Niels Chr. Sauer
Blog
Må man nu ikke lyve?
Et folketingsflertal kan vedtage hvad som helst, bare det er et flertal. De kan beslutte, at to og to er tre, at vand løber opad, at jorden er flad, hvis det skal være, dvs. hvis det er politisk opportunt.
Det mærkelige ved historien om Eva Kjers overlagte vildledning af folketinget og offentligheden er ikke, at hun og regeringen troede, at de kunne slippe godt fra det. Næ, det mærkelige er, at det ikke lykkedes dem. At de konservative pludselig – ’ud af det blå’, som Lars Løkke siger – fik kvababbelser over at kolportere en løgn, som et flertal i folketinget inklusive dem selv i månedsvis rutinemæssigt havde nikket til. Ligesom andre folketingsflertal rutinemæssigt har nikket til den ene løgn efter den anden. For sådan er det jo: Et folketingsflertal kan vedtage hvad som helst, bare det er et flertal. De kan beslutte, at to og to er tre, at vand løber opad, at jorden er flad, hvis det skal være, dvs. hvis det er politisk opportunt. Jamen hvad sker der lige her?
Oppositionens forargelse over regeringens demonstrative ligegladhed med al ekspertise på miljøområdet er bestemt berettiget, men som sædvanlig en smule selektiv og forstilt, for at sige det mildt, i lyset af almindelig parlamentarisk praksis her til lands. Vi kan fodre svin med alle mulige saglige udredninger, kommissionsrapporter og vismandsanbefalinger, der er blevet ignoreret efter noder af en regering. Alt ville se anderledes ud, hvis politik havde været en saglig og seriøs business. Politik er nu engang det muliges kunst, hvor kun et hensyn vejer tungere end betjeningen af egne kernevælgere, nemlig førstkommende valg og dermed adgangen til magten. Det handler om folkestemninger og mediemagt. Egentlig viden er stort set betydningsløs i denne sammenhæng.
Man kan fx tænke sig, hvad der ville være sket, hvis man under forhandlingerne om skolereformen havde samlet syv højt respekterede skoleforskere til høring på Christiansborg og havde bedt dem række hånden op, hvis de mente, at der var forskningsmæssigt belæg for, at en længere skoledag finansieret ved forringelse af lærernes arbejdsvilkår ville give dygtigere elever. Selv Egelund ville have været nødt til at holde armen nede. Man kan også forestille sig en gruppe nationaløkonomer blive spurgt, om de mente, at indførelse af afdragsfrie boliglån og fastfrysning af boligskatterne for al overskuelig fremtid ville bidrage til en bedre samfundsøkonomi. Eller en flok forskere i international politik, om dansk deltagelse i en USA-ledet militær invasion i Afghanistan og Irak ville bidrage til fremvæksten af islamiske demokratier. Stilheden havde været lige så larmende som forleden i miljøudvalget, men konsekvenserne lig nul. Når en regering og dens støttepartier først har lugtet stemmer, kan intet normalt afholde dem fra at følge færten, om den så fører direkte ned i kloakken.
Det er forklaringen på de vantro miner, den samlede journaliststand stiller an, når de skal redegøre for det, der sker. Ingen af dem mindes at have set noget lignende, og mange af dem kaster sig over de konservative, når de forklarer, at de ikke kan leve med en minister, der fremlægger manipulerede tal mod bedre vidende. Ind i mellem ser de selv næsten lige så forbavsede ud som journalisterne, som om de tænker: Er det mig selv, jeg hører?
Så demoraliseret er vores politiske miljø, vores pressekorps, ja hele vores offentlighed blevet, at de fleste af os næppe orker forstillelsen over regeringens åbenlyse småsvindel, men ud af et ærligt hjerte har svært ved at rumme, at et parti pludselig siger, at det ikke vil være med til at lyve.
Hvad der end driver de konservative i dette spil – og her skal man naturligvis ikke gøre sig illusioner – skal de ikke have utak i denne anledning. Måtte de blive belønnet for det. Bare det ikke ender med en socialdemokratisk undervisningsminister igen.
