Niels Chr. Sauer
Blog
Pernilles absurde argumenter
Pinlig forestilling i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forsvar for de lange skoledage bliver mere og mere absurd. Kast engang et blik på den opvisning i usammenhængende tomgangssnak, hun præsterede under det samråd om skolereformen, der blev afviklet i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg tidligere på ugen.
Hun lægger ud med den rutinemæssige socialdemokratiske påkaldelse af reformens intentioner om fremme af god og motiverende undervisning mv., som ingen gode mennesker kan have noget imod. Jaja. Viljen ser Vorherre på. Vi andre må nøjes med at forholde os til resultaterne, og de er som bekendt ikke noget at skrive hjem om.
Det vedgår hun, omend nødtvungent, også efterfølgende for så vidt angår de dele af følgeforskningen, der handler om lektiehjælp og faglig fordybelse. "Og når man får sådan en konklusion, så synes jeg, at man skal tage det meget alvorligt, og jeg har tænkt mig at udvise åbenhed omkring andre former her". Ideen fejler nemlig ingenting, må man forstå, den skal bare rettes til.
Men det der med at tage konklusioner meget alvorligt stopper, når vi når til det med de lange skoledage. ”Nogle gange hører jeg argumentet om, at hvis bare man forkorter skoledagen, så bliver alt godt”, siger hun. En vaskeægte stråmand. Det. hundredtusindvis af elever, lærere og forældre har sagt, er, at hvis man forkorter skoledagen, bliver alting bedre.
Som Kumbel skrev:
En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på
hvis vanvid alle kan forstå.
Ministeren konstaterer derefter, at "det er altså en smule historieløst", hvilket hun har helt ret i, al den stund ingen levende sjæl nogensinde har sagt sådan. Hvorefter følger dette hoved- og haleløse udsagn, gentaget flere gange undervejs i samrådet: ”Man skal huske, at baggrunden var, at der var kæmpestore variationer i, hvor lange skoledage eleverne fik - og i hvor høj grad kommunerne brugte folkeskolen som spareobjekt. Baggrunden for de lange skoledage var altså et bolværk mod nedskæringer”.
For det første er der ingen logik, der tilsiger, at et problem med kæmpestore variationer i skoledagenes længde skal løses ved indførelse af verdens næstlængste undervisningstid (Australien ligger lidt højere, men de har 11 skoleår). Hvis variationerne var problemet, kunne man så let som ingenting have løst det ved at fastlægge et passende timetal på landplan. For det andet har de lange skoledage på ingen måde hindret kommunerne i at gennemføre besparelser af variende omfang på folkeskolen de sidste syv år. For det tredje har de lange skoledage sparet sfo’erne for udgifter på mindst en halv milliard årligt, hvilket nu bruges som argument imod afskaffelse af de lange skoledage. Og for det fjerde har de medført, at der er sparet omkring 20 % på prisen pr undervisninstime pr. elev i almenundervisningen.
"Så kan man altid diskutere, om der stadig er behov for det bolværk, eller om det er begyndt at betyde noget andet. Det er en relevant diskussion", mener Pernille så. Det tør siges. Jamen så tag den dog, den diskussion!
Og så kommer denne perle: "For mig er det ikke mejslet i granit, hvor lang skoledagen skal være, absolut ikke. Men når vi står så fast på det, så er det, fordi jeg ikke har hørt nogen sandsynliggøre, hvordan man så sørger for, at man i stedet for får mere ud af klokketimerne.”
Det er ikke mejslet i granit, men vi står fast på det? Fordi eleverne får mere ud af timerne, jo flere der er af dem? Ingen har nogensinde sandsynliggjort, at det går ud over elevernes udbytte af skolegangen, at lærerne ikke kan nå at forberede sig, og eleverne er kørt trætte i de yderste timer?
Og til sidst udgangsbønnen, som jeg vil lade stå i al sin magt og vælde: ”Og det duer simpelthen ikke, at eleverne forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne".
Amen. Alle bedes rejse sig og dunke hovedet ti gange ind i nærmeste væg.
(https://www.folkeskolen.dk/1854765/minister-erklaerer-sig-klar-til-at-forhandle-om-folkeskolereformen )
