Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Reformpolitikernes flammende røde ører

I første omgang så det ud, som om planen lykkedes. Man fik virkelig lærerne ned med nakken, og finansministeren kunne prale af en voldsom outputforøgelse i form af verdens længste undervisningstid, uden at det kostede skatteborgerne en krone. Men i anden omgang gik det galt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Danske elever får topkarakter i EU”. Sådan skriver dagbladet Politiken d.d. i en femspaltet overskrift på bladets forside, der refererer til Europakommissionens årlige tilstandsrapport om uddannelse. Vi får bl.a. at vide, at danske elever i international sammenhæng ligger helt i top på de såkaldt bløde kompetencer; det har alle, der har sat sig ind i sagen, vidst længe. Men det kommer sikkert bag på mange, at (med Politikens ord): ”Blandt 28 EU-lande og yderligere 5 lande indtager Danmark en solid 4.-plads, når det gælder afgangselevers evner inden for læsning, matematik og naturfag. ” Og Politiken tilføjer: ”Den gode placering går igen i stort set alle rapportens parametre”

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Ikke overraskende forsøger landets mest reformvenlige avis at bruge historien som argument for, at det går fint med reformen, og at der ikke er nogen grund til at lave noget om på den. Men ved nærmere eftersyn ligner bladets vinkling mest af alt en feberredning på målstregen.

Politiken er ikke meget for at skrive om det, men det er ikke længere til at komme udenom: Den velvoksne stak af følgeforskningsrapporter viser, at reformen ikke har resulteret i nævneværdige, målbare forbedringer på et eneste område. Tværtimod. Den har medført nye problemer: Den styrkelse af fagligheden, der var i gang før reformen, er afløst af stagnation og tilbagegang, og vi ser nu øget mistrivsel, øget skoletræthed og øget tab af svage elever, demotivering, vrede og kollaps blandt lærerne, elev- og lærerflugt, rekrutteringsproblemer til læreruddannelsen samt øget pjækkeri og skolevægring.

Så når denne EU-rapport siger, at det går godt med folkeskolen på afgangsniveau, så må den logiske slutning være, at det rent faktisk gik endnu bedre før reformen. Det vidste vi faktisk også godt, idet vi allerede dengang fik rapporter om, at danske elever var kommet i top på læsning, men det blev tiet ihjel af reformpolitikkerne.

Sagen var nemlig den, at Thorningregeringen havde desperat brug for en brændende platform, der kunne bruges til at demonstrere handlekraft og mod og dermed vende de konstant nedadgående meningsmålinger. Derfor valgte de at sætte ild på folkeskolen, og det bekom naturligvis den borgerlige opposition, der i umindelige tider forgæves havde forsøgt at få skovlen under lærerne, strålende. I tæt samarbejde med de kommunale arbejdsgivere og på tværs af partierne iværksattes en langvarig fake news-kampagne om folkeskolens utallige fejl og mangler, hvoraf en del var decideret usandt: ’20 % funktionelle analfabeter’ i ’verdens dyreste og dårligste skole’ med lærere, der holdt ’fire måneders ferie om året’ pga. privilegier, som lærerne ’ikke havde villet forhandle siden 1922’ osv. deruda’. Alt sammen takket være lærernes skrækkelige, reaktionære og egoistiske fagforening, der nu skulle ’knuses som Thatcher knuste minearbejderne’.

I første omgang så det ud, som om planen lykkedes. Man fik virkelig lærerne ned med nakken, og finansministeren kunne prale af en voldsom outputforøgelse i form af verdens længste undervisningstid, uden at det kostede skatteborgerne en krone. Men i anden omgang gik det galt. Arbejdsgiverne fik ikke knust DLF, men regeringen fik gjort sig godt og grundigt uvenner med en stor og stærk gruppe af dens egne kernevælgere. Valget tabte rød blok alligevel, og det, der stod til at blive en sikker vindersag, endte som en tabersag.

Blå blok kan med sindsro lade projektet brænde ned til grunden. Rød bloks hændervridende reformpolitikere står rådvilde tilbage og ser på fra sidelinjen, mens folkeskolen kæmper for at slukke den brand, disse mennesker antændte i det, der dengang i deres øjne var en højere sags tjeneste: SRSF-regeringens fastholdelse af regeringsmagten.

Hvor længe endnu kan pressen blive ved med at overse deres flammende røde ører?

Powered by Labrador CMS