Niels Chr. Sauer
Blog
Gør læringsplatformene frivillige for lærerne
Det lykkeligste ville være, om erfaringerne fra lærere, der har positive oplevelser med platformene, fik lov til at sprede sig som ringe i vandet. Så ville alle lærere af sig selv pø om pø i god ro og orden at tage platformene til sig i det omfang, de fortjener.
Forleden dag var vi vidne til et ejendommeligt optrin i skoleverdenen. Århus kommunes skolerådmand Thomas Medom meddelte, at kommunen vil søge dispensation fra undervisningsministeriet til at gøre brugen af læringsplatforme frivillig. Merete Riisager svarede noget betuttet, at det er platformene da så sandelig allerede. Ministeriet har aldrig dekreteret tvungen brug af læringsplatforme i folkeskolen. Det er op til lokal afgørelse, hvad der skal ske med dem. Kommunerne er ganske vist tvunget til at købe platformene, men de kan i princippet vælge brugen fra.
Episoden er så besynderlig, at man må spørge: Hvad er egentlig historien om læringsplatformene og deres vej ind i folkeskolen? Hvem står bag dette enorme projekt?
Lærerne, som er de primære brugere af platformene, er det i hvert fald ikke. Ikke på noget niveau har lærerne haft nogen som helst form for medindflydelse på hverken beslutning eller proces. Eleverne er det heller ikke. De har på intet tidspunkt været konsulteret desangående, og de har heller ikke ytret sig offentligt om anliggendet. Ej heller forældrene har haft så meget som en lillefinger med i spillet. Deres forening har ikke været inddraget, og emnet er fortsat uberørt i såvel deres publikationer som på deres hjemmeside. End ikke skolelederne har været konsulteret eller på anden måde involveret. Søger man på ordet ’læringsplatforme’ på Skolelederforeningens hjemmeside, får man et eneste hit, og det linker bare til et par artikler fra Undervisningsministeriet/EMU på basis af en myndighedsbetjenende undersøgelse, som jeg vender tilbage til herunder, iværksat af ministeriet i 2016.
Vi kan altså konkludere, at ingen – som i i.n.g.e.n. - af skolens aktører har andel i hverken beslutning eller planlægning af læringsplatforme i folkeskolen. Skolefolket, der mildt sagt har nok at se til i forvejen, er alle som en reduceret til publikumsrollen i denne sag, og som konsekvens heraf har de færreste af os været opmærksom på omfanget og arten af dette utrolige projekt.
Tillad mig derfor i kort form at fremvise dette it-monster i al dets magt og vælde.
Hele dette projekt, der allerede på nuværende tidspunkt lægger beslag på mange hundrede årsværk i ministerier, kommuner og i it-branchen, er fra dag 1 initieret, besluttet og designet af folk, der hverken er i besiddelse af skolefaglige forudsætninger, har etableret nogen form for samarbejdsorganer med skolens aktører eller på anden vis er i direkte, løbende kontakt med repræsentanter for dem, der skal folde det ud i skolens virkelighed.
Vi taler her om den mest indgribende omkalfatring af lærernes hverdag i nyere tid, påtvunget folkeskolen med et pennestrøg i en økonomiaftale fra 2014 mellem KL og regeringen (Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold). (http://llk.dk/1un70z)
På baggrund af analyser foretaget af Rambøll Management og Consulting og Implement Consulting Group (RMC-ICG) har parterne således bestemt, at kommunerne pr. 1. august 2019 lukker Skoleintra ned og under navnet Aula åbner:
1. Dashboard på alle skoler, der skal give nem adgang til: Plan for dagen/ugen/året, tilmeldte aktiviteter, læringsforløb, opgaver, resultater af nationale test, læringsmål, adgang til at kommunikere digitalt og adgang til relevant viden fra vidensportaler, herunder EMU.
