Niels Chr. Sauer
Blog
Reformpolitikernes kvajekvote er opbrugt
Ledelseskommissionens formand efterlyser modet til at trodse lærerne hos skolelederne. Men det har vi set masser af. Hvad vi savner, er ledelsens mod til at gribe i egen barm, når den har dummet sig. Kvajekvoten er opbrugt.
Ledelseskommissionens formand, Allan Søgaard Larsen, mener i en samtale med Politiken/Skoleliv, at mange topfolk i skoleforvaltningerne er for langt væk fra gulvet til at bedrive ordentlig ledelse. Selv sidder han i den allerøverste top af Falckkoncernen og har ikke mig bekendt mere end almindelig lægmandsindsigt i folkeskolen. På den baggrund kunne man forvente en vis tilbageholdenhed fra hans side med de skråsikre domme om folkeskolens anliggender, men nej. Han mener slet og ret, at skolelederne generelt mangler modet til at træffe beslutninger, som er upopulære på lærerværelserne, idet han påpeger, at det er ’ikke et mål i sig selv at lærernes trives’.
Hvor Allan S.L har opholdt sig de sidste fem år, skal jeg ikke kunne sige, men han kan ikke have tilbragt mange minutter i den danske folkeskole. Siden regeringen, folketinget og Kommunernes Landsforening efter aftale erklærede lærerne åben krig i 2013, har de ’forkælede’ læreres trivsel været betragtet som en direkte hæmsko for skolereformen, og lærerne er blevet kostet rundt i manegen af skoleledere, der dog reelt ikke er andet end end mellemledere, bundet på hænder og fødder af finansministeriet, lovgiverne og rådhuset. 7000 lærere mindre leverer i dag omkring 25 pct. mere undervisning, og deres arbejdsvilkår er stærkt forringede. En af følgerne er, at lærerarbejdets gode navn og rygte i den grad er blevet ødelagt, at de unge uddannelsessøgende i uhørt omfang går i en stor bue udenom lærerarbejdet, således at vi nu for fjerde år i træk producerer ca. 2000 lærere mindre om året, end der er brug for - mens omkring 17.000 lærere har fravalgt folkeskolen til fordel for grønnere græsgange.
Allan S. L.’s snak lyser ikke blot af mangel på opdateret indsigt i skolens faktiske forhold. Han har desuden ikke begrebet, at vel er lærernes trivsel ikke er ’et mål i sig selv’, men den en uomgængelig forudsætning for den gode skole. Jeg vil ikke udelukke, at man kan være en udmærket ambulancechauffør i Allan S.L.’s firma uden at brænde nævneværdigt for sagen, men folkeskolelærere, der ikke er i stand til at mobilisere synlig arbejdsglæde, kan ikke levere varen. De kan ikke fange elevernes interesse, indgyde dem tillid til egne muligheder og nære deres lyst til at lære. De burde ideelt set slet ikke undervise børn. Lærernes arbejdsglæde er kort sagt en del af folkeskolens kerneydelse.
Allan S.L. mener i samme moment, at skolelederne i langt højere grad bør være ude i klasserne, hvor de kan ’gøre en forskel’. Det er en misforstået synsvinkel. Skolelederne skal ganske rigtigt meget mere ud af kontorerne og ud i klasserne, men ikke så meget for at ’gøre en forskel’ for lærerne. Det, der foregår i en klasse, er alt for komplekst til, at en leder kan komme ind fra sidelinjen og på stedet gennemskue situationen. Skoleledernes kendskab til klassen, eleverne, læreren, faget og forældrene rækker på ingen måde som grundlag for egentlig vejledning og sparring. Så lederne skal ud i klasserne, javist, men for at lære selv, ikke for at manuducere lærerne. For at tale med lærerne om deres praksis, komme på det rene med, hvad der rent faktisk foregår på den skole, de har det øverste ansvar for, og dermed kunne udnytte skolens menneskelige resurser bedst muligt.
Allan S.L. taler om en skoles ’output’ som en målbar størrelse, idet han mener, at ’...målet er, at der skal komme noget ud af det for borgerne og for børnene. Det er det, som alt, man foretager sig, skal måles på’. Den sidste præmis er uafviselig. Men den må nødvendigvis indebære, at det mod, Allan S:L efterlyser, også kommer til udtryk i ledelsens vilje til at gribe i egen barm, når den har dummet sig.
Og det har den, tilmed noget så eftertrykkeligt. Det, der er sket i folkeskolen de sidste fem år, udgør en ledelsesmæssige skandale fuldt på højde med det vi har set i andre dele af den offentlige sektor: Skat, sundhedsvæsenet, politiet mv. Folkeskolen efter 2013 er et veritabelt studium i, hvordan man ikke skal reformere et skolesystem, og før den erkendelse indfinder sig hos lærernes arbejdsgivere, kommer folkeskolen ikke ud af den dødsspiral, den i dag befinder sig i. Ledelsens kvajekvote er opbrugt.
https://skoleliv.dk/nyheder/art6704807/Skoleledere-skal-insistere-p%C3%A5-at-det-ikke-er-et-m%C3%A5l-i-sig-selv-at-l%C3%A6rerne-trives
