Niels Chr. Sauer
Blog
Med kurs mod muren
Glem alt om en reform, som lærerne brænder for, ligesom de har brændt for de foregående store reformer i 1958, 1973 og 1993. Det løb er kørt. Nu handler det om at afværge en katastrofe.
Skåltalernes tid er ved at rinde ud. I takt med at sandhedens time nærmer sig, breder panikken sig blandt dem, der står med ansvaret for implementeringen af skolereformen og lov 409. Og man forstår dem. De tårnhøje forventninger, som lovkompleksets ophavsmænd m/k ivrigt har bygget op, står i skærende modsætning til de rammer, som selvsamme politikere har stillet til rådighed for reformens udfoldelse.
Det står efterhånden helt klart, at varen ikke kommer på hylden til d.1. august 2014 som lovet. Men hvad værre er: Intet tyder på at den nogensinde kommer på lager. Der er end ikke bygget en prototype af den. Den 'findes' kun i regeringens virtuelle udstillingsvindue.
Rent skolefagligt er reformen bygget på sand. Bedrag, godtkøbssnak og økonomitænkning har været bærende elementer i tilblivelsen af det, gamle, besindige og ærkeborgerlige Asger Baunsbak-Jensen har betegnet som ’det største svigt i dansk skolehistorie’. Resultatet er bl.a. en regulær motivationskrise blandt lærerne. Ifølge en undersøgelse foretaget af Danmarks Radio tror kun 4 % af lærerne på, at reformen vil skabe dygtigere elever, og omkring tre ud af fire lærere overvejer i dag at skifte job.
Det tåbeligste, lærernes arbejdsgivere i denne situation kan gøre, er formentlig at true lærerne med endnu flere tæsk. Når en viceborgmester fra Halsnæs således forleden opfordrede lærerne til at ’holde kæft og rette ind’, ville han sikkert i dag ønske, at han selv kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Men han står langt fra alene. Selv om politikerne i almindelighed udtrykker sig mere urbant, er det reelt det samme budskab, lærerne hører fra stort set alle dem, der står bag reformen: Vi laver intet om. Læg nu vreden bag jer og find jahatten frem, ellers kan vi ikke bruge jer.
Senest har også den nybagte formand for skolelederne Claus Hjortdal, istemt dette omkvæd. Til DR udtaler han, at hvis ”… motivationen ikke begynder at vende inden sommerferien, så synes jeg, der er nogle lærere, der skal overveje, om de vil blive ved med at være lærere, for der er en lovgivning, om vi skal leve op til.”
Jamen hvordan gør man lige det, altså motiverer sig selv? Hvis man nu dybt nede i sin lærersjæl synes, at det, de gør ved skolen, er absurd? At det ikke gør eleverne dygtigere? At det forringer mulighederne for at levere et ordentligt stykke arbejde, at det nedbryder arbejdsglæden, at det skaber skuffelse, stress og vrede?
Trækker man sig selv op ved nakkehårene som en anden baron von Münchhausen? Ansætter kommunen en hypnotisør, der kan suggerere skolens ansatte til at tro, at alt er godt? Eller tager man konsekvensen og siger op? Det sidste gjorde over 37.500 lærere i Sverige, da de fik nogenlunde samme tur. Men det var i opgangstider, hvor der var jobs at finde. Og det løste sandt for dyden ikke den svenske skoles problemer, tværtimod.
Uden lærernes velvillige medvirken går det ikke, så enkelt er det. Det er komplet perspektivløst at tro, at man kan tæske lærerne til at levere en vellykket reform. Sådan lyder i grove træk også konklusionen på den 733 sider lange udredning af årsagerne til den svenske skoles elendige udvikling, som professor Leif Lewin fremlagde for et par måneder siden. ”Lærernes arbejdsvilkår er forudsætningen for gode resultater i skolen, og når lærerne ikke føler, de har fået chancen for at udøve deres arbejde ordentligt, så har man forklaringen på, hvorfor det går dårligt”, siger Lewin d.d. til Danmarks Radio. Han følges op af professor Anders Jakobsson: ”… Sådan som jeg har forstået den danske skolereform, så skal lærerne blive længere på skolen og samtidig mister de indflydelse på arbejdstid og tilrettelæggelsen af undervisningen, og det er en utrolig farlig udvikling.”
Glem alt om en reform, som lærerne brænder for, ligesom de har brændt for de foregående store reformer i 1958, 1973 og 1993. Det løb er kørt. Nu handler det om at afværge en katastrofe. Fastholder KL, regeringen og nu også Skolelederforeningen deres konfrontationskurs, rammer vi alle sammen muren den første august. Det haster med nogle iøjnefaldende, overbevisende tillidsskabende foranstaltninger.
Politikerne kunne til en begyndelse give lærerne de 1,3 mia. kr., som de frarøvede lærerne i den såkaldte ’konflikt’ for et år siden, tilbage - eller i det mindste bruge dem på at sikre de arbejdspladser, lærerne fremover skal tvinges til at opholde sig på lige til fabriksfløjten melder fyraften.
