Niels Chr. Sauer
Blog
Det politiske misbrug af PISA må stoppes
Tænk engang, hvis politikerne brugte PISA konstruktivt! Så ville de naturligvis lægge til grund, at de skolesystemer, der klarer sig bedst i PISA, bogstaveligt talt skulle danne skole. Men de gør det stik modsatte.
Sig nærmer datoen for offentliggørelsen af PISA 2016. Overalt på kloden er skolefolk ved at gøre i bukserne af skræk for den forestående tur i gabestokken, når pressen tager fat i pixiudgavens trelinjerskonklusioner. Der går max en time efter newsbreak, før aberne suser gennem luften som de politiske vinde blæser, og jagten på syndebukke går ind. Med katastrofale følger for alverdens skolesystemer.
Vreden mod PISA-programmet er forståelig, men det er ret beset ikke PISA-programmets skyld, at skoleudviklingen verden rundt er ved at blive blevet afsporet. Der findes mange folk i og omkring PISA, som er seriøst engageret i at skabe bedre skolesystemer og siger fornuftige ting om skole. Det er bare ikke dem, der bestemmer, hvad PISA bliver brugt til. De er ikke en del af den skolepolitiske beslutningsproces. Den ligger helt og holdent hos regeringerne, lovgiverne og navnlig i deres magtfuldkomne, totalt djøfiserede embedsværk; og i deres verden er skolen bare et ud af mange anliggender, tilmed et godt stykke nede på to-do-listen.
Tænk engang, hvis beslutningstagerne brugte PISA konstruktivt! Så ville de naturligvis lægge til grund, at de skolesystemer, der klarer sig bedst i PISA, bogstaveligt talt skulle danne skole. Det vil på vores breddegrader først og fremmest sige Finland. Men hvad ser vi i den virkelige verden?
Vi ser skolepolitikere, som ustandselig taler om vigtigheden af, at vi skal gøre, hvad der virker, men i praksis er flintrende ligeglade med det. Intet synes at rage dem mindre, end hvordan finnerne har holdt skole de sidste 30 år: korte, men intense og stærkt lærerstyrede skoledage, høj grad af lærerautonomi og arbejdsglæde blandt lærerne, sikring af tårnhøj lærerprofessionalisme, tillid til lærerne og tæt samarbejde med deres organisation, fravær af obligatoriske testregimer, eksamener, kontrol- og dokumentationssystemer, fravær af lektier mv. Oveni PISA kan vi lægge stakke af undersøgelser fra andre kilder, der underbygger fortællingen.
Vi ser, især på dansk grund, skolepolitikere, der systematisk trækker skolesystemet den stik modsatte vej: lange, udflydende skoledage med uforberedte lærere, afmontering af lærerautonomien, ødelæggelse af lærernes arbejdsglæde, mistillid til lærerne og krig mod deres organisation, invasion af ikke-læreruddannede undervisere samt en veritabel tsunami af testning, eksaminer, styrings-, kontrol- og dokumentationskrav mv. I stedet for det finske spor følger vores skolepolitikere det svenske, som har PISA-rekord i forringede resultater.
Det, vi nu på 16. år er vidne til, er et skamløst, politisk misbrug af PISA, hvor politikerne nation for nation plukker netop de detaljer ud, der passer ind i deres på forhånd fastlagte dagsordener, og bruger dem til at legitimere det herskende, bevisligt skoleødelæggende new public management. Og hele folkeskolens øvrige akademiske overbygning ved det udmærket, men siger med få hæderlige undtagelser ingenting til citat. Man bider ikke den hånd, der fodrer en.
Lærerne, der skulle være den bærende kraft i skoleudviklingen - hvad er deres rolle her? Ja, dem bekriger politikerne verden over, undtagen netop i Finland, Singapore og de andre PISA-topnationer; pudsigt sammentræf, ikke? Lærerne skal bare, som vores fhv. danske PISA-boss nr. 1, hr. Egelund, udtrykte det, 'holde kæft med al deres pis og se at komme i arbejdstøjet.'
Skole- og uddannelsespolitikken er således de facto taget ud af hænderne på dem, der brænder for sagen og ved noget om den. Den er - med Ove Kaj Pedersen & konsorters velsignelse – nærmest blevet en del af finans- og arbejdsmarkedspolitikken. Da skolereformen skulle præsenteres i december 2012, var begivenheden da også ganske logisk forlagt til finansministeriet med Bjarne Corydon som toastmaster. Undervisningsministeriet er stort set tømt for skolefolk. Det står tilbage som minde om en endnu ikke så fjern fortid, hvor ressortmæssig viden og indsigt ikke ansås for et karrieremæssigt handicap, og skolefolk ikke for rundt som en flok forskræmte høns, hver gang man viftede dem i hovedet med et til formålet udvalgt testresultat.
Det var ikke meningen med PISA-programmet, at det skulle føre til en sådan afprofessionalisering af skoleverdenen. Misbruget af PISA må stoppes, og et passende sted at begynde kunne være at kræve, at PISA-resultaterne d. 6. december bliver gjort til genstand for en seriøs debat. Det vil som udgangspunkt kræve, at journalisterne lader skolefolket og forskningen komme til orde i langt højere grad snarere end politikerne, som for længst har bevist deres mangel på evne og vilje til at lave skolepolitik, der virker.
