Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Hvor der handles, der spildes

Regeringen har for længst overskredet det point of no return, hvor den kunne finde en pragmatisk løsning fristende. Reformen er en totalsatsning, der handler om regeringens genvalg, og i den sammenhæng er en tilbagetrækning til nogle forhandlingspositioner, hvorfra man kan få ro på folkeskolen, lig med fiasko.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Jeg kan ikke rigtig mindes noget, der har været dårligere politisk håndværk end det her” udtalte en af Danmarks førende eksperter indenfor arbejdsmiljø, sociolog, dr. med, Tage Søndergård Kristensen, i KL’s eget blad, ’Danske Kommuner’ for en lille måned siden. Især forekommer det ham ubegribeligt, at regeringen har valgt at iværksætte, hvad han opregner til at være fire store reformer i ét hug: Overenskomstindgrebet, folkeskolereformen, samarbejdet med pædagogerne og inklusionsprojektet.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Tallet fire virker lidt tilfældigt. Samlet set er der tale om mindst en snes tiltag, der hvert og et under normale forhold sagtens kunne være blevet betegnet som en reform. Selv under ideelle betingelser, altså under forudsætning af tilstedeværelsen af de fornødne midler og et grundigt forarbejde, ville et sådant projekt være urealistisk. Men hertil kommer, at hele projektet er født som en krigserklæring mod de lærere, der skal bære det igennem med liv og sjæl. Tage Søndergaard undrer sig over, at han ikke kan få øje på nogen brændende platform, der kunne begrunde regeringens handlemåde, og hans uudtalte spørgsmål, som i dag rejses af en hovedrystende hærskare af fagfolk både her og hisset, er uomgængeligt: Hvordan kan en regering dog finde på noget så vanvittigt?  

Svaret ligger lige for. Det falder bare udenfor det felt, som forskerne er vant til at bevæge sig i, og de kvier sig tydeligvis ved at sætte ord på det. Det er ganske enkelt for pinligt. Nuvel, så må andre gøre det.

Den brændende platform hedder det forestående folketingsvalg, og den har stået i lys lue, lige siden denne regerings dag et.  

Hvis dette skoleprojekt havde haft afsæt i et oprigtigt behov for en bedre skole, ville man så nogensinde have kastet skolen ud i det konstant accelererende kaos, der begyndte sidste forår? Ville man så ikke have bygget en reform op nedefra, langsomt, men sikkert, sådan som Christine Antorini udtrykkeligt lagde op til ved sin tiltræden som minister? Havde man så ikke taget sig den fornødne tid til en folkelig debat om en ny folkeskole - i stedet for at begå ’det største svigt i dansk skolehistorie’, citat Asger Baunsbak-Jensen?  

Sætter man sig ind i forløbet fra dets start primo 2012 – hvilket fører for vidt her - står det lysende klart, at hele dette projekt er udsprunget af en desperat regerings behov for en sag, der kunne sikre dens genvalg (se evt. http://www.folkeskolen.dk/526822/nu-braender-lokummet- ). Med diverse beskidte tricks lykkedes det at vinde krigen mod lærerne sidste år, men freden har regeringen og KL på ingen måde vundet. Den er slet og ret ikke indtrådt. Der har ikke fundet nogen kapitulation, endsige fredsslutning sted, og lærerne er tydeligvis stadigvæk ikke til sinds at lægge sig ned og sige som en gulvmåtte, til trods for alle mere eller mindre åbenlyse forsøg på at intimidere dem til det.

I denne situation ville en mere besindig politik tilsige, at regeringen stoppede op og tænkte sig om, rakte hånden frem til lærerne og søgte at etablere nogle tillidsskabende foranstaltninger; i det hele taget prøvede at få lidt ro på. Man kunne fx have skruet ned for inklusionstempoet, man kunne have udsat hele bygen af nye fælles mål, man kunne have lagt kravene om samarbejde med foreningslivet på køl indtil videre eller på anden vis have reduceret presset på skolens ansatte. Men det er for sent. Man har for længst overskredet det point of no return, hvor en pragmatisk løsning kunne være fristende for regeringen. Dette er en totalsatsning. Det her handler om regeringens genvalg, og i den sammenhæng er en tilbagetrækning til nogle forhandlingspositioner, hvorfra man kan få ro på folkeskolen, lig med fiasko. De sagde, de ville gå hele vejen, og nu viser den sig bare at være meget længere, end de troede. Men nu fanger bordet, og derfor brænder lokummet igen. Nu gælder det om ikke at ryste på hånden. Hovedet under armen og så ellers ligeud med 120 i timen!  

