Niels Chr. Sauer
Blog
En fod i døren
Finansministeriet havde helst set døren ind til forhandlingsrummet smækket helt i, låst indefra og nøglen smidt væk for altid.
Siden april 2013 har KL og Moderniseringsstyrelsen med folketingets flertal og L409 i ryggen af al magt holdt DLF ude af ethvert forhandlingsrum om lærernes arbejdstid. Alt, hvad der bare lugter det mindste af kollektive aftaler, har de beskrevet som noget, Fanden har skabt, ud fra den primitive logik, at enhver aftale imellem mennesker begrænser den frie udfoldelse. Og det er så sandt, som det er sagt. Det er intet mindre end civilisationens grundprincip overfor jungleloven, nedfældet i fortalen til Jyske Lov. Betragt lige disse smukke, tidløse sætninger, der står som mejslet i granit:
”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.
Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde”
Nok er KL og Moderniseringsstyrelsen ikke befolket af skrupelløse herremænd, og nok er DLF’s medlemmer ikke retsløse trælle, men essensen i den konfrontation, lærerne er ude i, er den samme, som den, der i 1241 lå skrivermunken og hans opdragsgivere på sinde. Den stærkes ret versus konsensus.
Havde det stået til thatcheristerne fra Moderniseringsstyrelsen, var muligheden for lokale aftaler ikke blevet nævnt med et ord i L409. Heldigvis mødte de modstand, men selv om det ikke havde været tilfældet, havde de næppe heller kunnet indskrive et direkte forbud imod lokale aftaler. Det ville formentlig have været i strid med hovedaftalen fra 1899. Men det har ikke hindret konkurrencestatstjenerne i KL og finansministeriet i at udsende en lind strøm af bandbuller imod kollektive aftaler med lærerne under henvisning til, at det ikke var lovgivers intention. Og selv om en hel del kommuner efterhånden har lindet på døren ind til forhandlingsrummet, er det kun de færreste kommuner, der indtil nu har haft mod til åbent at gå op imod centralmagten.
Der er ingen tvivl om, at finansministeren, Moderniseringsstyrelsen og visse kredse i KL har haft en forhåbning om, at lærerne to år efter lockouten ville have resigneret og fundet sig til rette med L409. Nu skulle den skrives helt ind i overenskomsten med lærernes accept. Man har givetvis også forestillet sig, at muligheden for lokale aftaler skulle svækkes eller ligefrem afvikles ved samme lejlighed. Allerhelst skulle døren ind til forhandlingsrummet smækkes helt i, låses indefra og nøglen smides væk for altid.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Mere besindige kredse i KL har indset, at kampen mod lærerne er ved at ødelægge folkeskolen. KL’s forhandlere har hverken villet, kunnet eller måttet ændre på L409, som kostede dem, regeringen og folketinget en krig for bare to år siden, men de har måttet acceptere, at DLF nægter at afblæse kampen imod den, og at lærerne fortsat ønsker den hen, hvor peberet gror. KL ved, at sidste ord ikke er sagt i den sag. Samtidig har de, så demonstrativt som man nu kan gøre sådan noget i de kredse, lagt fatwaen mod lokale aftaler med DLF på is og direkte givet udtryk for, at sådanne aftaler kan være hensigtsmæssige.
Hermed har KL, til Moderniseringsstyrelsens bestyrtelse, ladet DLF sætte en fod i døren ind til forhandlingsrummet, og vi trækker den ikke tilbage, før de lukker døren helt op igen.
