Niels Chr. Sauer
Blog
Når den blinde leder de blinde
Tilbage sidder man med en uhyggelige fornemmelse af, at den eneste reelle grund til at dette meningsløse platformeri skal rulles ud over de sagesløse lærere er, at nu er det hele købt og betalt, og så skal det dæleme også bruges, koste hvad det vil, om det så skal køre skolen i sænk. Ellers er det jo helt til grin. Hvorved det hele blot bliver dobbelt til grin.
Jeg sidder tilbage med en dyb undren: Hvem har overhovedet ansvaret for, at tusindvis af lærere nu sidder landet over og spilder deres kostbare arbejdstid med læringsplatforme til ingen verdens nytte?
Reformpolitikerne slår syv kors for sig og bedyrer, at det har de sandelig aldrig besluttet.
Ministeriet siger, at kommunerne kun er forpligtet til at anskaffe skidtet, ikke til at bruge det.
KL er tavs som graven.
Kommunerne - in casu Århus - siger, at ministeriet ikke ville give dem dispensation, så de kan lade lærerne blive fri for tidsspildet.
Ministeriet siger på en underlig lavmælt måde, som om de ikke rigtigt mener det, at de jo ikke kan give dispensation for noget, de ikke selv har iværksat, og peger stolt på, at de over 3000 tidligere bindende mål nu er gjort frivillige.
Jamen frivilige for hvem? Friheden til at droppe de tidligere bindende mål er tilsyneladende strandet ude i kommunerne og på skoleledernes kontorer. Lærerne oplever ingen frihed?
Og skolelederne aner ikke deres levende råd. Mange af dem lader det fornuftigvis sejle under radaren og ser den anden vej, alt imens lærerne begår civil ulydighed i lange baner.
Alle ledelseslagene peger på hinanden og siger, at de bare gør, hvad de har fået besked på. Af hvem?
Hvorfor spørger fx Århus kommune overhovedet ministeriet om lov til at droppe platformene, når ministeriet svarer, at det er da ikke noget, ministeriet skal bestemme?
Hvad hindrer Århus kommune i simpelthen at meddele lærerne , at, ja, nu har vi denne platform, og den er til fri afbenyttelse? Brug den, hvis I oplever, at det giver mening, eller lad være - det er jeres afgørelse.
Og bare vent, you aint seen nothing yet: Lige om hjørnet venter AULA, hvor platformene skal gå op i en højere enhed med al planlægning, kommunikation og evaluering, bestyret af den enkelte lærer.
Tilbage sidder jeg med en uhyggelige fornemmelse af, at den eneste reelle grund til, at hele dette meningsløse cirkus skal rulles ud over de sagesløse lærere er, at nu er det hele købt og betalt, og så skal det saftsusemig også bruges, koste hvad det vil, om det så skal køre skolen i sænk. Ellers er det jo helt til grin. Hvorved det hele jo blot bliver dobbelt til grin.
Jeg gætter på, det ender som Konen Med Æggene:
"Jeg taaler ikke den mindste Snakken,/Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«/— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-/Klask! Æggene der paa Jorden laae!/Med dem den hele Lyksalighed faldt —/Og det var i Grunden ikke saa galt!"
Sådan ser det ud, når den blinde skal lede de blinde.
(Maleri: Pieter Bruegel den Ældre, 1568)