Niels Chr. Sauer
Blog
Nødråbet fra de københavnske lærere
Enhver kan se, at det her går ikke længere. Den antiautoritære tilgang, der for 50 år siden var ny og revolutionerende i opgøret med den sorte skole, er stivnet i en ortodoksi, der ikke kan lede os ud af uføret. Men der findes ikke nogen snuptagsløsninger her. Vi må overvinde ulysten til røre ved uroproblemet, tale åbent om det og grave dybt i forsøget på at finde nye veje.
Konflikter med eleverne i folkeskolens klasser er nu så hyppige, at det er ved at tage pippet fra lærerne. På de københavnske læreres generalforsamling vedtog de en udtalelse, hvori de bl.a. siger: »Når elever skriger og slår både børn og voksne, bliver vi observeret af psykologer og konsulenter. Tilbagemeldingen er ofte, at det er os, der skal ændre adfærd. Vi skal blive bedre til at samarbejde i teamet, bruge æggeure og strukturere vores undervisning. Når vi går til vores ledelse med tårerne ned ad kinderne efter endnu en voldsom episode, gentager de forvaltningens ord: 'Desværre, dette er en skal-opgave, eleven skal rummes i klassen'«.
Men det bliver eleven jo netop ikke. En elev er ikke ’rummet i klassen’, blot fordi eleven er fysisk tilstede, det ved enhver. For at være ’rummet’, skal eleven være en del af klassens fællesskab – et fællesskab, som i disse klasser typisk er flået i stumper og stykker. Skoleledernes svar er med andre ord det rene goddag-mand-økseskaft. En lærer udtaler til Folkeskolen: »Når en elev er voldelig, så er det alene læreren, der skal kigges på og ændre adfærd. På min skole har vi en del udfordrede elever, og hver gang vi påpeger, at der er problemer, så får vi ikke ekstra hænder eller tid - i stedet bliver vi observeret og sendt på kurser«.
I forsøget på at få rettet op på situationen står forklaringerne i kø. Hermed en ikke-udtømmende liste: Fejlslagen inklusion, uopdragne børn og forældresvigt, alt for lange skoledage, dårlig (uforberedt) undervisning, mangel på relationskompetence hos lærerne, for meget boglighed og stillesidning, utydelige lærere, for store klasser. Vi kender remsen, og det er selvfølgelig rigtigt alt sammen. Men der mangler noget.
Forældresvigt har vi kendt siden tidernes morgen, og det er og bliver et vilkår, som skolen ikke kan gøre noget ved. Dårlig undervisning har ligeledes altid været et almindeligt vilkår for skolebørn, og der er ingen grund til at tro, at det er blevet værre end førhen. Den danske skoletradition er kendt for sin store imødekommenhed overfor eleverne og den er formentlig mindre ensidigt boglig og stillesiddende end stort set alle andre i hele verden, og vores gennemsnitlige klassestørrelse ligger på OECD-gennemsnittet. Men to forhold skiller sig ud: Den meget vidtgående inklusion, som indebærer, at vi rutinemæssigt tolererer adfærd i klassen, som ikke ville blive tolereret i noget andet land i verden, og den enorme undervisningsmængde på 12.000 timer pr. elev i hele skoleforløbet - imod et OECD-gennemsnit på ca. 7.500. At disse to forhold rummer hovedforklaringen på, at konfliktproblemerne accellererer netop nu, kan der ikke være nogen tvivl om.
Men problemet stikker dybere. Lad mig rekapitulere.
Man kan ikke holde skole, uden at det slår gnister. Børnene er der ikke frivilligt, og skolen er i bund og grund en tvangsforanstaltning. I og med at vi lever i et frit land, må et vist mål af modstand fra eleverne derfor anses for både forventelig og legitim. Heraf følger, at det ikke giver megen mening at tale om en disciplin’krise’ - idet en krise pr. definition er noget forbipasserende. Uro er et vilkår i den danske skole. Man kan sige det sådan, at der findes to slags lærere i folkeskolen: dem, der vedgår, at de oplever disciplinproblemer, og dem, der lyver. De sidste er som regel flyttet ind på direktionsgangen.
Men hvorfor lyver de? Det siger de københavnske lærere faktisk lige ud: Fordi direktionsgangen ikke ønsker at vide noget om det, hvorfor lærerne oplever, at åbenhed på dette område giver bagslag. Inden man ved af det, er man pludselig selv blevet genstand for et veritabelt krydsforhør, hvor man skal forsvare sig imod en grænseoverskridende anklage for ikke at magte sin opgave.
Sådan har det ikke altid været. Før i tiden kunne læreren regne med ledelsens opbakning, når der var konflikter med elever, og børn, der fik en anmærkning med hjem, risikerede at få en på skrinet af far. Det havde den fordel, at der var mere ro i timerne, men det skyldtes først og fremmest, at børnene var hunderædde for læreren, og i det klima kan man ikke lære noget. Da den korporlige afstraffelse blev afskaffet i 1967, gik der et lettelsens suk gennem hele Danmarks skoleungdom (det er værd at bemærke, at det skete imod de fleste læreres ønske!). Mange på min alder kan stadig huske ydmygelsen og den sviende følelse af en hård lussing – som i øvrigt havde været forbudt siden 1814. Det skal vi aldrig, aldrig, aldrig tilbage til igen.
