Niels Chr. Sauer
Blog
Et loft over timetallet er medlemmernes første prioritet
Her sættes lærernes solidaritet for alvor på prøve. DLF ledelse står overfor sin hidtil sværeste opgave.
Af alle lærernes nuværende fortrædeligheder er der én, der rager op over alle de andre: Den groteske mængde af undervisning, de pålægges. På sjette år stjæler den al den tid og de kræfter, de skal bruge for at kunne levere et stykke arbejde, de kan være glade for og stolte af.
Ifølge KL og finansministeriet havde lærerne i 2018 i snit 121 timer mere om året end før reformen svarende ret præcist til 4 lektioner om ugen. Før 2014 havde lærerne i henhold til samme kilde i snit 4,3 lektioner om dagen. Forøgelsen svarer altså mindst til indholdet af en hel arbejdsdag mere om ugen, når alle de afledte, for en dels vedkommende nytilkomne opgaver medregnes.
Følgen er ikke blot discountskole med elendigt forberedt undervisning i lange baner; i kølvandet kommer fejlslagen inklusion, forråelse og øget mistrivsel især i de elevgrupper, der hænger på kanten af skolens fællesskab, øget frafald blandt unge lærere samt alvorlige rekrutteringsproblemer til læreruddannelsen. Følgeforskningen dokumenterer det: Intet af al det gode og smukke, reformen skulle danne afsæt for, er blevet til noget. Der er stilstand eller tilbagegang på samtlige målepunkter, inklusive dem reformpolitikerne selv har opstillet. Lærerne slider sig i stumper og stykker til ingen verdens nytte.
Der er således en klar, berettiget og udtalt forventning blandt lærerne om, at karavet om et loft over undervisningstimetallet vil have førsteprioritet, når overenkomstforhandlingerne går i gang igen. Mange kommuner har allerede i større eller mindre omfang imødekommet lokale krav desangående; Århus og Ballerup kommuner har som de mest lydhøre accepteret et undervisningsmaximum på 26 ugentlige lektioner. Hvor der er en vilje, er der altså en vej.
Det er derfor med noget nær bestyrtelse, at jeg nu må konstatere, at DLF tilsyneladende ikke er til sinds at føre kravet om et loft over undervisningstimetallet frem med styrke på centralt plan. Foreningen er stort set holdt op med at tale om det, og jeg har her fire dage før valget til hovedstyrelsen spurgt samtlige 28 kandidater om deres holdning til spørgsmålet; kun tre har svaret, heraf de to henholdende.
Argumenterne er sådan set klare nok, for så vidt nogen tør bringe dem frem i lyset. Alle vil gerne have et undervisningsmaximum, men det må ikke ende som et de facto minimum. Hvis et loft på fx 26 fører til, at alle ender på 26 eller lige derunder, så vil DLF ikke være med.
Men det er dog logik for burhøns, at så længe det pligtige undervisningstimetal ikke reduceres – og det er jo et lovgivningsanliggende, ikke et overenskomstspørgsmål – vil nogle skulle undervise mere, hvis andre skal undervise mindre. Medmindre der tilføres rigtigt mange friske penge udefra, og det kommer ikke til at ske.
Her sættes lærernes solidaritet med andre ord for alvor på prøve. Hvordan skal lærerne kunne se de kolleger i øjnene, som må kæmpe med monsterskemaer på op til 31 lektioner om ugen, fordi andre har deres nogenlunde på det tørre med 24?
Og hvad vil DLF sige til de hårdt ramte medlemmer, der er ved at segne? Beklager venner, I er et mindretal, og vi kan ikke forringe vilkårene for alle andre for at redde jer. I må sejle i jeres egen sø, vi har andre og vigtigere problemer at tage os af?
Selvfølgelig vil DLF aldrig sige sådan. I stedet vil foreningen tilsyneladende nedtone problemet. Det samme vil KL’s skoleformand Thomas Gyldal og vores efterhånden knapt så nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. De synes desværre at have misforstået lærernes tilbageholdenhed ved overenskomstforhandlingerne i 2015 og 2018 derhen, at lærerne er ved at falde til patten, og kongressens stående bifald til den nye minister har bestyrket socialdemokraterne i denne vildfarelse.
Lærerne har to gange vist sig som overordentligt besindige mennesker, der lytter til deres ledere, også når naturen truer med at gå over optugtelsen. Men den går næppe en tredje gang. Kravet fra DLF's medlemmer er, at 2021 bliver året, hvor folkeskolens undtagelsestilstand hæves og lærerne får normale, aftalemæssigt ordnede arbejdsvilkår, der kan genskabe arbejdsglæden i folkeskolen.
DLF står overfor sin hidtil sværeste opgave, og det siger ikke så lidt.
