Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Hvorfor er lærernes arbejdstidsaftale så vigtig for alle?

Det er ikke sådan, at de andre fagforeninger pludselig er blevet grebet af medlidenhed med lærerne. Det drejer sig dels om en masse penge, dels om selve vores samfundsorden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En del mennesker tror, at det er lykkedes lærerne at tage hele fagbevægelsen som gidsel i spørgsmålet om en arbejdstidsaftale for lærerne. Men fagbevægelsen er jo ikke født i går. Det er ikke sådan, at de andre fagforeninger pludselig er blevet grebet af medlidenhed med lærerne. Situationens alvor er bare gået op for dem – med fem års forsinkelse.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

I øjeblikket bilder det meste af pressekorpset danskerne ind, at ok18-striden først og fremmest står om de knap 2% i løn, der skiller parterne. De færreste medier har begrebet, at den vigtigste kamp står om aftaleretten, nedfældet i Hovedaftalen fra 1899 på randen af en borgerkrig. Aftaleretten, selve motoren i udviklingen af Danmark til et af verdens mest velfungerende og lige lande, er en torn i øjet på de new public management-folk, som siden slutfirserne har indtaget Slotsholmen og gjort alle ministerier, herunder undervisningsministeriet, til underafdelinger af finansministeriet.

Da Corydon i 2011 som finansminister oprettede Moderniseringsstyrelsen, var det med det udtrykkelige formål fremover at lade arbejdsgiverne benytte den politiske magt i de tilbagevendende konfrontationer omkring overenskomstforhandlingerne. Logikken er den, at offentligt ansatte principielt udgør en inhabil pressionsgruppe, idet de er med til at vælge de politikere, der er deres modpart i ok-forhandlingerne. Det er derfor, mener man, helt legitimt at sætte dem stolen for døren og kortslutte forhandlingssystemet. De offentligt ansatte skal ikke længere aftale sig til deres arbejdsvilkår, men underlægges en decideret korporativ lovgivning - vel at mærke uden de særlige garantier, der lå i den hedengangne tjenestemandsansættelse. Den danske model skal helt ud af det offentlige, så arbejdsgivernes ledelsesret kan udfoldes helt frit uden utidige hensyn til de ansattes politiske magt via stemmesedlen. (se fx Børsens leder 28.2.: http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/192713/artikel.html?utm_source=opinion&utm_campaign=nyhed_01 )

Det skyldes ikke, at Moderniseringsstyrelsen består af onde mennesker, der tænker totalitært og udemokratisk. De mener bare, at deres loyalitet alene må ligge hos de skatteborgere, der ikke er offentligt ansatte, og som skal sikres ’mest muligt for pengene’.

Her hunden ligger begravet. Og det er også her, fagforeningernes parader er kommet op. Siden lov 409 blev indført, er lærernes gennemsnitlige undervisningsmængde iflg OECD vokset fra ca. 650 til 730 klokketimer om året. Vi taler altså her om en ’produktivitetsstigning’ på 20% - uden at det har kostet skatteborgerne en krone! Værdien heraf kan anslås til ca. 5 mia. kr. årligt. Hertil skal lægges den måske halve milliard, der er sparet på SFO i kraft af skoledagenes forlængelse. Rullet ud på hele det offentlige arbejdsmarked taler vi her om et effektiviseringspotentiale på mellem 100 og 200 mia. kr årligt. Og det siger sig selv, at de enorme kvalitetsforringelser i de offentlige ydelser, der vil være følgen – og som vi tydeligt ser i folkeskolen allerede – er komplet usynlige i arbejdsgivernes regneark. Enhver argumentation gående på disse ødelæggelser preller af på Moderniseringsstyrelsen som vand på en gås.

Kan arbejdsgiverne – nu for tredje gang – slippe afsted med at nægte lærerne en overenskomstmæssig ordning af deres arbejdstid, så er princippet cementeret, og så er det udelukkende et spørgsmål om tid, inden vi vil se det bredt ud over hele det offentlige arbejdsmarked. Omvendt, lykkes det at få trukket en streg i sandet og gjort arbejdsgiverne det helt klart, at lønmodtagerne ikke vil affinde sig med korporativ styring af det offentlige arbejdsmarked, så er ikke blot den undtagelsestilstand, som folkeskolen reelt har levet i siden 2013, ophævet; så er den ladeport til grov udnyttelse af de ansatte, som Moderniseringsstyrelsen ønsker at at slå op på vid gab, blevet lukket.

Det er vanskeligt at overvurdere betydningen af denne strid. Det, arbejdsgiverne anfægter, er selve Hovedaftalens grundlag, det moderne Danmarks DNA. Selvom indholdet af en arbejdstidsaftale for lærerne naturligvis er vigtigt, er det mindre afgørende i første omgang. Det her drejer sig om selve aftaleretten, subsidiært om vores samfundsorden.

Powered by Labrador CMS