Niels Chr. Sauer
Blog
Enorme udfordringer forude
Hvis lærerne på mandag giver kommunerne tre år til at vise, at de mener den fremstrakte hånd alvorligt, vil DLF naturligvis være forpligtet til at vurdere arbejdsgivernes ageren kritisk og handle derefter.
Uanset om vi på mandag kl. 16.00 står med et ja eller et nej, forekommer de kommende tre års udfordringer enorme, for nogle grænsende til det uoverkommelige. Det gælder først og fremmest for de alt for mange lærere, hvis arbejdsvilkår er så utålelige, at det er tydeligt for enhver, der er tæt på, at disse lærere ikke holder til tre år mere på denne måde. De kommunale arbejdsgivere kommer til at sande, at der er grænser for, hvad man kan byde folk, so oder so. De mest pressede lærere har reelt valget imellem enten at blive ved, til de bukker under, eller også at forlade deres stilling i tide. I begge tilfælde kommer arbejdsgiveren til at forholde sig til problemet. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange lærere det drejer sig om. Mit bud er mindst 10.000.
Det gælder også for de flinkeskoleledere – og her taler vi næppe om en minoritet – som ser deres stolte skole smuldre for øjnene af dem pga. discountvilkår, nedslidning af personalet og uindfriede reformløfter i lange baner. De er under voldsomt pres for at stille gode miner til slet spil, men de har en embedsmæssig forpligtelse til at lukke munden helt anderledes op. Der er opmuntrende tegn i sol og måne på, at deres forening er ved at vågne til dåd.
Og så gælder det Danmarks Lærerforening. De fleste vurderer, at det bliver et ja, men vi har før set lærerne løbe deres forening totalt over ende, og det kan sagtens ske igen.
I så fald vil de næste uger og måneder blive anden halvleg af konflikten i 2013, og en af foreningens første opgaver vil være at få arbejdsgiverne til at begribe dybden af lærernes vrede. I 2013 hørte vi igen og igen sangen om, at det ikke var lærerne, der var målet for arbejdsgivernes angreb, men deres fagforening. Den sang vil ingen kunne synge mere. Kommunerne vil være nødt til at se i øjnene, at et samarbejde med DLF er deres eneste chance for at undgå, at den folkeskole, som de har ansvaret for, bliver sønderrevet af en konflikt. DLF vil være parat.
Bliver det et ja, har foreningens ledelse påtaget sig ansvaret for at gøre alt, hvad der står i dens magt for at trække kommunerne til fadet for pø om pø at få genskabt folkeskolen som attraktiv arbejdsplads og dermed redde samfundets bærende kulturinstitution fra den deroute, der tegner sig i dag. Opgaven er ikke at tale vreden ned og lægge lærerne til patten, men at tøjle vreden, så den kan medvirke til at motivere kommunerne til genopretning af lærernes muligheder for at levere en undervisning, der står mål med lovens krav. Den berettigede vrede er en stærk kraft, og lærerne må for alt i verden ikke resignere. Hvis de giver kommunerne tre år til at vise, at de mener den fremstrakte hånd alvorligt, vil DLF naturligvis være forpligtet til at vurdere arbejdsgivernes ageren kritisk og handle derafter.
Der må ikke opstå den mindste tvivl om, at hvis kommunerne, som lærerne frygter, henover de næste tre år i stor stil svigter et ja til samarbejde fra lærerne mandag d. 16 marts 2015, så vil ingen DLF-ledelse kunne afværge et skæbneopgør i 2018.
At dette ikke bliver resultatet, er arbejdsgivernes ansvar.
