Den byggede på grundige undersøgelser i 20 lande fra alle ender af verdenen med vidt forskellige skolesystemer. Big-data-Qvortrups våde drøm, med andre ord.
En af rapportens mest entydige konklusioner var, at højt udviklede, mest succesfulde skolesystemer er blevet forbedret gennem satsning på lærernes professionalisme. Bærende elementer i så henseende var en meget høj grad af tillid til lærerne. Og hvor brugen af resultatløn havde vist sig at være en effektiv booster i udviklingslandenes lavt udviklede skolesystemer, var den ifølge McKinsey i bedste fald ligegyldig i de højt udviklede systemer. Lærerne i disse skolesystemer var nemlig først og fremmest drevet af deres egen faglige stolthed, udfoldet indenfor rammerne af en høj grad af professionel, relativ autonomi. En anden utvetydig konklusion var, at de højt udviklede systemer profiterede stærkt af nært samarbejde mellem politikerne og lærernes fagforeninger.
Hertil kommer naturligvis, at vi kan fodre svin med undersøgelser fra skolens egne folk, der viser, at den gode skole står og falder med den stærke, stolte og glade lærer.
Det er altså ved nærmere eftersyn overhovedet ikke sådan, at den holdning, Erik førte frem på det famøse møde på Agedrupskolen i 2014, er sådan en slags tøsefornærmet, udisciplineret overlærerbavl, sådan som antydet af reformpolitikerne, KL og skolelederformanden. Hvad Erik gjorde den dag, var intet andet end et dybfølt, rationelt, spontant forsøg på at redde skolen ud af kløerne på en uerfaren, hjælpeløs kommandersergent, der på forvaltningens bud væltede rundt som en elefant i en glasbutik.
Nu kunne man have en forventning om, at arbejdsgiverne – især i lyset af deres evindelige præk om at vi skal gøre det der virker - ville lytte til den tilvejebragte evidens om, hvad der skaber den gode skole. Men – og det er måske det allermest kontroversielle i hele denne sag – det synes rent faktisk ikke at interessere dem synderligt. De tager simpelthen ikke opgaven alvorligt. De er tydeligvis mere optaget af at levere mere for mindre, og om det mere, folk så får, overhovedet er det, der efterspørges, rager dem øjensynligt en høstblomst. Det er Moderniseringsstyrelsens credo: Mere er lig med bedre.
Jamen man tror jo det er løgn: Hvad arbejdsgiverne til dato har foretaget sig i Eriks sag, er intet andet end hovedløs, målrettet underminering af folkeskolen som samfundets bærende kulturinstitution. De kan ikke slippe tanken om, at vejen til en bedre folkeskole går over en servil lærerstand, der uden at kny gør hvad ledelsen i sin ophøjede og utilnærmelige visdom giver den besked på. En sand opvisning i historieløst storhedsvanvid, blottet enhver dybere, ydmyg forståelse af den enormt vigtige samfundsopgave, de har påtaget sig løse.
Var det så bare en finke, der røg af panden. Men modpartens vedholdenhed i denne sag viser med al ønskelig tydelighed, at arbejdsgiverne virkelig mener det. Og rundt omkring i kommunerne fremturer man med dette decideret skolekulturfjendske ledelsessyn, fx når man sender skoleledere i 100vis på kursus hos Handelshøyskolen i Oslo for at oplære dem i den mest indædte npm-ledelse man kan forestille sig.
Vil man se hvor det her fører folkeskolen hen, kan man kaste et blik over Øresund. Der havde man indtil for 25 år siden et af verdens absolut bedst fungerende skolesystemer. Lige siden svenskerne i halvfemserne slog ind på denne vej, er det kun gået en vej: nedad. Og det i den grad, at svenskerne i dag har den officielle OECD-rekord i forringelse af skolesystemer.
De svenske skolepolitikere havde dog den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Ingen havde advaret dem. De danske skolepolitikere har bevidst ignoreret alle advarsler, men de mener slet og ret, de ved bedre end alle andre. Historiens dom over dem må blive nådesløs.
..........................
Så langt kom jeg i går, og nu står vi så her og kan konstatere, ikke at spillet er vundet – for der skal meget mere til en en dom ved Landsretten i en sag som denne, der kun så dagens lys ved et tilfælde, som aldrig burde have forekommet. Og nu er det jo almindeligvis sådan med mig – til Toves umådelige frustration gennem mange mange år - at jeg ikke er den, der springer en meter i vejret med armene oppe og råber spontant hurra, fordi jeg ved, at det meget vel kan gå sådan, at næste gang er det os, der står med håret i postkassen. Det er nok et temperamentsspørgsmål. Lige så jublende glad man bliver, når det går godt, lige så eftertrykkeligt bliver slået ud bliver man , når det går skidt. Men i dag er nu alligevel noget helt særligt. Uanset hvad, den her sejr kan ingen tage fra os og fra folkeskolen.
Tak til Erik, fordi du ikke slap grebet. Et nifoldigt leve for Erik!
