Niels Chr. Sauer
Blog
Tillykke til KL
Tale ved gravøl i Odense 1.11.2017
Tillykke til KL med sejren over Erik. Vi ved jo, at det er jer, der har styret dette forløb. Det er i dag lykkedes jer at få rettens ord for, at uanset hvor pligtopfyldende, engageret og udviklingsorienteret en lærer er, så har I lov til at true ham med fyring, i det øjeblik han ’hæver stemmen’ overfor en skoleleder og – ifølge dommen med fuld ret - kritiserer ham for ’lukket ledelse’.
En skoleleder, der altså på møde efter møde overtræder folkeskolelovens §40 Stk. 5: ”Skolens leder udøver sin virksomhed i samarbejde med de ansatte”.
Erik har været ’usømmelig’. FYYY Erik! Jeg fristes til at citere vores gamle uven Niels Egelund: ”Nu skal lærerne holde kæft med deres pis og se at komme i arbejdstøjet!”
Der er en række detaljer i dommen, som fortjener opmærksomhed. Lad mig fæstne mig ved den mest iøjnefaldende og efter min mening vigtigste.
Kommunens påstand tages til følge, fordi Erik har brudt forpligtelsen til dekorum (dvs. sømmelighed). Men det er sådan set ikke det, advarslen handler om. Den handler ikke primært om Eriks stil. Den handler om hans holdninger, der beskrives som ’negative’.
Overfor hvad? Overfor folkeskolen? Lærerarbejdet? Eleverne? Kollegerne? Forældrene? Næh, på ingen måde. Alle ved, at Erik har lagt et helt arbejdsliv i at bidrage til den gode skole. De, der deltog ved hans afskedsreception, ved også, at hele lokalsamfundet er ham dybt taknemmelig for hans indsats. Man kan ikke engang sige, at det er hans velkendte og ofte fremførte uenighed med skolereformen, der er anstødsstenen her.
Eriks forbrydelse her er alene, at han har givet spontant udtryk for sine forbudte følelser omkring den nyansatte skolelederes måde at udøve sin virksomhed på. Erik levede i den vildfarelse, at folkeskolen er forpligtet af den lov, der styrer den: At det ikke er ok, at en skoleleder vælter ind ad døren på en ny skole og på et par måneder omkalfatrer den totalt uden så meget som antydningsvist at inddrage lærerne i processen.
I 34 år har Erik lagt sit hjerteblod i Agedrup skole og spillet en stor rolle i opbygningen af skolens lokale ry langt ud over, hvad han er tjenstligt forpligtet til. Da han så ’hæver stemmen’ overfor en nytilkommen leder, der med uhørt mangel på empati og i åbenlys modstrid med folkeskolelovens intentioner tromler hele Eriks og hans kollegers arbejde ned, så bliver han kaldt til skideballe på kontoret. Og da han reagerer med at sige sit job op, får han en skidtspand smidt efter sig i form af en tjenstlig advarsel. Sådan kvitterer folkeskolen altså for et langt livs brillant indsats. Jamen det giver jo ingen mening?
Og dog, jo, det gør det. Hvis meningen er at sende et signal til alle lærere om, at de tider, hvor man betragtede skolen som samfundets bærende kulturinstitution, er forbi. Slut med stærke lærere, som engagerer sig i lærerkaldet morgen, middag og aften og ’føler medejerskab’ til det, der foregår i den. Slut med skolen som et mødested, hvor meninger brydes og demokratiet sættes i vej. Nu skal skolen være en topstyret produktionsvirksomhed. Ingen palaver her, og lærerne skal bare gøre, hvad de får besked på.
Jamen tillykke med det, KL. Det skal nok sikre den positive stemning omkring reformen i den kommende tid, få lærerne til at glemme konflikten og åbne vejen for et nyt og fordomsfrit samarbejde parterne imellem.
Jamen har I da slet ingenting begrebet?
Selv Mckinsey har ellers forstået det. De, der ikke just er kendt for at være lærernes femte kolonne på de bonede gulve, beskrev direkte i deres omfattende undersøgelse fra 2010 af 22 landes skolesystemer verden over de tilgange, der viste sig at fremme udviklingen af gode skolesystemer i avancerede samfund såsom det danske: Styr lærerne mindst muligt. Understøt deres relative autonomi, appeller til deres faglige stolthed og lad dem folde sig ud som professionelle. Det er dem, der er midt i skolen, det er dem, der har ideerne, og det er dem, der skal udvikle skolen. Inddrag dem, arbejd sammen med deres fagforeninger, skab god stemning om lærerarbejdet. Det er sådan, de har gjort i Finland, i Singapore, i Ontario. Kort sagt: Det stik modsatte af, hvad lærernes arbejdsgivere har gjort i dette land.
Jeg troede ellers, vi skulle gøre det, der virker?
Det, KL gør, er direkte ødelæggende for skolen. Alle de menneskelige resurser, som skolen er så afhængig af i form af lærernes engagement, medansvar og innovation, sætter I, KL, over styr – tilsyneladende i troen på, at I kan klare det bedre med en flok umælende lønarbejdere, der gør, hvad I giver dem besked på og nix weiter.
Og for at det skal kunne glide let og smertefrit, sætter I så reelt skolen i undtagelsestilstand. I suspenderer den lovmæssige forpligtelse til at inddrage lærerne i udviklingsprocessen, og I tiltager jer med loven i hånd hals- og håndsret over lærerne, ikke blot over deres gøren og laden helt ned i detaljen, men nu også over deres sindelag. Her kan man virkelig tale om negative attituder og oppiskning af en negativ stemning.
Hvad hjælper det, at I nu har fået rettens ord for, at I har lov til at gøre det her? Det er slet ikke det, der er afgørende. Det afgørende er, om det er klogt, det I gør. Og det kan I umuligt selv tro på. Jeg gætter på, at selv KL – med undtagelse af toppen omkring direktør Kristian Vendelbo - er klar over, det her er en pyrrhussejr. Jeres operation lykkedes, i hvert fald i første omgang, men patienten døde. Det kan enhver se i dag.
På den baggrund har det hele været kampen værd. Nu kan alle se, at der skal nye boller på suppen, hvis vi skal videre. Kære KL, I kan ikke true og tæske jer til en god skole, det kommer I til at sande, so oder so.
Tak til Erik fordi du tog kampen på alles vegne. It aint over till the fat lady sings.
