Niels Chr. Sauer
Blog
Giftvirkningen af de nationale test opretholdes
Det er godt, at man dropper de på individniveau ubrugelige adaptive test og fremrykker testperioden, så testene får mindre præg af afregning. Men det er skidt, at man opretholder hele det tilbagemeldingsregime, der virker som gift i forhold til skolens egentlige opgave: At levere god undervisning og opbygge elevernes lyst til at lære.
Kampen om de nationale test handler ikke om, hvorvidt der skal testes i folkeskolen eller ej. Det har lærerne aldrig været i tvivl om. Som lærer har man brug for den sikkerhed, der ligger i at vide, at ens elever på visse centrale, målbare områder kan nogenlunde det, de skal kunne. Lærerne kan også - omend med et vist ubehag - acceptere, at det omgivende samfund har brug for at kigge dem over skulderen og se, om skolen leverer på disse punkter. Det er, når de to hensyn skal kombineres, at tingene bliver vanskelige, eller rettere: Når testresultaterne ikke bare tjener til orientering, men bliver et egentligt styringsredskab.
I modsætning til fx PISA og TIMMS, der under strenge fortrolighedsbestemmelser bruger testresultaterne til at orientere offentligheden om folkeskolens opgaveløsning på nationalt niveau, anvendes resultaterne af de nationale test til at kontrollere skolerne med henblik på indgreb overfor de skoler, der hænger i bremsen. De nye nationale test skal således bruges til udpegning af de måske 10 pct. ringest scorende skoler, der skal under særligt opsyn. Det skaber en dominoeffekt ned gennem hele systemet, som sender Sorteper hele vejen ned til læreren og eleven, der uvægerligt vil sidde tilbage med oplevelsen af ikke slå til. Nu med forstærket virkning i og med at testresultaterne bliver umiddelbart sammenlignelige.
Den ødelæggende effekt af test brugt som styringsredskab er veldokumenteret i forskningen. Det er en praksis, som bevisligt demotiverer de svage elever, der hermed får papir på, at de ikke duer. Læreren, som eleven troede var på hans eller hendes side, opleves pludselig som en, der kollaborerer med en fjende. Det ødelægger skolens livsvigtige relationsarbejde og fællesskab, og det spreder kulde og utryghed i klasserne, hvilket åbner en ladeport for fremvæksten af skolelede, skolevægrimg og mobningskultur. På voksensiden fratager det lærerne arbejdsglæden og demoraliserer såvel skoleledere som lærere, der føler sig presset til ’teaching to the test’ og allehånde former for uærlighed og småsnyd.
Set i det lys er de nye nationale test, der nu tiljubles, også af DLF, kommet virkelig dårligt fra start. Det er godt, at man dropper de på individniveau ubrugelige adaptive test og fremrykker testperioden, som testene får mindre præg af afregning. Men det er skidt, at man opretholder hele det tilbagemeldingsregime, der virker som gift i forhold til skolens egentlige opgave: At levere god undervisning og opbygge elevernes lyst til at lære.
Endnu er intet besluttet. Forhåbningen må være, at politikerne tager sig i det og dropper ideen om at bruge testresultaterne udpegning af dårlige skoler, som skal under tilsyn, samt at resultaterne ikke pr automatik tilgår elever og forældre. I skolen holder man vejret og håber, at politikerne vil begribe, at deres opgave i denne sammenhæng er at sikre en god skole, ikke at betjene finansministeriet.
