Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Fejlslagen inklusion river folkeskolen med i faldet

Og det begynder nedefra med indskolingens sammenbrud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

’Kun et mulehår fra at nå inklusionsmål’. Sådan lyder en overskrift i KL’s blad ’Danske Kommuner’ for nylig. De sidste tal viser, at 36 pct. af det antal elever, der modtog vidtgående specialundervisning i 2010, nu er sendt retur til de almindelige klasser. KL’s glade budskab er, at hermed er folkeskolen kun 0,4 pct. fra at have ’inkluderet’ de 96 pct. af eleverne i almenundervisningen, der af uransagelige grunde er sat som et mål, der skal nås i 2015.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Gid det var så vel; men det er falsk varebetegnelse.  At være inkluderet i klassen er andet og mere end blot at være til stede i rummet. Inkluderet er man først, når man udover at være fysisk til stede er en anerkendt og aktiv medspiller i klassens læringsfællesskab. I hvilket omfang dette er lykkedes for de ca. 15.000 overflyttede børn, forholder KL sig ikke til med et ord. Ej heller har man undersøgt, om de lærer noget, eller hvordan det har påvirket klasserne i øvrigt. Har de andre børn og forældre taget dem til sig, har de fået nye klassekammerater, blomstrer mangfoldigheden? Eller står menuen på råberi og stolesmidning, trusler og vold, gråd og tænders gnidsel?    

At sidstnævnte situationer er almindeligt forekommende i folkeskolens klasser, lader sig ikke længere skjule. Lærerne har sagt det længe, DLF har fremlagt den ene undersøgelse efter den anden, der viser det, og frustrerede forældre har protesteret enkeltvis, men alle har fået besked på at tage ja-hatten på og vise tålmodighed. Beslutningstagerne bag inklusionsprojektet har tydeligvis ikke begrebet, hvor grænseoverskridende hverdagen opleves ude i disse klasser. Hvilke voksne ville man byde en arbejdsdag, hvor de ustandselig blev forhindret i at udføre deres opgaver? Hvor længe ville man på en almindelig arbejdsplads se passivt på, at en uligevægtig kollega gik forstyrrende omkring og råbte op, tog andres ting, truede, provokerede og med jævne mellemrum eksploderede i raseri?

Nu har forældrene imidlertid fået nok. De reagerer ved at sende formelle klager til skolen, holde deres børn hjemme fra skole eller slet og ret sige farvel og tak til folkeskolen. Vi nærmer os nu en privatskolefrekvens på 16 pct., og alle privatskoler melder om alenlange ventelister. Flere steder i landet er mere end hvert fjerde barn nu i privatskole. Fortsætter udviklingen med denne fart blot ti år mere, er folkeskolen, forstået som distriktskolen for alle, afgået ved døden.    

Et ganske særligt, hidtil upåagtet problem, som kommer til at fylde mere og mere, følger af, at inklusionen presses igennem via indskolingen. Især børnehaveklassen, men også de efterfølgende to skoleår, er ved at blive reduceret til en art observationsår. Her proppes alle børn ind, uanset hvad de har med i bagagen. Det kaldes af uransagelige grunde ’at give dem en chance’. Indtil det modsatte er bevist, hører alle børn til i indskolingens almindelige klasser. Her kan de forfærdede lærere og pædagoger så se magtesløse til, mens de forgæves forsøger at trænge igennem inklusionsinfernoet med deres undervisning. Først når klasserne, lærerne og de ikke-inkludérbare børn har spillet helt fallit, kan systemet anerkende behovet for eksklusion til specialskole eller –klasse. Der vil typisk først blive grebet ind, når de fejlplacerede børn bliver så stort, at det udgør en fysisk fare for sine omgivelser. I mellemtiden har titusindvis af børn fået spoleret deres indskolingsforløb totalt. Mange af dem er tilmed blevet så hårdt presset, at de er blevet til børn med særlige behov.

Det siges, at godt begyndt er halvt fuldendt. Hvad er så skidt begyndt? Hævet over enhver tvivl er det, at de børn, der således ligger underdrejet fra skolestartens dag et, kommer til at bøde for det. For nogens vedkommende resten af livet. Vi ved fra læseforskerne, at navnlig de svage læseres første læseindlæring rammes hårdt af et konfliktfyldt, uroligt læringsmiljø.  Den positive udvikling vi har set i indskolingens læseresultater over de sidste ti år vil med sikkerhed gå tabt, og vi vil se voldsomme stigninger i forekomsten af svage, specialundervisningskrævende læsere.  

Nu skulle man tro, at de politisk ansvarlige så skriften på væggen og dekreterede en skole, der kunne sætte en stopper for denne udvikling. Men den reform, de netop har vedtaget, vil efter alle solemærker at dømme kun forværre problemerne.   

Vi ved i dag, bl. a. fra det omfattende forskningsprojekt i mobning, EXBUS, at inklusionen står og falder med lærernes mulighed for at opbygge trygge fællesskaber i klasserne. Vi ved også, at mange børn, navnlig dem, som inklusionen især skal tage hånd om, har det rigtigt svært med alle omskiftelser. De er afhængige af faste rutiner, tydelige regler og få, men stabile relationer. For dem vil reformens krav om længere og mere varierede skoledage med langt flere skift i elevsammensætningen såvel som i voksenbemandingen være den rene gift. De rammes også hårdt af, at lærernes muligheder for at levere grundigt forberedt, differentieret undervisning, der tager højde for den enkelte elevs behov og forudsætninger, forringes til fordel for andre arbejdsopgaver. Den øgede brug af testning med efterfølgende afregning vil ramme dem som en forhammer, og det forstærkede lovkrav om individuel, skriftlig målsætning for alle elever vil uvægerligt svække det nødvendige fokus på elever, der er ude i særlige vanskeligheder. Mange lærere vil desuden føle sig presset til at genindføre den stigmatiserende, niveaudelte undervisning for overhovedet at kunne komme til at udføre deres arbejde.

Alt i alt sætter dette sammensurium af fleksibel flimmerskole, benhård resultatstyring og moderigtig individualisering den 200 år gamle folkeskoles værdigrundlag under uhørt hårdt pres. Ingen ønsker det, men alligevel sker det, og måske opdager danskerne det først, når det er for sent: Ud ryger klassen som den referenceramme, der kan få de svage elever til at stå på tæer og lære dem at navigere i livet. Borte er det forpligtende fællesskab som det sted, hvor den opvoksende generation får kørekort til vores demokratiske samfundsorden. Pist væk er også det fælles rum, hvor hvert barn med lærerens hjælp finder sin egen identitet, og hvor så mange af os har knyttet dybe venskaber, som holder hele livet igennem.  

Det tager kun et øjeblik at fælde et gammelt træ, men det tager generationer for et nyt at gro op. Hør motorsaven, der gasser op!  

(Udvidet version af kommentar fra Politiken)

Powered by Labrador CMS