Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Giffen gaffen guffen, pengene i skuffen

Der er et lille stykke ned til bunden endnu. Men ikke så langt som der har været. Vi skal nok komme derned, bare rolig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

At skolereformen ikke er sat i verden for at give danske skolebørn en bedre skole, er ingen hemmelighed for dem, der arbejder på gulvet i folkeskolen. Havde det været tilfældet, ville man naturligvis aldrig have behandlet de 54.000 lærere, som skulle løfte reformen, sådan som man har.

Man ville selv sagt have allieret og rådført sig med lærerne og deres fagforening. Præcis som man har gjort i de lande, reformpolitikerne gerne påberåber sig som forbilleder: Ontario, Finland og Singapore. Sådan som også selveste McKinsey, det verdensomspændende analysefirma, der mildt sagt ikke er mistænkt for at nære  fagforeningssympatier i det skjulte, i to store rapporter om skoleudvikling (på opdrag fra OECD / PISA 2007-9) konkluderede, at man skulle, hvis formålet var at forbedre avancerede skolesystemer: Give lærerne udstrakt relativ autonomi og appellere til deres faglige stolthed.

Havde man gjort det, ville man med garanti aldrig have set resultater som dem, Scharling Research netop har fremlagt om situationen i folkeskolen her tre år efter år nul. Resultater, der viser, at andelen af lærere, som finder, at reformen har påvirket elevernes faglige kvalifikationer positivt, nu ligger på 4, skriver f-i-r-e, procent. Heroverfor mener 33 % det stik modsatte. 12 % mener, at reformen fungerer imod 13 året før; 43 %, at den understøttende undervisning fungerer dårligt imod 32 året før; 29 %, at lektiehjælpen fungerer negativt mod 18 året før, og 32 %, at de er dårligere forberedt end året før - hvor 82% angav, at de var dårligere forberedt end før reformen. Når det sidste tal i undersøgelsen er faldet til 73 %, skyldes det givetvis, at et antal kommuner er kommet lærerne i møde med lokale aftaler om loft over undervisningstiden og opblødning af tilstedeværelsespligten.  

Ja ja; ting tager tid, som reformpolitikerne hele tiden siger. Der er et lille stykke ned til bunden endnu. Men ikke så langt som der har været. Vi skal nok komme derned, bare rolig, med finansminister Claus Hjort Frederiksens og KL-direktørs Kristian Vendelboes hjælp skal det nok lykkes.

Hvad der drev reformpolitikerne i 2012-13 var, som jeg flere gange har gjort gældende (i øvrigt uden nogensinde at blive modsagt), en desperat socialdemokratisk partitops behov for en vindersag på et tidspunkt, hvor meningsmålingerne kun var gået een vej, siden Thorning / Corydon havde overtaget magten 2. oktober 2011: Nedad. Bag lukkede døre vurderede regeringen, med nølende tilslutning fra R og SF, at en sikker opskrift på en vindersag var at give lærerne en ordentlig omgang tæsk for øjnene af hele befolkningen, så man kunne fremstå handlekraftige og modige og få meget mere for mindre ud af skolen. En ynkelig logik, som - hvis den var sand – indebærer, at alle danskere foretrækker spaghetti med kødsovs til aften hver dag året rundt.

Hermed ikke sagt, at reformpolitikerne ikke også ønskede sig en bedre skole. Naturligvis gjorde de det. Det var bare ikke det, der drev dem. Det gjorde magtbrynden og kræmmerlogikken, hvilket også fremgår af den kendsgerning, at hele projektet udsprang fra finansministeriet og KL's økonomiafdeling.  

Hvor sand denne ubehagelige konstatering er, får vi i disse tider en lille, men ufrivilligt klar demonstration af, hver gang en kommune afslår konvertering af understøttende undervisning til tolærerordning og kortere skoledage med henvisning til, at det vil koste x antal millioner kroner til udvidelse af åbningstiden i sfo’erne. For hvad er det i grunden de siger her?

De siger –oversat til frisprog – at nu har vi lige sparet disse mange millioner ved at tvinge lærerne til at undervise gratis i den tid, hvor vi ellers skulle betale løn til pædagoger i sfo’erne. Og nu er de penge altså ikke længere til rådighed i skolen.

Skidt med børnenes liv. Skidt med, om de udvikler skoletræthed allerede i børnehaveklassen, skidt med, at de spilder deres liv med lange uinspirerede skoledage i selskab med uforberedte lærere, og skidt også med, om vi har smadret pædagogernes arbejdsglæde totalt.

Giffen gaffen guffen, pengene i skuffen!

Powered by Labrador CMS