Niels Chr. Sauer
Blog
Hvem får ansvaret, når sundhedsstyrelsens regler bliver brudt?
DLF må sikre, at medlemmerne ikke får ørerne i maskinen i den kommende tid
Sundhedsstyrelsen har udstedt 42 retningslinjer for genåbningen af skolerne. Herunder fx, at der skal være to meter mellem børnene i klasserne, hvilket indebærer, at der skal være 6m2 pr. barn. Der kan således kun være 10 børn i et normalt klasselokale, hvoraf følger, at børnene i en normal klasse skal fordeles på 2-3 lokaler. En anden retningslinje fastslår, at børnene skal vaske hænder efter toiletbesøg, før og efter spisning, efter næsepudsning og efter host/nys i hænder eller engangslommetørklæde - som minimum grundigt en gang for hver 1,5 time, børnene er i skole. Det indskærpes, at det er lærerens opgave at hjælpe de mindste elever med, at dette sker forskriftsmæssigt.
De 42 regler skal ifølge regeringen ’følges til punkt og prikke’, og skolerne må ikke genåbne, før de er i stand til at sikre dette. Skoler, der genåbner uden at kunne sikre det, overtræder med andre ord loven. Konsekvensene kan blive alvorlige. I så fald vil der være et ansvar, der skal placeres.
Ikke desto mindre har mange skoleledere tilsyneladende den opfattelse, at disse forskrifter – der i parantes bemærket naturligvis alle sammen er sundhedsmæssigt velbegrundede – ikke skal tages helt bogstaveligt. Man hører fx om skoleledelser, der pålægger lærere at stå alene med hele klasser, altså op til 28 småbørn, gennem hele skoledagen. Disse lærere skal således sikre, at tre grupper af børn, hvoraf de to til enhver tid er uden opsyn, overholder samtlige sundhedsstyrelsens forskrifter. At dette er en umulig opgave, siger sig selv. Men hvem har det principielle ansvar for de tusindvis af lovbrud, der med sikkerhed vil ske, og som i yderste konskvens kan ende i byretten med ganske dramatiske følger?
Svaret er naturligvis, at ansvaret ligger hos den, der leder og fordeler arbejdet, altså skoleledelsen. Men det forudsætter, at ledelsen er blevet gjort bekendt med, at loven er blevet og bliver overtrådt. Det vil derfor være ansvarspådragende for læreren, hvis han/hun undlader at meddele ledelsen, at loven ikke bliver overholdt ’til punkt og prikke’. Men langt fra alle lærere vil turde gå ind til ledelsen med en besked om, at ’min klasse ikke overholder reglerne’ og dermed sætte ledelsen i den umulige situation at skulle rette ind efter et regelsæt, der ikke har nogen gang på jord.
Lærere, der nægter at påtage sig en given arbejdsopgave, gør sig skyldig i arbejdsvægring og risikerer tjenstlige advarsler og det, der er værre. Men det indebærer ikke, at lærere skal påtage sig ansvaret for regelbrud, de pålægges i tjenesten, hvilket reelt er, hvad de gør, hvis de undlader at orientere ledelsen herom.
DLF bør derfor orientere medlemmerne om, at de skal gøre deres ledelser opmærksom på de tilsidesættelser af sundhedsstyrelsens forskrifter, som de bevidner i embeds medfør, således at det retslige ansvar for de lovovertrædelser, der med sikkerhed vil blive en del af dagens uorden i den kommende tid, ikke kan placeres hos lærerne.
Skal lærerens orientering til ledelsen være retslig gyldig i en tilspidset situation, skal den foreligge skriftligt og deponeres på skolens kontor. Men i første omgang vil det antagelig være mest hensigtsmæssigt, at skolens tr henvender sig til ledelsen på vegne af hele skolens lærerstab.
I denne ekstraordinære situation er lærerne naturligvis indstillet på at gå endog meget langt for at få enderne til at mødes, men man skal ikke være blind for, at der kan opstå situationer, som potentielt kan resultere i meget alvorlige konflikter, der i yderste konsekvens kan handle om ansvaret for liv og død.