2. Digital understøttelse af følgende kernefunktioner hos alle folkeskoler:
a) Elever, forældre, pædagogisk personale og skoleledelser skal have en digital adgang til it-løsninger til kommunikation, der kan udveksle relevante informationer med hinanden, som bl.a. styrker elev-til-elev-kommunikation, skole-hjem-samarbejde og kommunikation mellem pædagogisk personale og elever/klasse på tværs af skoler og klasser.
b) Elever, forældre og pædagogisk personale skal have adgang til elevplan, elevportfolio, digitale værktøjer, læremidler og andet indhold, som eleverne arbejder i samt uddannelsesplanen for de større elever.
c) Elever, forældre, pædagogisk personale og skoleledelser skal have adgang til information om elevens læring og trivsel i form af blandt andet nationale test- og prøveresultater samt resultatet af løbende trivselsmålinger.
d) Elever og pædagogisk personale skal kunne se, planlægge, gemme og dele læringsforløb ud fra Fælles Mål og individuelle læringsmål.
e) Elever, forældre, pædagogisk personale og skoleledelser skal have adgang til den viden, de metoder og redskaber, der er dokumentation for virker fra vidensportaler, herunder EMU.
f) Ledelsen skal have adgang til alle forløb, læringsmål, produkter og elevplaner.
Endnu en offentlig it-skandale synes under opsejling. I øjeblikket synes der at herske en sand babylonisk forvirring bag kulisserne. På alle niveauer fra den enkelte lærer over skolelederen og forvaltningen op til KL, ministerium og lovgivere svirrer luften af ubesvarede spørgsmål, desorienterede kommentarer og lodrette ordrer og kontraordrer. Så skal alle lærere læringsmålsstyre og skal de alligevel ikke, så skal alle fælles mål være bindende, så skal de være vejledende og så skal Christiansborg, kommunerne eller skolederne bestemme over brugen af portalerne, så skal målene brydes ned for hver enkelt elev og hver eneste time, så skal de ikke, og så skal, så skal, så skal osv. i et væk. Ingen har noget overblik over situationen, alle mener, at det er de andre, der har sagt eller gjort eller bestemt dit og dat.
For et halvt års tid siden kom der så en større lynundersøgelse af, om læringsplatforme overhovedet duer til noget. Til trods for undersøgelsens karakter af myndighedsbetjening kunne den ikke skjule den kendsgerning, at læringsplatformene, selv i hænderne på superbrugere, ikke fungerer på de allermest centrale punkter: Platformene bruges stort set ikke til dialog og samarbejde. Kun 11 procent af lærerne svarer, at de understøtter skole-hjem-samarbejdet, 3 procent at de understøtter elevernes samarbejde, og 3 procent at de styrker lærerens relation til eleven. Eleverne fortæller, at de oftest bruger platformene til at løse opgaver på egen hånd. 32 procent svarer, at de aldrig bruger dem sammen med andre. Langt størstedelen svarer, at de sjældent bruger platformene til samarbejde og mindst af alt til forberedelse til undervisningen og til at modtage feedback fra læreren (http://llk.dk/q1k4mv ).
Der tegner sig et billede af, at lærerne stort set kun bruger platformene til bogholderi. Som en i øvrigt erklæret platformvenlig lærer sagde til Folkeskolen: »Læringsplatformen svarer bare til de ringbind, jeg havde for fem år siden« Jamen lad os da endelig få kastet hele folkeskolen ud i kaos i den anledning...
I lyset af al denne ballade tales der i øjeblikket meget om en mulig afdramatisering af situationen ved at lægge beslutningen om platformenes brug ud til den enkelte skoleleder. Mere giftigt kan det imidlertid næppe blive. Mange skoleledere vil givetvis føle sig pressede til at rette ind efter en platformsbegejstret skolechef, og så er konflikten pludselig helt inde i den enkelte skoles hverdag med skolelederen og lærerne som gnistrende modpoler. Et dødsdømt projekt. Man kan nu engang ikke tæske lærerne til at lave god skole.
Ingen er mere interesserede i en vellykket skole end lærerne, der lever hele deres liv i den. Det lykkeligste ville derfor være, om erfaringerne fra lærere, der har positive oplevelser med platformene, fik lov til at sprede sig som ringe i vandet. Så ville alle lærere af sig selv pø om pø i god ro og orden at tage platformene til sig i det omfang, de fortjener. Det er nemlig sådan, man gør gode skoler bedre, det ved selv McKinsey: Samarbejd med lærerne, fyr op under deres professionelle stolthed, vis dem tillid og giv dem mulighed for at udfolde deres engagement. Så skal I se løjer!
