Niels Chr. Sauer
Blog
Pengene til at genoprette folkeskolen er der ikke
De er brugt på at opretholde en afsindig kostbar, grotesk mængde af undervisningstid, som ikke blot ikke gør noget som helst godt, men forpester tilværelsen for mere end en halv million mennesker.
Alle ved, at folkeskolen mangler penge. Det har den altid gjort, og det bliver aldrig anderledes. Ikke desto mindre munder stort set enhver diskussion om, hvad der skal til for at redde folkeskolen, ud i send-flere-penge-sangen. Ingen tror på, at pengene kommer, men alligevel synger alle med, undtagen dem, der til enhver tid sidder på pengekassen, forstås. Med alvorstunge miner og klare, blå øjne, som troede de på, at nu, lige om lidt, denne gang, så sker miraklet; så fosser pengene ind i folkeskolen, og alt bliver godt. Og hver gang, pengene ikke kommer, reagerer man med forstilt overraskelse og rutinemæssig forargelse. Fuldstændigt perspektivløst.
Den diskussion, vi skal have, handler ikke om flere penge. Den handler om prioritering af de penge, vi har. I kampen om skolereformen står problemet bøjet lige nu i neon: Alle reformens selvmodsigelser og deciderede tåbeligheder ufortalt står det klart for enhver, at reformskolen er vildt underfinansieret, og følgen er, at folkeskolens ansatte er overbelastet i en grad, så de unge ikke længere gider arbejde i den.
Det står også klart, hvad der er hovedårsagen til problemet: For femten år siden leverede 55.000 lærere ca. 8.500 undervisningstimer pr. elev i et helt skoleforløb. I dag er tallet 43.000 lærere til ca. 11.500 timer. En kolossal outputforøgelse, som kunne have givet give god mening, hvis den havde sat sig igennem i skolens resultater. Men ingen vil i dag benægte den kendsgerning, at det har den ikke. Følgeforskningen vender tomlen nedad på samtlige 26 tjekpunker, opstillet af reformpolitikkerne selv.
Lad mig opholde mig lidt ved de runde tal her; de er vigtige, hvis man vil forstå problemets omfang og art.
Underligt nok er det vanskeligt at sige, præcis hvor mange timer lærerne i dag underviser i gennemsnit, men tallet ligger formentlig omkring 760 timer om året imod 650 før reformen, løse vikartimer ikke medregnet; altså en forøgelse på 110 timer. Før reformen udløste hver af disse timer en faktortid til opgaver i tilknytning til undervisningen, typisk 1,2 timer, opgaver, der i øvrigt kun er vokset i omfang og antal siden. Hvis denne forøgelse havde fundet sted før reformen, ville have udløst ca. 230 arbejdstimer pr. lærer, og de ville have kostet arbejdsgiverne ca. 14% i ekstra lønudgifter til folkeskolen årligt, svarende til ca. 3 mia. om året.
Man kan altså sige, at de lange skoledage lægger beslag på en resurse til en værdi i størrelsesorden 3. mia kr. om året. Det er disse penge, skolen skal bruge, hvis den skal have en chance for at komme op af det hul, den røg ned i 2013. Det er disse penge, der skal finansiere alle de gode hensigter om inklusion, mere variation og bevægelse, bedre praksiskobling, bedre trivsel, styrket faglighed og sidst, men ikke mindst, større arbejdsglæde for lærerne, så vi kan få de dygtige unge til at gide blive lærere igen.
Her kommer så pludselig Folketinget for en uges tid siden væltende ind over sidelinjen og giver kommunerne grønt lys til at tage fat om problemet for alvor, hvis de vil: Konvertér al understøttende undervisning til andre undervisningsformål, der kan give os en bedre skole. I den anledning er Folkeskolen.dk gået i gang med en interviewrunde for at høre, hvor parterne står.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte til en begyndelse i Folketinget, at hun fortsat ikke kan se noget problem her. Jovist har hun hørt, at de lange skoledage hænger eleverne ud ad halsen, men herregud, det er jo bare børn, og hun ville da også gerne have kortere skoledage, dengang hun gik i skole, så det…
Skolelederformand Claus Hjortdal mener ikke, at skolen har brug for mere frihed, ej heller at det haster med at hente de tre milliarder hjem til noget mere fornuftigt. Det ville efter Hjortdals mening være et svigt i forhold til de ensomme børn, der bare ville sidde og sumpe med computerspillene, fordi de ikke har nogen at komme hjem til om eftermiddagen. For så vidt angår lærerne, skal man ikke høre på dem i denne sag. De skal principielt - for nu at citere salig Egelund, der sagde det rent ud - ’holde kæft med deres pis og se at komme i arbejdstøjet’. Hvad tror de, de får løn for?
KL-skoleudvalgsformand, cand. scient. pol. og borgmester Thomas Gyldal Petersen forsvinder helt i sort npm-snak, når han pligtskyldigst skal mene noget om de forjættende perspektiver i den nye situation. Han noterer bl.a.: "Der kan være steder, hvor man måske vil bruge frihedsgraderne til at give kvalitetsrapporten en særlig vinkling. Det kan medføre en reducering af arbejdet med den, men til gengæld give et lokalt indhold, så man bliver klogere på det lokale skolevæsen. Nogle steder vil man helt fjerne kvalitetsrapporten, nogle steder vil man bevare den, som den er". Her hører man sandelig historiens vingesus! Mellem linjerne synger han samme melodi som Hjortdal om de stakkels rodløse børn, som de lange skoledage skal frelse, hvorfor alle må undgælde.
Skole og Forældres formand Rasmus Edelberg mener ikke noget særligt, udover at forældrene er glade for skoledagenes længde, som den er, idet han åbenlyst fejllæser foreningens egen undersøgelse, der viser klart flertal for afkortning. Og formand for børne- og kulturcheferne Henning Bach Christensen har helle ikke meget på hjerte. Han vil gerne have mere lokal indflydelse på skoledagens længde, og han mener ikke overraskende, at vi skal gøre det, der virker, hvorefter han peger på en række af de fine ting, som ikke kan lade sig gøre uden tilførsel af store resurser uden med et ord at forholde sig til, hvor de skal komme fra.
Konklusionen er, at de penge, skolen skal bruge, hvis den skal kunne rejse sig af asken fra 2013-katastrofen, er der ikke, og udsigten til, at de kommer, er nærmest lig nul. Pengene er brugt - på at opretholde en afsindig kostbar, grotesk mængde af undervisningstid, som ikke blot ikke gør noget som helst godt, men forpester dagligdagen for mere end en halv million mennesker.
