Niels Chr. Sauer
Blog
Det skal man være lærer for at fatte
Om jeg så stod med en gammel kridttavle bag mig i skyggen under et baobabtræ med tres unger foran mig på jorden, ville jeg kæmpe for at få det bedste ud af det. Det giver sig selv. Ellers ville lærerarbejdet ikke være til at holde ud.
En god kollega har på Folkeskolen.dk foreslået en ’Operation Skolepral’ med det formål at tale skolen op. Tanken er, at lærere skal træde frem med deres succeshistorier fra det daglige arbejde og derved påvirke opinionen til gavn for lærerstanden. Det har givet anledning til en heftig debat. Det lyder umiddelbart som en god idé; noget, et indforskrevet kommunikationsfirma kunne have fundet på at foreslå DLF at sætte i værk. Men der er et eller andet skævt her.
Ved nærmere eftertanke: Det, jeg er (eller ville være, nu er jeg jo gået af) stolt af som lærer, er min daglige indsats for at give børnene et godt skoleliv på trods af alle de benspænd, vi udsættes for. Det er hele den samlede mængde af hændelser, graden af åndsnærværelse, samvittighedsfuldhed og empati; de utallige små og store skub og puf og træk og opmuntringer og opmærksomheder, fagligt, socialt, personligt, som jeg giver hele flokken af børn. De vellykkede timer, hvor jeg nåede derhen, jeg ville, fik bygget det op, jeg håbede på og fik gjort en forskel for nogen. Og som gør, at jeg er godt brugt, når jeg kommer hjem.
Om dette kunne jeg skrive en hel roman hver dag, hvis jeg havde tid og kræfter til det. Men jeg tvivler på at nogen gad læse den. I andres øjne ville det være hundredevis af detaljer, hver for sig trivielle og uvæsentlige, men samlet set en kraftpræstation. Hver dag. At skrive, som 'Operation Skolepral' foreslår, om et vellykket forløb, en god samtale eller et knus, der gjorde godt (det skal manD i øvrigt vare sig for!), forekommer risikabelt. ”Herregud”, vil folk tænke: ”Er det virkelig noget at komme med?” Jeg er bange for, det vil gøre mere skade end gavn, navnlig i en situation som den vi står i p.t.
Som sagerne står, er vi nødt til igen og igen og igen at fortælle om alle de destruktive effekter af det tyknakkede regereri og den kyniske skamridning, skolen i almindelighed, lærerne i særdeleshed er udsat for. Det får vi ingen tak for her og nu, tværtimod, men det er vores ansvar, at offentligheden ikke føres bag lyset mht. det, der foregår i folkeskolen lige nu. Fra Sverige ved vi, hvad der sker, hvis lærerne resignerer. De mangler nu 90.000 lærere, og krisen i deres skolevæsen er så dyb, at de faktisk ikke aner deres levende råd.
Jeg forstår udmærket de lærere, der er så hårdt presset, at de ikke orker at slås selv. Det betyder bare, at de, der har overskud til det, må tale så meget desto højere. Efter 2013 står vi midt i en krig om skolen, intet mindre, og den må fortsætte lige til modparten sænker paraderne og kommer os i møde. Hvad enten det bliver om et, ti eller tyve år. De skal nok komme, for de kan ikke lave skole, dvs. bygge samfund, uden lærerne.
Personligt har mit engagement i denne kamp, der reelt begyndte i 1990, aldrig generet mig, endsige anfægtet min arbejdsglæde som lærer det mindste. Det kommer overhovedet ikke børnene ved, min undervisning ej heller. Om jeg så stod med en gammel kridttavle bag mig i skyggen under et baobabtræ med tres unger foran mig på jorden, ville jeg kæmpe for at få det bedste ud af det. Det giver sig selv. Ellers ville lærerarbejdet ikke være til at holde ud. Men det skal man nok være lærer for at fatte.
