Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Vi er ude, hvor vi ikke kan bunde

Regeringens skrivebordsgeneraler ved ikke, hvad de taler om

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu går det for alvor stærkt. Så stærkt, at det, der skrives i dag, meget vel kan være forældet i morgen. Hvorfor så skrive? Fordi det er nu, magthaverne slår sømmene i. Ikke om en måned eller et år, når alle er blevet klogere. Og det er der ingen grund til at forarges over. Politik er en del af livet, og det leves som bekendt forlæns og forstås baglæns.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Regeringens logik er klar. Coronakrisens afslutning fortoner sig i det fjerne. Enhver kan se, at Danmark styrer direkte ud i en statsbankerot, hvis vi fastholder den totale nedlukning, og så er vi alle fra asken i ilden. Vi er pisket til at bide i det sure æble, forlade vores comfortzone og acceptere en kontrolleret smittepredning. Da vi ved, at covid 19 er relativt ufarlig for børn og unge, er det indlysende, omend råt, at lade dem holde for til en begyndelse. Men det skal ske med al den omtanke, vi kan mobilisere, og det gør det altså bare ikke, sådan som det fremstår nu. Børnenes statsminister er simpelthen ved at kaste nationens børn og de voksne, der arbejder med dem, ud i et totalt kaos, der hurtigt vil sprede sig til hele samfundet.

Hovedproblemet er, at ingen kan se, hvem de raske smittebærere blandt børnene er. Alligevel vil regeringen vil med et hug kaste alle børn under 12 år tilbage i skoler og institutioner og overlade det til kommunerne at organisere det på de forhåndenværende vilkår. Tilbage til institutioner med én voksen til en halv snes småbørn, der kravler oveni hinanden, mens de savler, hoster og nyser hæmningsløst efter behov og sutter på det fælles legetøj i et væk. Tilbage til de uventilerede klasser på 50 m2, hvor 25 børn i timevis hver dag kan sidde med en halv meters afstand under ledelse af en voksen med en gennemsnitsalder i sidste af halvdel af 40’erne, ikke udstyret med værnemidler, som hver dag går hjem til sin egen familie. Nogen sikrere måde at få krisen til at løbe løbsk på kan næsten ikke tænkes.

De af regeringen foreskrevne forsigtighedsregler er skræmmende virkelighedsfjerne. Slotsholmens skrivebordsgeneraler vil have pædagogerne til at desinficere legetøjet to gange daglig, som om det ikke vil blive inficeret hvert femte minut. De vil også have hundredtusindevis af to- til tolvårige til at holde afstand, hvilket er praktisk umuligt. Endelig erklærer de, at 'så meget som muligt' skal foregå udendørs, og det vil pædagoger og lærere selv sagt forsøge, alt hvad de kan, men det hjælper ikke meget. Hvor skal de fx være? Mange store byskoler har ganske enkelt ingen udendørsarealer udover en asfalteret skolegård, to en halv gynge plus et par basketnet, og én voksen kan umuligt styre 25 børn i offentlige rum i timevis hver dag. Og hvad sker der, når sygemeldingerne fra de smittede voksne indløber, forventligt i tusindvis? Hvem skal vikariere?

Problemerne tårner sig op til Mount Everest dimensioner; ingen kan anvise nogen forsvarlig måde at organisere det her på indenfor de givne rammer. Regeringen, som har kastet hundredevis af milliarder efter erhvervslivet, har allerede afvist at finde ekstra penge til at få tingene til at glide. Man tror ikke sine egne øjne og ører.

Det er vældigt smigrende for skolen, at samfundet anerkender dens afgørende betydning og ønsker at genåbne den som noget af det første i denne vanvittige situation. Men det her går slet ikke.

Hermed et mere realistisk forslag til skolen (jeg vil ikke kloge mig på institutionerne):

1. Suspender folkeskoleloven indtil august 2020.

2. Send udskolingen på sommerferie nu.

3. Halvér undervisningstiden.

4. Brug hele folkeskolens resurse på mellemtrin og indskoling.

5. Giv lærerne adgang til værnemidler (visirer, for ingen kan styre en flok børn med maske på)

Det vil mildt sagt ikke løse alle problemer, men det er til gengæld praktisk muligt. Det vil frigøre arbejdskraft og kvadratmeter i skolen, så den kan hutle sig igennem til sommerferien og småbørnsforældrene kan begynde at vende tilbage til de jobs, hvis varetagelse vi allesammen er afhængige af. Vi er ude, hvor vi ikke kan bunde.

Powered by Labrador CMS