Ikke nok med, at regeringen intet som helst foretager sig med henblik på forbedring af relationen til lærerne og deres fagforening. Når DLF’s formand gentagne gange forsøger at etablere en samtale på højeste plan, ignoreres han slet og ret. Bortset fra nogle uforpligtende skåltaler fra tilbagelænede Margrethe Vestager om en tillidsreform, der tilmed omgående er blevet undsagt af KL, bliver man så at sige ved med at køre damptromlen frem og tilbage på den blodige plet, hvor man kørte lærerne over for et år siden – antagelig ud fra en forestilling om, at det da være muligt at få dem til at ligge helt stille.  

Samtidig udsender man bag kulissen en strøm af bandbuller mod lokalpolitikere, der formaster sig til at gå i dialog med lærernes lokalvalgte talsmænd, og man øger lovgivningsintensiteten til et punkt, hvor skolens virkelighed ingen chance har for at følge med. Ingen levende sjæl kan i skrivende stund overskue det lovgrundlag, der træder i kraft om få måneder. Skulle nogen tænke ilde derom, hedder det sig straks, at ’vi bygger skibet, mens vi sejler’, og det kan kun hængehoveder og forsigtigpetere vel have noget imod. Samtidig sikrer en uhørt lukkethed omkring processen, at regeringen hele tiden sidder i forhånd med overraskelsesmomentet på sin side.

Herved opnår man to vigtige ting. For det første skaber man vild forvirring i fjendernes rækker. Og fjenderne er i denne sammenhæng lærerne. Glem den forførende tale om de fantastisk dygtige lærere, der er skolens hjerte og alle de andre sleskerier. Man prøver af al magt at få bildt lærerne ind, at krigen sluttede med lovindgrebet, men tag ikke fejl: Realiteten er, at regeringen og KL vandt luftherredømmet for et år siden, men de ved udmærket, at krige vindes på landjorden. 

Jeg er ked af at sige det, for jeg oplever på nærmeste hold, hvor nødig lærerne vil have deres gode arbejde med eleverne spoleret af uvedkommende slagsmål, men altså: Forude venter en kamp om lærernes arbejdsvilkår fra hus til hus ude på den enkelte skole.

Regeringen har aldrig lagt skjul på sit afsæt: Lærerne skal presses til at levere gennemsnitligt omkring 15 % merarbejde kvit og frit. Resten er udenomssnak. Regeringens taktik her i anden halvleg er at drukne skolen i en syndflod af forhastede, halvhjertede nyordninger, der skal implementeres hellere i går end i dag. Kun sådan kan man holde hele skolefolket så meget til ilden i det daglige arbejde, at de hverken får tid eller kræfter til at organisere nævneværdig modstand. Lærere og skoleledere er ikke vant til den slags metoder. De opdager det først, når det er for sent. Men vi genkender mønstret fra udlandet.

For det andet skaber den heftige lovgivningsaktivitet og de mange strukturomlægninger det indtryk af politisk handlekraft, som regeringen har så hårdt brug for. Op over denne babyloniske forvirring, denne kolossale rodebutik kan Helle Thorning så stige mod nye horisonter. Thorning eller kaos! I vanlig teflonstil vil hun smilende forkynde en ny tids komme til Emil og hans forældre, der til evig tid bør være hende taknemmelig for hendes høje ambitionsniveau og hendes store mod til at skære igennem og dermed sikre nationens, konkurrenceevnens og regeringens frelse.

Og så udskriver hun valget.

Allerhelst på årsdagen for reformens bebudelse, Folketingets åbningsdag. Hvilken patos, hvilket armsving, hvilket spektakulært afsæt for en valgkamp! Bag hende vil Bjarne Corydon brumme lavmælt om sit nyligt fundne, store engagement i folkeskolen, mens han krummer tæer i skoene, uden at nogen kan se det. Og Christine Antorini vil synge en lang, rablende sang om den nye, spændende og mere varierede skoledag i håbet om at overdøve støjen fra den kamp, der buldrer løs lige bag ryggen på hende. Jovist, visse begyndervanskeligheder, det er der da, det vil de bestemt ikke benægte; sådan er det jo, når man virkelig vil noget nyt her i verden. Men om et år vil alt være godt og alle være glade, og nu må vi løfte i fælles flok.

Kun få vil hæve deres røst imod hele dette spinstyrede inferno, og de vil ikke kunne høres i larmen. Ikke skolefolket, for det er dømt ude, kendt inhabilt og i øvrigt travlt beskæftiget med at overleve. Ikke det blå regeringsalternativ, for det sidder i reformen op til halsen. Ikke befolkningen, for de vil ikke ane, hvem de skal tro i al denne forvirring.

Kan regeringen holde dette cirkus gående igennem en kort valgkamp, er valgsejren i hus. Regeringen er reddet, og folkeskolen ligger hen som en slagmark. Hvor der handles, der spildes.

Powered by Labrador CMS