Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Claus Holms skrabud for OKP

Ove Kaj Pedersen er ikke populær hos lærerne, så han må have ret. Rasmus Willig kan lærerne derimod godt lide, så han må have uret. Det er det debatniveau, den øverste leder af vores fornemste pædagogiske forskningsinstitution befinder sig på.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Institutleder Claus Holm, DPU er en frisk fyr. Med et bredt smil kaster han sig d. 12.5. hovedkulds ud i det politiske hundeslagsmål om skolen uden at ænse faren. Under overskriften ’Vi skal genopfinde arbejdsdelingen mellem forskning og politik’ kaster han i en kommentar på DPU’s hjemmeside al intellektuel distance og akademisk selvdisciplin overbord og melder sig under Ove Kaj Pedersens faner med hud og hår (http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Holm beskriver i sin kommentar  to positioner i forhold til de offentligt ansatte: Rasmus Willigs og Ove Kaj Pedersens. I karikerende, ja direkte hånlige vendinger beskriver han Willigs position, idet han uden videre konstaterer, at Willig snakker de offentligt ansatte efter munden, hvorfor han er en særdeles populær mand i deres kreds. Ove Kaj Petersens position beskrives derimod loyalt, ja nærmest servilt af Holm, hvorefter han konkluderer, at de offentligt ansatte kritiserer OKP, alene fordi han ’ikke er på deres hold’.

Men hvor er Holms argumentation blevet af? Især i lyset af, at han nu er gået i byen med det, han selv beskriver som et forsvar for den argumenterende intellektuelle kritik, er det vel ikke for meget at forlange, at han selv leverer et eller andet i så henseende.  Men nu har jeg læst hans indlæg igennem fem gange, og jeg kan altså ikke finde skyggen af egentlig sagsfremstilling med perspektiverende argumentation i Holms kommentar.

Holm spørger indigneret, om Willig overhovedet tager stilling til de offentligt ansattes udsagn om de overgreb, de mener sig udsat for. Holms anke går på, at Willig refererer loyalt, hvad hans informanter har meddelt ham og bruger det som råmateriale for sin forskning. Men det står da enhver frit for at angribe validiteten af Willigs materiale. At påvise, at de indsamlede udsagn faktuelt ikke holder vand, at de offentligt ansattes beretninger ikke står til troende, at de med andre ord slet og ret taler usandt.

Holm gør intet forsøg på at påvise noget, hverken i denne eller nogen som helst anden retning. Han synes bare, som han nu synes, og det strejfer ham ikke, at han selv kunne være misinformeret. Endsige at OKP kunne tage fejl i sin vurdering af fx skolereformen.  

For Holm rækker det tydeligvis, at OKP lægger sig ud med lærerne og navnlig deres rædselsfulde fagforening, som ifølge OKP ud fra rent egoistiske interesser er i gang med at ødelægge den fremragende skolereform. Mere behøver Holm ikke vide. OKP er jo upopulær, og det alene er i sig selv bevis for, at han har ret. Sandheden er jo altid er ilde hørt, og Holm slutter så modsætningsvist, at så må det, der er ilde hørt, være sandheden. Her må Holberg vist krediteres, ihukommende Erasmus Montanus og hans morlille-er-en-sten–argumentation.

Det falder ikke Holm ind, at når det kommer til popularitet, overgår OKP langt Willig, der, hvor det tæller: Hos magthaverne og beslutningstagerne. Her er det Willig, der er den modige dissident. Ej heller strejfer det Holm, at OKP’s position i forhold til lærerne naturligvis står og falder med, at den topstyrede reform rent faktisk er skolefagligt velfunderet – et spørgsmål, det til dato ikke mig bekendt er lykkedes nogen at få OKP til at forholde sig til. Hvilket ikke synes at bekymre Holm det mindste.

Det, der annonceres som en saglig afprøvning af to positioners styrke overfor hinanden, ender således som ren politisk programerklæring fra Holms side. Så vidt så godt. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor DPU’s institutleder befinder sig rent ideologisk, ved de det nu. Hvad han bygger sin position på, sådan rent forskningsmæssigt, står til gengæld hen i det uvisse.

Powered by Labrador CMS