Niels Chr. Sauer
Blog
Reformpolitikerne i flyverskjul
Vi skal ikke regne med at se reformpolitikerne ude i det åbne samtalerum om skolereformen. Det beskidte overgreb i 2013 har skabt et skæbnefællesskab på tværs af partierne, som ingen af dem endnu vover at bryde ud af. Deres ageren er fortsat nøje styret ovenfra og tilrettelagt bag lukkede døre. Hvad de taler om der, kan vi kun gisne om.
Er det ikke påfaldende, som politikerne bag folkeskolereformen glimrer ved deres fravær i den mere og mere heftige debat, den giver anledning til? Hvorfor forsvarer de ikke deres mesterstykke med næb og klør foran de rullende kameraer og de åbne mikrofoner, hvis bevågenhed de ellers elsker at bade i? De, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at bryste sig af deres ansvarlighed og deres dialog med vælgerne?
Hvis de endelig mener noget om skolereformen, er det i typisk form af enetaler eller avisindlæg, hvor de gentager de samme, udtrådte floskler ordret; og skulle der efterfølgende opstå debat, holder de sig altid ude af den. Kritiske rapporter og pinlige afsløringer om reformen tikker ind i en lind strøm, men de lader som ingenting. Hver gang nogen sætter fokus på de steder, hvor det knager foruroligende i skroget, er det frem med mørkelygten! Fingrene dybt ind i øregangene, blikket stift fremadrettet! Nu gælder det om at stå fast!
Den første regel i karrierepolitikerens grønspættebog siger, at hvis du bliver modsagt af nogen udefra, skal du som udgangspunkt ignorere dem jf. jantelovens paragraf 1. Lad, som om de er luft. Hvis du først begynder at forholde dig til kritik, kunne nogen få det indtryk, at den er vedkommende. Kan du ikke slippe for at reagere, så sig det, du plejer - igen og igen. Hold journalisten hen med ikke-svar, indslaget varer kun så længe som det varer; om 30 sekunder er det overstået. Lykkes det ikke, så prøv evt. at hæve stemmen og spille fornærmet eller skrue bissen på. I yderste nødsfald kan du gå til angreb på intervieweren, evt. ved efterfølgende at klage til vedkommendes overordnede.
Skulle ulykken være ude og du kommer i kløerne på en af de forholdsvis få journalister, der tager rollen som fjerde statsmagt alvorligt, så er det, at kvaliteten af dit presseberedskab skal stå sin prøve. Har spinfolkene gjort deres arbejde ordentligt og udrustet dig med et såkaldt Q & A-papir (question and answer) i tide, kan du måske lukke kritikken ned og fremstå vidende uden at nogen opdager, hvor tynd is du bevæger dig på.
Skolereformen er et studium i dette fænomen. Allerede på et forholdsvis tidligt tidspunkt begyndte reformpolitikerne over en kam at fremstå som rene zombier. Mest opsigtsvækkende er måske det omfattende papir med 54 spørgsmål og svar, skrevet af Moderniseringsstyrelsen til brug for politikere i havsnød på grund af lovindgrebet. Her bliver politikerne klart instrueret i at lyve om processen på flere punkter, især vedrørende det lyssky samarbejde med arbejdsgiverne og de øvrige partier:
https://www.folkeskolen.dk/~/9/3/ordfoerermail-2-del.pdf
Det var ikke meningen, at dette papir skulle komme til offentlighedens kendskab. Når det alligevel skete, skyldes det alene Folkeskolens gravearbejde:
https://www.folkeskolen.dk/535201/lotte-rod-jeg-er-fint-tilfreds-med-det-materiale-jeg-har-faaet-
Kast evt. også et blik på dette papir fra KL, hvor man forsøger at stoppe kommuner, der føler sig fristet til at bruge den mulighed for at indgå lokale aftaler, som, vist nok pga. et krav fra SF ligger i lov 409:
https://www.folkeskolen.dk/~/7/6/kl---argumenter-for-ikke-at-indgaa-lokalaftaler.pdf
Denne håndmadning af nødstedte, inkompetente politikere har ydermere den fordel, at de ikke kommer til at træde hinanden over tæerne med indbyrdes modstridende svar, samt at offentligheden bliver præpareret med de samme formuleringer igen og igen, ihukommende demagogernes grundlæggende læresætning om, at en løgn, der gentages tilstrækkeligt ofte, ender med at blive en 'sandhed'.
Så vi skal helt sikkert ikke regne med at se reformpolitikerne ude i det åbne samtalerum om skolereformen. Det beskidte overgreb i 2013 har skabt et skæbnefællesskab på tværs af partierne, som ingen af dem endnu vover at bryde ud af. Deres ageren er fortsat nøje styret ovenfra og tilrettelagt bag lukkede døre. Hvad de taler om der, kan vi kun gisne om.
Omfanget af satsningen taget i betragtning er der næppe nogen tvivl om, at bølgerne går højt bag den kontrollerede facade. Det må efterhånden være ved at gå op for reformpolitikerne, at de ikke kan ride denne storm af med de vante metoder. Dertil er skolen alligevel for åben, fiaskoen for synlig og interessenterne for mange og for ustyrlige. På et tidspunkt vil musketéreden partierne imellem krakelere, og vi kan stå pludselig med et spektakulært sammenbrud.
Skulle det ske, tror jeg, at lærerne er villige til at give afkald på den undskyldning, de så åbenlyst har krav på. Dog kun under den forudsætning, at politikerne viser, at de har lært lektien, inden de rekonstruerer folkeskolen: Vellykket skolepolitik begynder med respekt for lærerprofessionen. Ingen skolereform henover hovedet på lærerne.
