Niels Chr. Sauer

Blog

Velkommen til discountskolen

Danskerne har ikke opdaget det endnu, men det er nu kommet dertil, at den undervisning, vi her til lands leverer i vores offentlige grundskole, er blevet så billig målt pr. time, at vi skal sammenligne os med de fattigste lande i Sydeuropa og landene den gamle østblok for at finde tilsvarende tal.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Verdens dyreste folkeskole!” har allehånde ignoranter råbt ad vores offentlige grundskole igen og igen, ikke blot i de vildtvoksende debattråde på nettet, hvor man som bekendt kan komme ud for lidt af hvert, men også i redaktionelle artikler i vores mest respekterede dagblade og største tv-kanaler. Men hvis det overhovedet nogensinde har været sandt, skal vi tilbage til 60’erne. Dengang var der for øvrigt også udbredt enighed internationalt om, at den danske folkeskole formentlig var verdens bedste grundskole. Sammenhængen mellem pris og kvalitet er til at få øje på.  

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Det forholder sig imidlertid sådan, at udgifterne pr. elev i folkeskolen ifølge BDO Kommunernes Revision har været faldende hvert år siden 2002, bortset fra et lille opsving i 2009. I alt er der tale om et fald på 13 pct. hen over perioden, og de sidste par år har det rent faktisk været sådan, at Danmark ifølge OECD’s årlige rapport ’Education at a Glance’  har ligget på omkring en tiendeplads i de gennemsnitlige udgifter pr. elev. Og sådan ser det ud til at fortsætte, omend det siges, at folkeskolen er blevet tilført en god mia. mere om året svarende til ca. 2,5 % af de samlede udgifter. Hvad vi ved, er nemlig, at ca. halvdelen af kommunerne bruger mindre på skolen nu end før reformen, og at kun et forsvindende mindretal af dem forventer at bruge flere penge på skolen i det kommende år.

Nu kan tallene jo kan vendes og drejes på mange måder, og nogle af dem nærmer sig regulær svindel. Det så vi klart dokumenteret under lockouten, hvor KL plastrede aviserne til med helsidesannoncer, hvori det blev hævdet, at ’danske lærere over 60 år holder fire måneders ferie om året’. KL talte såvel den af lærerne selvfinansierede aldersreduktion som den påtvungne afspadsering uden for de 200 skoledage med som ferie!  

Jeg bruger OECD’s tal fra den sidste ’Education at a Glance’-rapport (2014; s.215, 437) og kommunernes budgettal for kalenderåret 2015, men der er mange faldgruber i disse tal: Nogle lande, herunder Danmark efter reformen, medregner fx elevpauser i undervisningstiden, nogle tæller ikke specialskoler med, nogle medregner ikke alle afledte udgifter (OECD oplyser intet herom) osv.    

Med disse forbehold, så hold nu fast: Uden at danskerne har opdaget det, er det tilsyneladende kommet dertil, at den undervisning, vi her til lands leverer i vores offentlige grundskole er blevet så billig, at vi skal helt ud og sammenligne os med de fattige lande i Sydeuropa og den gamle østblok for at finde tilsvarende tal. Man behøver ikke have bestået folkeskolens afgangsprøve i matematik for at forstå, hvad det betyder for undervisningens kvalitet, at en dansk undervisningstime prismæssigt ligger på niveau med prisen i lande, hvor levestandarden og det generelle prisniveau ligger langt under vores: Den discountskole, DLF advarede imod under konflikten i 2013, er nu er realitet.

Jeg ved godt, at tal er kedelig læsning, men jeg har forsøgt mig med et meget enkelt regnestykke og holdt mig til runde tal, så jeg håber på læserens tålmodighed:  

En dansk skolelev koster i almenundervisningen dag godt 62.000 kr. om året i snit. For dette beløb gange ti skal  eleven (jf. folkeskolelovens paragraf 14b) have i alt 12.160 timers undervisningstid i hele det tiårige skoleforløb svarende til 1217 timer pr. skoleår i snit. Det giver en udgift pr. time på 51 – skriver enoghalvtreds – kroner. Medregner vi udgifterne til specialskoler, hvilket en del andre lande i statistikken formentlig gør, lander vi på 58 kr. i stedet.  Det (nogenlunde) tilsvarende tal før reformen var 84 kr.

Her følger tallene for en række lande, regnet ud på samme måde; først de nordiske, som er direkte sammenlignelige mht. lønniveau og kultur: Sverige: 92 kr. pr. time, Norge 107, Island 89. Den internationale topscorer Finland ligger på 97.

Rykker vi ud i Vesteuropa, ligger landene alle sammen signifikant over Danmark: Tyskland 71 kr. pr. time, England 79, Holland 69, Frankrig 60, Østrig 100, Luxembourg 147, Irland 71, Slovenien 90, Italien og Spanien 61. Vi skal helt ned til Portugal for at komme ned i nærheden af det danske niveau med 56 kr. pr. time, eller til den gamle østblok: Polen 53, Tjekkiet 53, Ungarn 53, Estland 52. Men altså: Danmark er nummer sjok, simpelthen. USA ligger på 79, Japan på 74.  

Med til billedet hører, at det danske snit dækker over en meget stor spredning, Vores billigste kommuner, Næstved og Odense, ligger helt nede på 37 kr. pr. leveret time i almenklasserne i denne udregning.

De dystre forudsigelser, DLF kom med i forbindelse med reformens vedtagelse i 2013, om, at vi var på vej ud i en decideret discountskole, er hermed til fulde gået i opfyldelse. Danskernes fantasi rækker tilsyneladende endnu ikke til at forestille sig det kvalitetsskred, der er sket i folkeskolen.

Det vil,  ihukommende salig præsident Lincoln, ikke fortsætte ret meget længere: ”You can cheat some of the people all of the time, you can cheat all of the people some of the time, but you cannot cheat all of the people all of the time.”