Niels Chr. Sauer
Blog
Debatten om skolen skal være hudløs ærlig
Det sidste, skolen har brug for, er strudsepolitik og forloren reklamesnak. Vi er nødt til at være ærlige omkring skolens tilstand, også når det gør ondt
Hvordan man bedst hjælper folkeskolen op af det hul, som ingen seriøs skoledebattør vil benægte, at den er havnet i, er en vigtig diskussion. Med jævne mellemrum bliver lærerne, navnlig formand ABC, skammet ud, fordi vi - mener man - kritiserer for meget og skaber dårlig stemning omkring folkeskolen. I stedet formanes vi til at ’tale skolen op'.
Det er imidlertid påfaldende, at disse lærerkritiske debattører sjældent anfægter selve rigtigheden af det, lærerne siger. Det er klogt af dem, idet lærernes udsagn så godt som altid bygger på veldokumenterede forhold i det virkelige liv.
Rutineoptimisternes pointe er derfor ikke, at de forhold, lærerne beskriver, ikke er reelle, men at det ikke tjener noget fornuftigt formål at tale om dem. De skal ties ihjel. Så vil vi se større arbejdsglæde i skolen, og så vil læreruddannelsen igen blive populær blandt de unge, og så ville flugten til privatskolerne standse. Et i mine øjne dybt ansvarsløst synspunkt, som kun ville få skolens problemer til at gå endnu mere i hårdknude.
Den man elsker, tugter man. Som tusindvis af lærere elsker jeg den grundlovsfæstede, frie folkeskole, og jeg har ikke lagt et helt arbejdsliv i den for at se passivt til, mens den igen og igen bliver forringet af tåbelige dispositioner, primært sat i værk af finansministeriet uden nogen som helst forankring i skolens verden.
Alligevel vil det næppe overraske læserne af Folkeskolen, når jeg fortæller, at mit eget lærerliv har været lykkeligt. Også jeg har da oplevet konflikter og modstand i mit daglige arbejde, det hører med. Men Jeg har som masser af lærere haft mange profesionelle sejre og så godt som altid haft glade elever og forældre samt gode relationer til såvel kolleger som ledelse.
Lærerarbejdets grundlæggende kvalitet ligger i forholdet til eleverne, og selv om dårlig politisk ledelse kan ødelægge meget, står den kendsgerning tilbage, at ingen kan hindre en lærer og en elev, der vil skolen og hinanden, i at bygge et frugtbart, menneskeligt givende lærer-elevforhold op.
Nogle vil måske mene, at jeg på den baggrund burde fare med lempe, når jeg kritiserer forhold i skolen. At jeg er utaknemmelig. Men i skolen er enhver ikke sig selv nærmest. Skolen er et kollektivt projekt, hvor de, der har overskud til det, i sagens natur har en særlig forpligtelse til at tage til orde på standens vegne, når det går skævt. Og skævt er det gået i rigtigt mange år. Ser man på den strøm af hovsalovgivning, som folkeskolen har været udsat for, siden Bertel Haarder i 1989 indførte new public management, er det faktisk svært overhovedet at finde lyspunkter.
Når folkeskolen stadig står, når børnene er nogenlunde glade for at komme i den, og når de lærer stort set det, de skal, er det ikke på grund, men på trods af den førte skolepolitik. Lærerne gør sig til enhver tid umage. Det er de nemlig nødt til, for at være lærer er nu engang mere end et arbejde. Hvis man mislykkes som lærer, er det ikke bare et job, man mister. Det er typisk hele ens eget liv, der går i spåner.
Skolen er en alvorlig sag, og mere end en million danskere er i tæt, daglig berøring med den. Det sidste, skolen har brug for, er strudsepolitik og forloren reklamesnak. Vi er nødt til at være ærlige omkring den, også når det gør ondt.
(Omskrevet version af indlæg i Politiken 'Skoleliv')