I årene umiddelbart efter 1967 var folkeskolen besjælet af en følelse af taknemmelighed over den nyvundne frihed. Lærere, der slog på tæven og havde opretholdt en hård justits i klasserne, forlod lærergerningen, den antiautoritære trend slog totalt igennem på gulvplan og sivede derfra langsomt op gennem systemet. Det var en forunderlig tid, hvor fantastiske gennembrud hørte til dagens orden, og vi fik ’Den lille Røde for Skoleelever’, Børnemagt og BRIS (Børns Rettigheder I Samfundet). Få år forinden oprettede progressive politikere Statens Pædagogiske Forsøgscenter, et væksthus for eksemplarisk, elevinddragende undervisning, og Danmarks Lærerforening gik fra at være en borgerlig overlærerforening til en venstreorienteret, progressiv organisation på forkant med hele det reformpædagogiske nybrud.
Men da vi nåede frem til 1993, kammede det over. 25 år efter Thylejren nåede det antiautoritære oprør frem til direktionsgangen, hvor det i sagens natur var komplet hjemløst og ingen rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med det. Så fik vi en pædagogisk moderigtig skolereform, der satte ’eleven i centrum’. ’Hvilken en af dem’, spurgte nogle af os, ’jeg har altså 20 ad gangen?’ Pludselig var klasseundervisning noget, fanden havde skabt, den stærke lærerpersonlighed var en antikveret festoriginal, og fællesskabet blev et rum for individets selvrealisering. Nu skulle skolen komme barnet i møde, men barnet skulle bare blive, hvor det var. Undervisning i gammeldags forstand blev betragtet som et overgreb, nu skulle hvert barn have sit personlige læringsforløb, læreren skulle være vejleder, ikke lærer, og fællesskabet skulle ikke stille krav til dets medlemmer, men primært agere publikum for solister på skift Oven i dette kom kommunaliseringen af folkeskolen og lærernes nye arbejdstid med U,Fog Ø-tid og lønmodtageretik. Resultatet var kaos. Og så begyndte uroproblemet at accelerere.
Men ingen af de toneangivende i skoleverdenen syntes at registrere det. DLF spiste ukritisk af hånden hos Lærerhøjskolen og Statens Pædagogiske Forsøgscenter, der betragtede talen om uro i folkeskolen som et anslag fra højrefløjen, og alle pæne skolemennesker gjorde, hvad de kunne for at tie problemet ihjel. Hele det pædagogiske parnas, ja selv lærernes fagforening, havde den principielle holdning, at lærere, der havde disciplinproblemer, var dårlige lærere, som ikke havde annammet tidens nye signaler. I en snes år var ordet ’autoritet’ simpelthen slettet i foreningens ordbog, og ethvert forsøg på at bringe uroproblemet på bane på Vandkunsten blev mødt med tomme blikke. Det her var ikke noget, man talte om, for det var jo bare så pinligt med alle disse dårlige lærere – forget it! Og sådan er det grundlæggende stadig den dag i dag. Se blot direktionsgangens reaktioner på de københavnske læreres opråb. Der mener man stadig, at det er lærerne, der ikke magter opgaven.
Problemets kerne er det, jeg har kaldt folkeskolens magtforskrækkelse. Lærere hader at træde ind i rollen som magtudøvere, og systemet tillader det heller ikke. I skolen skal løven græsse ved lammets side som i det bibelske gudsrige, alle skal være søde og omsorgsfulde ved hinanden og besjælet af den højeste humanistiske etik, og derfor er der slet ikke brug for nogen ordensmagt. Sporene fra hundredevis af års magtmisbrug og vold mod børn skræmmer i den grad, at skolen har udviklet en berøringsangst overfor enhver form for magtanvendelse, og nu er det altså kommet dertil, at vi ikke længere er i stand til at forsvare hverken os selv eller børnene imod de kaoskræfter, der bor i enhver skoleklasse.
Enhver kan se, at det her går ikke længere. Den antiautoritære tilgang, der var ny og revolutionerende for 50 år siden i opgøret med den sorte skole, er stivnet i en ortodoksi, der ikke kan lede os ud af uføret. Men der findes ikke nogen snuptagsløsninger her. Vi må overvinde ulysten til røre ved uroproblemet, tale åbent om det og grave dybt i forsøget på at finde nye veje.
Det vil føre for vidt her, så her er links til tre forsøg fra min side:
https://www.folkeskolen.dk/506130/folkeskolens-magtforskraekkelse
https://www.folkeskolen.dk/62907/god-orden-som-inklusionsfaktor
https://www.folkeskolen.dk/534871/traef-et-valg-fleksibel-eller-nkluderende-skole
