Niels Chr. Sauer
Blog
Thorning leverer den rygende pistol
Krigen mod lærerne var regeringens projekt, ikke arbejdsgivernes. Lockouten var en regeringsbeslutning
Det er for længst dokumenteret, at overgrebet mod lærerne var orkestreret og planlagt ned til mindste detalje af regeringen i decideret konspiration med KL. Men der findes stadig en del mennesker, ikke mindst i Socialdemokratiet og den øvrige fagbevægelse, der endnu ikke helt har begrebet det. I deres øjne var der var tale om en regulær politisk nævekamp, som lærerne tabte, og nu er lærerne bare tøsefornærmede. De fremstiller gerne lærerne og DLF som uforbedrelige mytemagere, der ikke vil indse, at de har tabt en kamp og lægge det bag sig. Og det må man lade den tidligere regering & konsorter: De har været meget omhyggelige med sløringen af deres notoriske magtmisbrug. Centrale dokumenter holdes fx stadigt hemmelige ved hjælp af nogle besynderlige juridiske krumspring, kritiseret stærkt af Ombudsmanden.
Jovist fandt der et samarbejde sted mellem regeringen og KL, men det var ikke andet end den sædvanlige, helt naturlige, gensidige orientering med deraf følgende indbyrdes justeringer, bedyrede finansminister Bjarne Corydon; business as usual, og nu skulle DLF holde op med at være så hysteriske, for der var jo bare tale om en normal arbejdskamp, som regeringen naturligvis ikke ville blande sig i.
Nu må det være helt slut med den løgnehistorie!
I Politiken 11.12 lægger ingen ringere end selveste forhenværende statsminister Helle Thorning Schmidt den rygende pistol frem til offentlig beskuelse. Hun siger, citat: »DA VI BESLUTTEDE LOCKOUTEN (min fremhævelse, NCS), vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.”
Heraf fremgår ikke blot, at det var regeringen, ikke arbejdsgivermodparten, der traf den politiske beslutning om at erklære lærerne krig i form af total lockout. Det dokumenterer tillige, at de havde planlagt, at lærerne skulle knuses økonomisk med en konflikt af ca. en måneds varighed – hvilket også ville være blevet følgen, dersom DLF ikke i sidste øjeblik besluttede ikke at give medlemmerne fuld lønkompensation under konflikten, men i stedet at tilbyde medlemmerne konfliktlån. Derfor kom lærerne ikke ’krybende på deres grædende knæ’, som en fhv. KL-formand havde sagt, at de ville. Og derfor blev regeringens plan B, lov 409, aktiveret i stedet.
I samme interview bliver den tidligere statsminister spurgt, om tanken ikke strejfede hende, at regeringen var gået for vidt? Svaret fortjener at blive gengivet ordret: »Nej, det gjorde den ikke. Jeg var ret sikker på, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Det er jeg stadig. Jeg siger ikke, at jeg er ufejlbarlig, og at vi ikke har begået fejl. Det har vi. Men det her var ikke en af dem«.
Skulle der stadig være enkelte skolefolk, der ikke er helt på det rene med, at det var nødvendigt at holde disse politikere væk fra regeringskontorerne, må de hermed have forstået, at der ingen vej var udenom. Det er hævet over enhver tvivl, at de ville have fortsat krigen mod lærerne, til de var fuldstændigt knust, og de fremturer stadig den dag i dag, efterhånden i defensiven. De socialdemokrater, radikale og SF’ere, der stadig tror, at lærerne kan kaldes tilbage til folden og formås til at rette ind i ro og orden, må begribe, at det kommer ikke til at ske, så længe der er toneangivende poltikere i deres partitoppe, der tænker, som Helle Thorning her giver udtryk for.
De hører stadigvæk ikke, hvad lærerne siger til dem; og den, der ikke vil høre, må som bekendt føle.
