Niels Chr. Sauer
Blog
Godnat til lærersamarbejdet
Lærerne lukker sig omkring deres egen undervisning for at overleve
Mindre end to måneder inde i skolereformen kan det konstateres, at det går foruroligende godt med alle lærernes dystre profetier. Lærerne er godt i gang med at slide sig i stumper og stykker på uforberedt undervisning, den mere spændende og varierede undervisning ender som discountskole, lektiecafeerne er mange steder rene opvisninger i meningsløshed, elevernes frirum er sat på skrump osv. Men samtidig sker der ting, som kun de færreste så komme.
Et af de absolut højst prioriterede formål med reformprojektet er, at det tætte lærersamarbejde skal bredes ud og fylde langt mere i skolen. Midlet hertil er den fulde tilstedeværelse, og qua denne nyordning skal den mere varierede og spændende undervisning så udfolde sig.
Det står imidlertid allerede nu klart, at realiteten er den, at lærerne hver især lukker sig mere og mere omkring deres egen undervisning. Det er de pisket til, for det er dem som enkeltpersoner, der står til ansigt til ansigt med eleverne, når kvaliteten af undervisningen rasler ned, hvilket eleverne naturligvis reagerer meget negativt på. Lærerens individuelle forberedelse er og bliver det først fornødne, og den fælles forberedelse kan hverken træde i dens sted eller spare tid. Men selv om den kunne, ville den løbe ind i den uoverstigelige forhindring, at lærerne rent praktisk har sværere end nogensinde ved at mødes. Den kendsgerning, at den udvidede undervisning er spredt ud over hele arbejdsdagen fra morgen til fyraften, betyder, at de undervisningsfrie timer, lærerne skulle bruges til samarbejde, kun undtagelsesvist vil være sammenfaldende.
En yderligere komplikation er mængden af spildtid som følge af opsplitning af forberedelsestiden i stumper helt ned til et kvarter. Tag fx en lærer, der afslutter undervisning kl. 10.00, hvorefter han har 45 minutter til forberedelse. Han vil typisk skulle bruge henved et kvarters tid på at pakke sammen og lukke klassen ned, gå den ofte ganske lange vej hen til sin arbejdsplads, finde sine ting frem og komme over i det særlige forberedelsesmode, hvor man er kreativ, tænker frem, beslutter og skaber overblik. Og skal han så begynde undervisningen i en anden klasse kl. 10.45, skal han lukke sin forberedelse ned mindst fem minutter før. Sådan går det til, at de 45 minutters tid til forberedelse, der står på hans skema, ender med kun at være 25 minutter. Hvis det så samtidig er sådan, at den undervisning, han skal forberede, først skal afvikles i overmorgen eller i næste uge, er det rigtigt svært, for ikke at sige umuligt, at tage højde for alt det, der kan og vil ske i den mellemliggende tid. Han ved, at det, han sidder og laver, meget vel kan vise sig mere eller mindre ubrugeligt i næste uge, og det fremmer hverken målrettetheden, motivationen eller effektiviteten. Bedre bliver det selv sagt ikke, hvis klokken er 14.45, og han forinden har haft 6-7 lektioner. Hvor svimlende udmattet man som lærer kan være, når adrenalinsuset fra klasserne lægger sig, skal man nok have prøvet for at være klar over. Men de fleste kender vist til at falde i søvn på et minut, siddende ret op og ned i en stol.
Hvorom alting er: Ikke nok med, at lærerne i dag i udgangspunktet har alt for lidt tid til forberedelse, det være sig fælles eller individuelt, afsat i deres skemaer. Men deres kolleger er ikke til rådighed, og meget af tiden bliver ædt op af en masse kommen og gåen, stop og start samt spildtid, ikke mindst pga. akut træthed.
Det er skæbnens ironi, at lærersamarbejdet rent faktisk fortoner sig, alt imens den forkætrede privatpraktiserende lærer genopstår fra de døde, og den mere spændende og varierede undervisning fortrænges af nødtørftigt forberedt discountundervisning. Det var bestemt ikke det, skrivebordsgeneralerne ville, men det er, hvad de får, hvad enten de piber eller synger.
