Niels Chr. Sauer
Blog
Femten år med denne reform?
Hvor kan den million unge, der til den tid eventuelt har afsonet hele deres grundlovsfæstede, obligatoriske undervisningspligt i en dysfungerende folkeskole, henvende sig for at tage barndommen om, subsidært få udbetalt en klækkelig erstatning?
Man kan have så meget is i maven, at man bliver iskold i r****. Det står helt klart. når man ser reformpoliitkernes fodslæbende ikke-debat om skolereformen.
Tag fx det interview, avisen Information fredag d. 2. februar bragte med Bjarne Corydon, hvor han bl.a. udtaler sig om konflikten med lærerne i 2013. Da det ikke er noget, der sker hveranden dag, synes jeg, læserne her skal have lov til at læse hele afsnittet her. Bladet skriver:
”En af de politiske sager, der var med til at gøre Bjarne Corydon upopulær på venstrefløjen, var skolereformen. I dag mener han fortsat at den kamp, han tog med blandt andre lærerne, var nødvendig:
”Vi har et arbejdsmarked, som stiller helt andre krav til kompetencer og fleksibilitet, hvis vi skal klare os både som land og som individer.”
- Men lærerne var ikke så glade?
»Reformen blev gennemført med et bredt flertal i Folketinget og befolkningen. Og jeg synes dengang som nu, at det er vigtigt, at en sag med så vidtrækkende betydning for landet ikke træffes med udgangspunkt i særinteresser, men i noget, som er langt dybere forankret. Man skal have respekt for lærernes indsigt og bidrag til udvikling af folkeskolen, men det er jo folkets skole, og den er til for børnene, så tingene må jo komme i den rækkefølge.«
Så vidt Information. Det mest påfaldende ved Corydons bemærkninger her forekommer mig at være, at han virker totalt lidenskabsløs for ikke at sige ligeglad med anliggendet som sådan. Her har han rystet samfundets bærende kulturinstitution i dens grundvold i en grad, så den fire år efter stadig befinder sig i undtagelsestilstand, og det rager ham tilsyneladende en høstblomst. Han har lagt denne sag bag sig, og når nu journalisten absolut skal bringe den på bane, er alt, hvad har har at komme med, en komplet intetsigende markering af aldeles uanfægtede holdninger malet med den bredeste kost, han kan få fat i. Da konflikten bragede løs i 2013, hævdede han igen og igen, at folkeskolen var 'hjerteblod'. Ingen har hverken før eller siden hørt ham mene noget om den, hverken i skrift eller på tale. Hans fremtræden her minder mig mere om et vekselvarmt krybdyr end et varmblodigt pattedyr.
Så ligegyldigt er hans svar, at man end ikke kan være uenig med ham. For ja, det er ubestrideligt, at han samlede en knusende overmagt mod lærerne og omkalfatrede samfundets bærende kulturinstitution med vidtrækkende betydning for hele landet, gud bedre det. Og naturligvis må lærernes ’særinteresser’ vige for folkets krav og børnenes behov, når det drejer sig om folkeskolen. Men sad folket og børnene på nogen måde med i den hermetisk lukkede osteklokke på Slotsholmen, hvor reformen blev skrevet på et par måneder? Hvor var den forudgående folkelige debat om folkeskolereformen? Er der nogen, der har hørt folket kræve denne reform - med dens sammenfedtning af skole og fritid, dens absurde test -og målstyringsregime, dens evindelige forældrebashing? Har børnene ytret noget som helst ønske om verdens længste skoletid med masser af uinspireret undervisning baseret på digitale halvfabrikata, leveret af nedkørte, uforberedte lærere, pædagoger på udebane og en hærskare af uuddannede på gennemtræk? Med hvilken ret tager Corydon folket og børnene til indtægt her? Hvad bilder han sig egentlig ind?
Her kunne man forvente, at Informations journalist var vågen og stillede et par opfølgende spørgsmål, men nej. Når det handler om folkeskolen, kan politikerne bare sludre løs; pressen har for længst abdiceret som fjerde statsmagt. Herregud, det er jo bare børnene,skolelærerne og pædagogerne, det går ud over, så hva’ fa’en?
Men det er rent faktisk over en halv million børn og unge, der holder for hver eneste dag, og på langt sigt bliver det os alle sammen. Når skolen ikke kan løfte sin opgave, får de unge ikke det fodfæste i livet, de har brug for, og det undergraver langsomt, men sikker, hele nationen
I sidste uge stod reformpolitikerne igen på KL’s årlige topmøde i Ålborg og sagde, at nu skal vi være tålmodige med reformen. Først hed det sig, at der skulle gå et års tid, inden man kunne udtale sig om reformens virkning. I takt med, at de gode resultater lod vente på sig, blev det så tre år, dernæst fem, og nu skal der ifølge den myndighedsbetjenende skoleforskning gå op imod 15 år, før vi kan konkludere noget. Femten!
De ældre kan måske stadig huske, hvordan regeringen i 1964 pludselig dekreterede, at alle biler skulle have monteret stænklapper, idet enhver vel umiddelbart kunne forstå, at det var et fremskridt for trafiksikkerheden at få opsprøjtet fra hjulene reduceret. De sagkyndige protesterede forgæves, da loven blev vedtaget, men umiddelbart efter viste forsøg, at de havde ret: Stænklapperne øgede faktisk bilernes sideværts opsprøjt. Derefter blev loven omgående annulleret, og sagen kostede justitsminister Hans Hækkerup hans politiske liv. Et par måneder var altså, hvad det tog at indse fejlen og rette den op.
Jeg medgiver, at en skolereform er meget mere kompleks i sine effekter end en lov om stænklapper. Den kan ikke tages af bordet efter et par måneder. Men altså, femten år? Til den tid kan skaden være uoprettelig- lige som vi ser i Sverige, hvor skolens deroute begyndte i slutningen af halvfemserne, og nu aner politikerne ikke deres levende råd.
Det er og bliver menneskeligt at fejle, men tåbeligt at fremture.
