Niels Chr. Sauer
Blog
ELEFANTEN I RUMMET
Når DLF-kongressen i tre dage stort set ikke taler om den største elefant i rummet og lader ministeren slippe afsted med at ignorere den totalt i sin tale, kan ingen magt på jord hindre socialdemokraterne i at tolke det, som det passer dem
Der er nu gået en uges tid siden DLF’s kongres kvitterede for vores nye undervisningsminiers tale med stående bifald. Hun havde til forsamlingens begejstring talt åbent og indtrængende om de ’tre sten i lærernes rygsæk’, som hun vil bestræbe sig på at lempet ud: den fejlslagne inklusion, de nationale test i den nuværende form og truslen fra privatskolerne. Med store verbale armsving langede hun demonstrativt ud efter new public management, og hun understregede til overflod, at ord gør det ikke. Der skal lyttes og handles. Nu skal elefanten ud af rummet, sagde hun.
Ikke desto mindre efterlod ministeren den allerstørste elefant overset og urørt midt i rummet: De lange skoledage, finansieret ved skamridning af lærerne via den lov 409, hvis kunstneriske udførelse angiveligt går hende voldsomt på. Dog ikke så meget, at hun vil af med den, når det kommer til stykket. Få dage forinden havde hun gentagne gange i utvetydige vendinger udtalt til pressen,, at de lange skoledage ikke blot ikke er noget problem; de er og bliver tværtimod fortsat krumtappen i det fata morgana, der handler om en reformskole fyldt med spændende og varieret undervisning med det bredt faglighedsbegreb, stærke og svage børn i trivsel og vækst og masser af arbejdsglæde. Og hendes partikammerat på posten som KL’s skoleudvalgsformand, Thomas Gyldal, meddelte d. 25. 9. læserne af Politikens ’Skoleliv’, at de lange skoledage ’ikke er udfordringen’, og derfor skal vi ’stoppe snakken’. En mere udsøgt, omend diskret hån af lærerstanden netop nu kan næsten ikke tænkes.
Det er den absurd store undervisningsmængde, 40 % over OECD-gennemsnit, der i praksis har resulteret i, at hver enkelt lærer i snit pålægges merarbejde svarende til en hel arbejdsdag mere om ugen i forhold til før reformen, udregnet på basis af KL’s egne tal. Følgen er, at lærerne ikke længere kan nå at levere et ordentligt stykke arbejde, og det holder ingen til i længden. Folkeskolelærerne er i dag et totalt forjaget folkefærd på konstant udkig efter de steder hvor gærdet er lavest, altid bagefter med alting i det daglige arbejde.
I kølvandet heraf opstår en hidtil uset forråelse af folkeskolen, som i første omgang kun registreres af dem, der befinder sig midt i den, men som allerede er synlig i statistikkerne i form af eksempelvis en fordobling af pjæk i udskolingen, stærk vækst i forekomsten af skolevægring, voldsomt pres på specialundervisningen, øget vold mod lærerne og ottedobling af antallet af lærere, der modtager lægeforbud mod at vende tilbage til skolen efter sygemelding. Otte ud af ti elever finder skoledagene for lange, heraf halvdelen ’alt for lange’, og 87 pct. af forældrene til elever, der har fået forkorter skoledagene ved hjælp af § 16b, mener, at det var en rigtig beslutning. Kun to pct. mener det modsatte.
Men her skal altså hverken lyttes eller handles, forstår vi nu på socialdemokraterne. Her skal ties ihjel og bankes på plads. Hvorefter kongressen (med nogle få undtagelser) gudhjælpemig kvitterer for ministerens tale med stående bilfald – efter videooptagelsen at dømme med formandsskabet som anførere. Hvorfor?
Det spørgsmål har ingen af de toneangivende DLF’ere, direkte opfordret på Folkeskolen.dk, endnu ønsket at svare på. Jeg tør imidlertid godt komme med et bud: De håber, at de på denne måde kan lægge pres på regeringen. Denne hændelse er naturligvis blevet nøje registreret på Christiansborg, og Pernille Rosenkrantz-Theil har utvivlsomt høstet ros på partiets indre linjer. Hun har imidlertid skabt et forventningspres, der vil komme til udtryk ved forhandlingsbordet, og DLF's håb er, at det vil styrke DLF’s position.
Der er bare den hage ved det, at dette pres går begge veje. For tag ikke fejl: Når DLF-kongressen i tre dage stort set ikke taler om den største elefant i rummet og lader ministeren slippe afsted med at ignorere den totalt i sin tale, kan ingen magt på jord hindre socialdemokraterne i at tolke det, som det passer dem: Vores strategi virker. Lærerne er ved at falde til patten. Vi skal bare blive ved med at tale udenom problemet, så bliver der stille omkring det. Facit er, at presset på arbejdsgiverne med henblik på fjernelse af lov 409 er svækket, og det er et svigt overfor medlemmerne, der kan komme DLF dyrt at stå.
