Niels Chr. Sauer
Blog
Vi kommer ikke videre før vi får renset luften
Politiken abdicerer fra sin rolle som fjerde statsmagt. Bladet bidrager tillige til, at den falske melodi, som reformpolitikerne nu har sunget i tre år, fortsat fylder det offentlige rum og dermed hindrer folkeskolen i at få afsluttet den undtagelsestilstand, den fortsat befinder sig i til ulykke for hele nationen.
Politiken har en 'læsernes redaktør', Bjarne Schilling (BS), som retter avisens fejl fortløbende og tager de mest interessante op i en ugentlig klumme om søndagen. Hans gennemgang d.d.af historien om Thornings fortalelse er på flere måder opsigtsvækkende og faktisk helt uforståelig.
Egentlig ville jeg allerhelst give BS en stor krammer, fordi han har mod til at gå op imod sin egen avis. Han skriver, citat: ”Helle Thorning sagde på lydoptagelsen fra interviewet det, der stod i avisen, så hun var citeret korrekt. Journalisten, der i sin tid dækkede lærerkonfliktens politiske aspekter tæt, var imidlertid i situationen uopmærksom på den afgørende forskel i Thornings rettelse. Derfor blev den accepteret og interviewteksten rettet” (min kursivering, NCS) . Rettelsen ville altså ikke være accepteret, hvis Politiken havde været opmærksom, hvad Politiken naturligvis burde have været. Klarere indrømmelse af Politikens fejlgreb kan man da næsten ikke forestille sig?
Ikke desto mindre fastholder BS hele klummen igennem komplet uforståeligt, at rettelsen er på sin plads. Politiken har ikke givet HTS lov til at fortryde noget her, mener BS. Hun har bare fået lov til at rette en lille, uskyldig fortalelse, for, som der står i underrubrikken: ”Har Helle Thorning Schmidt indrømmet, at hun iværksatte lærerlockouten i 2013? Næppe”.
Men kære Politiken, ingen levende sjæl har påstået, at HTS har indrømmet, at hun ’iværksatte lockouten’. Hvis det var det, hun var kommet til at sige, ville rettelsen ikke have været så kontroversiel. For naturligvis har hun ikke ’iværksat’ lærerlockouten. Det kan en regering nu engang ikke. Det kan kun arbejdsgiverne.
Det, hun sagde, var, at regeringen ’besluttede lockouten’ - og det kan en regering sagtens. Den kan nemlig beslutte, at den vil give arbejdsgiverne grønt lys til at starte en lockout, idet regeringen garanterer, at den vil ’gå hele vejen’, som det hed i det dage; dvs. love at ophøje arbejdsgivernes krav til lov via indgreb i den aftalte konflikt. Det er også at ’beslutte lockouten’. Og det er præcis det, anklagen mod HTS går på; det var det, hun kom til at sige, og det er det, der kan dokumenteres hinsides enhver rimelig tvivl overfor enhver, der ønsker at analysere forløbet nøgternt og sagligt.
BS hævder, at Politiken ikke har noget, der kan 'modbevise, at hun kom til at sige noget forkert’ - idet han ignorerer hele den tekstmæssige sammenhæng, der er blevet forvandlet til usammenhængende vrøvl pga rettelsen, fordi: '... Hvordan hun formulerer sig, må dog være hendes sag'. Jeg må spørge: Hvad skulle der i grunden til, før Politiken ville mene, at de 'havde noget'? Der skal åbenbart det til, at HTS af egen drift siger ja, ja og ja! Min regering besluttede at give KL et tilsagn om, at vi ville gå hele vejen og knuse lærerne i strid med såvel gældende overenskomstpraksis som med Socialdemokratiets bærende værdier.
Den dag kommer selv sagt aldrig.
Ikke blot abdicerer Politiken hermed fra sin rolle som fjerde statsmagt. Bladet bidrager tillige til, at den falske melodi, som reformpolitikerne nu har sunget i tre år, fortsat kan fylde det offentlige rum og dermed hindre folkeskolen i at få afsluttet den undtagelsestilstand, den fortsat befinder sig i til ulykke for hele nationen. Vi kommer ikke videre, før vi får renset luften. Man kan nu engang ikke tæske lærerne til at lave en god skole.
