Niels Chr. Sauer
Blog
Der skal ske mirakler, hvis reformen skal klare skærene
Lærerne vil selv sagt ro som besatte og øse af alle kræfter fra første øjeblik i håb om at redde båden ud gennem brændingen. Men det er ikke dem, der har sendt skolen til søs i en ufærdig plimsoller. Forliser den, bliver der et ansvar at placere. Ikke hos den besætning, der risikerede liv og lemmer, men hos dem, der havde kommandoen
De sorte skyer tårner sig atter op i horisonten. Endnu et uvejr er på vej ind over folkeskolen. Hvem der skal have skylden, hvis reformen kuldsejler? KL’s formand Martin Damm (V) langede i et debatindlæg midt i sommerferien ud efter nogle højst ubehagelige, unavngivne personager, der ’rokker med båden i håb om den begynder at tage vand ind’. Hermed sigtede han utvivlsomt til talsmændene (herunder i al beskedenhed undertegnede) for det overvældende flertal af lærerne, der ser frem til den kommende tid med bange anelser – og tillader sig at give udtryk herfor.
Men lærerne kritiserer ikke reformen i håb om at få båden til at gå ned; det ville da være utroligt tåbeligt, når man selv befinder sig ombord. Guderne skal vide, at lærerne fortsat er vrede over sidste års matchfixede ’konflikt’, der endte som planlagt med ophøjelse af arbejdsgivernes krav til lov. Men det er ikke det, der får lærerne til at råbe højt nu. Kritikken kommer fra lærere, der på tæt hold kan se de sprækker i skroget, hvor vandet vil stå ind i tykke stråler fra det øjeblik, skibet er søsat. Lærerne vil simpelthen ikke sendes ud på åbent hav i en ufærdig plimsoller. Men rederikontoret er ligeglad: ’Vi bygger skibet, mens vi sejler’, kvidrer de frejdigt. Vel gør de ej; de bliver på land. Men ordene skal blive husket, hvis der kommer søforhør.
Nuvel, der er ingen her, der drukner; vi taler såmænd bare om mere end en halv million børns skoleliv, der ikke kan tages om. Under en debat i folketinget om reformens manglende forankring i skoleforskningen henviste undervisningsminister Christine Antorini i et kortvarigt anfald af ærlighed til, at man jo aldrig kommer nogle vegne, hvis man altid skal vente på beviser. Nogle gange må man tage en chance, og så må man rette til hen ad vejen, hvis det går galt, sagde hun. Vældigt betryggende, ikke sandt?
Nu skal folkeskolen så først igennem en fase på et par år, hvor alle fejl undskyldes som begyndervanskeligheder. Derefter venter en lang og smertefuld erkendelsesproces, mens de ansvarlige politikere og alle reformens apologeter på de bonede gulve redder sig i sikkerhed på andre poster. Der kan således sagtens gå en halv snes år eller mere, inden vi får påbegyndt et opgør med reformens vildfarelser. Tyve år har det indtil nu taget svenskerne at indse de monumentale fejlgreb, deres politikere begik i begyndelsen af halvfemserne, da de troede, de vidste mere om skoleholderi end skolefolket og i deres overmod erklærede lærerne krig. I dag ligger den førhen så stolte svenske folkeskole i ruiner, og de svenske politikere er mere optaget af at give hinanden skylden for det end af at gøre noget ved det. De aner tydeligvis ikke deres levende råd. At rive skolen ned var let nok, men hvordan bygger man den op igen? Herhjemme tog det folkeskolen 15 år at gøre op med den new public management-bølge, der red folkeskolen som en mare, indtil det endelig ved en samlet kraftanstrengelse fra KL og DLF lykkedes at lægge den død i 2008. Troede vi. Men det var bare første halvleg. Nu kommer den igen med fornyet styrke.
