Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Talentdagsordenen er useriøs

Folkeskolens uoverkommelige opgave er at bringe alle børns talenter i spil i fællesskabet, intet mindre. Ingen har sagt, at det skulle være let. Men det er derfor, det er spændende at være lærer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At give de højt begavede elever et andet undervisningstilbud i folkeskolen lyder umiddelbart fornuftigt og på mange måder ganske fristende - for udenforstående. Er man derimod seriøs lærer med mangeårigt, dybt kendskab til folkeskolen stiller sagen sig anderledes. Spørgsmålene tårner sig op.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

For det første: Eksisterer der overhovedet en specifik, identificérbar gruppe af højtbegavede elever? Ja da - hvis man vel at mærke ser på fagene et ad gangen. For naturligvis er der en topscorende gruppe af elever indenfor hvert fag. Problemet er, at gruppen er forskellig fra fag til fag. Ja, den er tilmed forskellig fra disciplin til disciplin indenfor det enkelte fag. Det er ikke de samme elever, der er bedst til hhv. retskrivning og mundtlig fremstilling i dansk. Det er forskellige elever, der brillerer i hhv. rumgeometri og hovedregning i matematik. De, der er rigtigt gode til fodbold, er sjældent de samme, som dem, der spiller stærk tennis. Så nej, det er rent faktisk ikke muligt at tale om en specifik, identificérbar gruppe af generelt højtbegavede elever, der lader sig skille ud fra massen. Universalgenier er meget sjældne. De fleste har både styrker og svagheder.

For det andet: Hvad vil det overhovedet sige at være ’højt begavet’? Lytter man til politikerne, betyder ’højt begavet’ det samme som ’dygtig’, typisk defineret ved høje testscorer. Men man kan – heldigvis – nå langt med flid og viljestyrke uden nødvendig at være andet og mere end jævnt begavet. Enhver seriøs lærer ved, at højt begavede elever ofte går stille med dørene som børn for først at træde i karakter et stykke oppe i puberteten eller senere endnu. Ser vi bort fra de ekstremt sjældne vidunderbørn, som huskes af eftertiden – Mozart, Picasso, Pascal, Chaplin og deslige – har langt de fleste af vores højtpræsterende medborgere faktisk en temmelig upåfaldende begyndelse i livet. Omvendt ender masser af dygtige skolebørn med at leve helt almindelige liv. Forestillingen om, at vi som voksne har et røntgenblik, som sætter os i stand til at se durk igennem børnene og vurdere deres potentiale, er ikke blot forkert; den er uetisk.

For det tredje: Når skolepolitikerne diskuterer ’højt begavede børn’, handler det i praksis om dem, der er dygtige til matematik og de dermed beslægtede fag. Nu og da sniger fag som idræt og musik sig ind; de kan jo kaste præmier og international berømmelse af sig.  Men folkeskolen er en grundskole med afsæt i den grundlovsfæstede undervisningspligt. Dens formål er barnets alsidige udvikling, hvilket bl.a. indebærer, at alle børn ideelt set skal møde alle fag med samme alvor og engagement. At trække nogle få af børnene ud af det jævnaldrende fællesskab med henblik på at udnyttte et særligt fagligt potentiale til nationens bedste er dels en skævvridning af skolens fagrække, dels et overgreb mod sagesløse børn. En forkrøbling af barnets liv, en nedgradering af skolens dannelsesopgave og en oplæring i social blindhed. Der findes nationer, som gør det her iskoldt og kynisk, og de fortjener vores dybe foragt, uanset hvor mange medaljer de kan prale af.

Den menneskelige intelligens er kompleks og mangfoldig, og i grundskolen er vi forpligtet til at arbejde med hele paletten. Vi skal ikke vaske alle regnbuens farver væk og male børns liv over med den matematisk-logiske intelligens som det eneste saliggørende. Det ville ud fra enhver målestok være decideret ubegavet. Livets udfordringer er utallige og mangeartede, og skal vi - ikke blot som individer, men som samfund - stå distancen, må vi lære at spille på alle tangenter. 

Folkeskolens uoverkommelige opgave er at bringe alle børns talenter i spil i fællesskabet, intet mindre. Ingen har sagt, at det skulle være let. Men det er derfor, det er spændende at være lærer.

Powered by Labrador CMS