Niels Chr. Sauer
Blog
Lys for enden af tunnellen
Det er afgørende, at DLF’s medlemmer gør sig klart, at en total tilbagerulning af lov 409 er usandsynlig. De øvrige fagforeningers støtte er betinget af DLF’s vilje til at indgå kompromis med KL. Hvis DLF overspiller sine kort, bliver lærerne slået tilbage til start, og så er vores skæbne beseglet så langt øjet rækker. I første omgang er kravet en sikring af lærerne vilkår svarende til alle andre offentligt ansattes.
Spændingen omkring overenskomstforhandlinger tager til uge for uge, dag for dag. Hovedrolleindehaverne er fåmælte, når de træder ud i spotlightet, men det knager og brager bag kulisserne. Der står meget på spil for begge sider.
Lykkes det arbejdsgiversiden for tredje gang i træk at hindre en aftalemæssig ordning af lærernes arbejdstid, vil de have etableret en ’new normal’. Lærerne er en ret stor og meget velorganiseret lønmodtagergruppe, og kan man banke dem på plads på denne måde, kan man banke alle på plads. Henover den næste halve snes år vil vi i så fald se aftalerne med de øvrige fagforeninger falde en efter en. Det vil betyde et farvel til den danske model, der i mere end 100 år har holdt styr på Danmark og gjort vores land til en af verdens mest velfungerende nationer. Betydningen af den kamp, Anders Bondo Chrisatensen fører her på vegne af alle lønmodtagere, kan derfor ikke overvurderes.
Man skal gøre sig klart, at det, der skete i 2013, ikke var en pludselig indskydelse hos arbejdsgiverne. De havde i henved 30 år forsøgt at få skovlen under lærernes relative autonomi, men dels var deres argumenter ikke stærke nok og dels var respekten for den danske model stor nok, selv blandt de midtsøgende borgerlige, til at holde finansministeriet stangen.
Men den uerfarne SRSF-regering, der tog over i 2011, fik en ekstremt dårlig start. Valgløfterne gik i opløsning fra dag 1, opinionstallene bare faldt og faldt, og i løbet af 2012 opstod der hos Thorning og Corydon et uomgængeligt behov for en vindersag, der kunne få dem til at fremstå handlekraftige. Da de tillige havde smidt deres politiske kompas væk, opdagede de ikke, at det, de havde sat til salg, var selve det socialdemokratiske arvesølv, den danske models begreb om aftaleret - imod en garanti fra de borgerlige om at ’gå hele vejen’ i fællesskab, den såkaldte musketéred.
Fra såvel Bertel Haarder som Claus Hjort Frederiksen ved vi, at de borgerlige måtte knibe sig i armen. Hvad de ikke i vågen tilstand havde vovet at kræve selv, tilbød socialdemokraterne nu ganske gratis. Eneste modydelse var et løfte om at lade SRSF-regeringen få arbejdsro til at ødelægge sig selv i en kamp med egne kernevælgere. Mit hjerte, hvad vil du mer?
I finansministeriet havde en lille gruppe af indflydelsesrige embedsmænd under den navnkundige departementchef David Hellemann organiseret sig i Moderniseringsstyrelsen, blandt venner også kaldet ’Hellemannsprovinsen’; og nu vejrede de for alvor morgenluft. 30 års akkumuleret frustration over ikke at kunne få new public management til at slå igennem i skoleverdenen afløstes af en stærk tro på, at nu skulle lærerne ’knuses, som Thacher knuste minearbejderne’, som det hed i de dage. Vejen frem til en radikalt anderledes måde at organisere hele den offentlige sektor åbnede sig forude: etablering af et decideret korporativt system, ikke set i Vesteuropa siden Mussolini, hvor fagforeningerne er sat helt ud af spillet og lønmodtagernes forhold ordnes ved lov i tæt samarbejde med arbejdsgiverne.
Hvad ingen i dette land kort forinden havde troet muligt, nemlig nedtromlingen af en en hel embedsstand og en af Danmarks stærkeste fagforeninger, blev derefter kørt igennem i et tempo, så kun de direkte involverede overhovedet opdagede, hvad der skete. Oppsitionen var suspenderet, de andre fagforeninger (med undtagelse af FOA) sov, pressen sov, og hos npm-folket sprang champagnepropperne: Endelig havde de fået krammet på de besværlige lærere! Hellemann scorede en kvart million i resultatløn og fortrak derefter til mere fredelige omgivelser.
Men SRSF havde forregnet sig. For det første glemte de, at mens Thatcher sagtens kunne klare sig uden minearbejderne, kunne de ikke klare sig uden skolelærerne, når de skulle vinde et valg, og da slet ikke, når de skulle lave en skolereform. For det andet troede reformpolitkerne, at lærerne hurtigt ville indsé deres totale nederlag og falde til patten. Politikerne undervurderede omfanget af den ødelæggelse af lærernes arbejdsvilkår, de satte i værk, og dermed dybden af den vrede, de forårsagede. Og hverken regeringen, folketingsflertallet eller det dertil hørende djøfferi havde fantasi til at forestille sig, at DLFs formand magtede at skaffe sig opbakning i hele den øvrige fagbevægelse til et opgør længere henne ad vejen.
Det er altså voldsomme kræfter, der tørner sammen, når Bondo og Ziegler mødes ved forhandlingsbordet nu. Det er langt fra utænkeligt, at KL, et flertal i folketinget og sågar undervisningsministeriet og en række mere besindige regeringspolitikere er indstillet på i et eller andet omfang at give køb på den totale sejr over lærerne i 2013. Men det bliver over Moderniseringsstyrelsens lig. I deres korporative univers er enhver form for aftale om arbejdstid stadigvæk et utidigt indgreb i ledelsesretten, og det er et åbent spørgsmål, om Ziegler har muskler til at vride sig fri af deres førergreb. Også på Bondo er der voldsomt pres fra utålmodige medlemmer, som hverken kan eller vil fortsætte under de nuværende arbejdsvilkår ret meget længere.
I denne situation er det afgørende, at DLF’s medlemmer gør sig klart, at en total tilbagerulning af lov 409 er helt usandsynlig. De øvrige fagforeningers støtte er betinget af DLF’s vilje til at indgå kompromis med KL. Hvis DLF overspiller sine kort, bliver lærerne slået tilbage til start, og så er vores skæbne beseglet så langt øjet rækker.
I første omgang drejer kampen sig derfor om at få sat en fod i døren ind til det centrale forhandlingsrum om arbejdstid. Lærerne skal som udgangspunkt ikke være ringere stillet end alle andre offentligt ansatte. Er vi først inde, kan den fornuftige samtale om genetablering af ordnede, hensigtsmæssige forhold omkring lærernes arbejdsvilkår, der har ligget død siden 13, tage form. Trætheden omkring og modstanden imod det hovedløse new public management-regime, der hærger alle offentlige sektorer, breder sig i hele samfundet, det politiske miljø medregnet. Der er lys for enden af tunellen. Lad os håbe, det ikke er et modkørende tog.