Spørgsmålet er, om man kan slippe godt fra at byde befolkningen en folkeskole, der bruger hele den opvoksende generation som forsøgskaniner i et kolossalt eksperiment på fuld skala. Burde man ikke forlange af et nationalt skolevæsen, at drastiske ændringer kun finder sted efter nøje overvejelser og med størst mulig sandsynlighed for, at det hele fungerer efter hensigten fra dag et? Hermed en opfordring til forældrene om ikke at lægge fingrene imellem i den kommende tid!
Lad mig blot ganske kort pege på de alvorligste sprækker i reformen. Man har lovet danskerne en skole, der er mere spændende og varieret, men frataget lærerne den tid og det rum, de skulle have brugt til at forberede en sådan undervisning. Den voldsomt opreklamerede ’understøttende undervisning’, der skulle redde inklusionen, kommer kun til at udgøre et par timer om ugen. De tvungne lektiecafeer, der skulle sikre lektiehjælp til de svage elever og give danskerne lektiefri på hjemmefronten, går en grum skæbne i møde. De bliver til et par timer om ugen sidst på skoledagen sammen med 25 andre elever på 50 m2 under opsyn af en voksen, der hverken kender eleverne eller deres undervisning. Man har lovet en skole, hvor de små har fri senest kl. 14 og de store senest kl.15. Det viser sig nu, at normen bliver adskillige skoledage hver uge, der overskrider disse rammer ganske eftertrykkeligt. Kontakten til det lokale, frivillige foreningsliv, der skulle inddrages i skolens undervisning, rammes af en række aldeles forudsigelige, men ikke desto mindre totalt uløste problemer omkring logistik, betaling og ansvar. Den ekstra bevægelse i skolen, som alle i øvrigt er enige om, har intet fysisk rum at udfolde sig i. Ønsket om, at eleverne kommer mere ud i samfundet, løber ud i sandet, når pengene til busserne skal findes. Endelig vil kun de færreste skoler kunne tilbyde lærerne en rimeligt indrettet kontorarbejdsplads, hvor de kan koncentrere sig i fred og ro om alt det arbejde, de hidtil har gjort derhjemme.
Hvor gerne lærerne end ville, kan de ikke lukke disse sprækker i skibsskroget ved at ’tage jahatten på’. Der er tale om konkrete forhold, der følger af konkrete beslutninger. Ikke blot har lærerne ingen som helst indflydelse haft på reformen; de er blevet mødt med konsekvent mistillid, og alle deres indvendinger er blevet hældt ned ad brættet. De har af skoleledernes formand fået det kontante råd at stoppe kritikken og søge andet arbejde, hvis de ikke har lyst til at være lærere på de nye betingelser. ’Hold kæft og ret ind!’, som viceborgmesteren fra Halsnæs Kommune sagde til kommunens lærere i marts måned. Og man skal ikke tro, at dette var en finke, der røg af panden. Det er kernen i den politik, lærerstanden er blevet mødt med de sidste par år.
Denne reform hviler i sin uskønne helhed på et meget bredt politisk flertal, og ingen kan anfægte politikernes ret til at gennemtvinge den. Deraf følger bare ikke, at det er en god idé. Et år efter regeringsindgrebet mod lærerne har de færreste faktisk travlt med at forsvare det. ’Det største svigt i dansk skolehistorie’, skrev Asger Baunsbak-Jensen om reformens tilblivelse. ’Voldtægt mod lærerne’, udtalte prof. Flemming Ibsen om lockouten og lovindgrebet. ’Det elendigste stykke politiske håndværk, jeg mindes at have set’ konkluderede prof. Tage Søndergaard om reformen i sin helhed. Der skal ske mirakler, hvis denne reform skal klare skærene.
Lærerne vil selv sagt ro som besatte og øse af alle kræfter fra første øjeblik i håb om at redde båden ud gennem brændingen. Men det er ikke dem, der har sendt skolen til søs i en ufærdig plimsoller. Forliser den, bliver der et ansvar at placere. Ikke hos den besætning, der risikerede liv og lemmer, men hos dem, der havde kommandoen.
