Niels Chr. Sauer
Blog
Farvel til skolen for livet
Når skolen er bedst, fungerer den som et undersøgende fællesskab med den empatiske lærer som den ansvarlige guide, nysgerrigt og vagtsomt spejdende til alle sider med de storøjede børn samlet tæt omkring sig. Den lærer, som virkelig gør en forskel, og som man husker for livet. Går det som flertallet på Christiansborg vil, er denne lærer en saga blot om ti år.
Folkeskolen har en lang og bredt varieret fagrække, hvis funktion er at åbne så mange døre som muligt for eleverne med henblik på at sætte dem fri til at forme deres eget liv. Denne ide om mangfoldighed er i dag truet på livet af et for os meget fremmed skolesyn, der sætter hensynet til nationen øverst og reducerer det enkelte barn til et middel i så henseende. Konkurrencestatspædagogikken har holdt sit indtog.
Det kommer tydeligst til udtryk i det krav om individuelt læringsmålsstyret undervisning, der i medfør af skolereformen nu for alvor begynder at hærge i skolen. Fremover forventes læreren forud for den enkelte undervisningstime skriftligt at have beskrevet de kontrollerbare mål nøje for hver enkelt elev i hver enkelt lektion i forhold til hundredevis af centralt fastsatte mål.
Nøje definerede læringsmål kan give god mening i fag som fx matematik, hvor alle er enige om, hvad det er, eleverne skal lære: forlænge brøker, udregne arealet af en trekant, forstå tierovergangen i subtraktion osv. Enkeltfunktioner og præcist definerede mål, hvor elevens udbytte er til at tjekke hurtigt og enkelt.
Men fx i faget dansk er der masser af mere komplekse mål i spil. At forholde sig selvstændigt reflekterende til en roman, udtrykke sig flydende skriftligt eller personliggøre sit verbale udtryk er eksempler på mål, der ikke kan opstilles som simpelt kontrollerbare læringsmål. Endnu mere meningsløst er det at læringsmålsstyre fag som samfundsfag, musik, kristendomskundskab, historie, billedkunst, madkundskab osv. Læreren vil naturligvis altid holde sig nogle overordnede mål for øje, men mængden af variabler, der spiller med, er uoverskuelig, og den dygtige lærer griber dagen. Det er aldrig til at forudsige, hvor inspirationen vil blusse op og hvilke problemstillinger, der vil byde sig til. En lærer, der altid følger sin plan nøje, keder eleverne ihjel.
Hvis det er svært at forstå, så lad mig sammenligne en lærer med en kok. Kokken skal tilberede og servere mad, læreren undervisning. En dygtig kok bruger ikke en kogebog. Han ser sig om: Hvilke resurser har jeg til rådighed lige her og nu? Hvilke spændende råvarer er der adgang til? Hvilken hjælp råder jeg over? Han lader sig inspirere, han tager chancer, og han bruger sine åbne sanser. Har nogen set Rene Redzepi eller Claus Meyer tjekke opskriften under udfoldelsen af deres kogekunst?
På samme måde tager den dygtige lærer bestik af situationen minut for minut. Han er selv sagt velforberedt og han har en plan at falde tilbage på, skulle inspirationen glippe, men han er hele tiden opmærksom på elevernes reaktioner. Som klasseleder suser han ikke bare ud af hovedvejen med fast greb om bussens rat, mens han ignorerer børnene, der sidder og hopper i sæderne og råber: Stop, stop, stop! Vi vil ud! Han ved, hvor de spændende udsigtspunkter og sideveje er. Han stopper op, lytter og træder ud i fagenes landskaber sammen med eleverne.
Når skolen er bedst, fungerer den som et undersøgende fællesskab med den empatiske lærer som den ansvarlige guide, nysgerrigt og vagtsomt spejdende til alle sider med de storøjede børn samlet tæt omkring sig. Den lærer, som virkelig gør en forskel, og som man husker for livet.
Går det som flertallet på Christiansborg vil, er denne lærer en saga blot om ti år. Under finansministeriets auspicier skal vi nu have en skole styret, ikke af børns lyst til at lære, ejheller af deres glæde ved fællesskabet eller deres personlige behov, men af hensynet til Danmarks konkurrenceevne. Ud med al det der gamle grundtvigske og løgstrupske dannelsespladder, ind med det, der kan tælles måles og vejes af Moderniseringsstyrelsen. Ingen svinkeærinder! Undervisningen skal afvikles i henhold til de statsligt autoriserede læringsmål, helst ved hjælp af billig, selvkontrollerende, pædagogisk halvfabrikata hentet på nettet, og elevernes udbytte skal alene måles på deres nationale testresultater i læsning, skrivning og regning. Læreren forvandles fra en central person i børnenes liv til en læringsfunktionær, hvis vigtigste opgaver bliver at sikre det løbende input / output, tjekke op på testresultaterne og holde styr på bogholderiet.
Et er det kulturtab, dette skolesyn vil indebære for samfundet som helhed. Noget andet er, at dette tab på ingen måde vil kunne opvejes af de gevinster, det nye skolesyn vil kaste af sig i form af højere testscorer. Danmark er ikke blevet et af verdens mest velfungerende samfund ved at forsøge at udkonkurrere kineserne på kvantitativ produktivitet og pligtmoral.
Heldigvis, fristes man til at sige, kommer det heller ikke til at gå sådan. Det vil hverken elever, lærere eller forældre finde sig i, når det kommer til stykket, og alene de logistiske udfordringer er i sig selv tilstrækkeligt til at få dette skolesyn til at bryde sammen. Men tanken om alle de stakkels børn og lærere, der skal lide under dette regime, indtil et opgør kan finde sted, er svær at bære.
