Niels Chr. Sauer
Blog
Kujoneringen af lærerne
Hvordan skal forskræmte lærere, der ikke selv tør tale frit, nogensinde kunne lære den opvoksende generation at gøre netop dette?
I månedsvis har politikere, kommentatorer og diverse professionelle jahatte i skolens øvre luftlag arbejdet målrettet på at skabe det indtryk, at DLF ikke har medlemmerne bag sig i sin kritik at den nyordning, der i denne tid tromles ud i folkeskolen. Lærerne er i virkeligheden ganske tilfredse med reformen, hedder det, men de tør ikke vise det af frygt for DLF.
Det er en myte, der er vanskelig at imødegå. Siger vi, som sandt er, at disse reformpositive medlemmer er så sjældne, at de nærmest ikke er til at få øje på, udlægges det i sig selv som bevis på, at vi har skræmt dem til tavshed.
En ny undersøgelse fra Scharling(referereret her: http://www.folkeskolen.dk/551018/kun-hver-fjerde-laerer-toer-ytre-sig-offentligt ) afliver nu denne myte definitivt. Kun hver fjerde lærer tør overhovedet sige, hvad han/hun mener offentligt. En tredjedel af lærerne tør end ikke sige, hvad de mener, på møder inden for skolens fire vægge. Ikke af frygt for deres fagforening eller kollegerne, men af frygt for repressalier fra deres overordnede. Det skyldes selv sagt ikke deres begejstring for reformen. Hvor mange blandt den resterende fjerdedel af lærerne, der er reformpositive, er ikke til at vide. At de udgør et forsvindende lille mindretal, er der næppe tivl om.
Chefen for børne- og kulturforeningen Eik Møllers kommentarer til undersøgelsen virker ved første øjekast meget tilforladelige, men ved nærlæsning skinner magtsproget tydeligt igennem: ”Mit umiddelbare udgangspunkt er, at hvis man ytrer sig kritisk, så må man også acceptere, at nogen ytrer sig modsat", siger han, og fortsætter: "På samme måde synes nogle, at man bør tage kritikken inden døre, før man buldrer ud i de lokale medier",
Som om problemet var, at kritiske lærere, der går i pressen, piber over at blive modsagt i en efterfølgende meningsudveksling i det offentlige rum. Problemet er snarere det modsatte: At kritikken bliver totalt ignoreret og dialogen udebliver; og at man i stedet bliver trukket til side i et lukket rum, hvor man under fire øjne intimideres til at klappe i.
Det er bemærkelsesværdigt, at Eik Møller, der dog er officiel talsmand for skolecheferne, pointerer, at han ikke ønsker at diskutere skolepolitik offentligt. Han foretrækker at glide af med en bemærkning om, at ‘… jeg noterer mig, at det er sådan du oplever det - jeg har en anden opfattelse.’ Man mindes Ninn Hansens råd til unge politikere: Hvis nogen generer dig, så sig ingenting, men husk navnet.
Den slags klares efter Eik Møllers opfattelse bedst ’inden døre’, og han finder det kun naturligt, at nogle skoleledere reagerer stærkt og impulsivt: ”Hvis der er kolleger, ude i kommunerne, der er lidt følsomme, så kan det skyldes, at man er presset over et eller andet, og så kan det være svært, hvis der også kommer kritik i de offentlige medier, som ikke er fremsat internt". Som han siger: "Det er altid en god idé at fremføre sin kritik steder, hvor der kan gøres noget ved den. Og der kan sjældent gøres noget ved det i de offentlige medier".
Nu er der bare den hage ved det her, at når lærere går ud i offentligheden med en kritik, så er det netop fordi den ikke bliver hørt ’de steder, hvor der kan gøres noget ved den’. ’De steder’ har lærerne nemlig ikke adgang til længere. De ved knap nok, hvor det foregår. Den medarbejderindflydelse, som skulle muliggøre en egentlig intern dialog på arbejdspladsen, er i dag fuldstændigt afmonteret i skolen.
Eik Møllers diskrete magtsprog sender kuldegysninger ned ad ryggen på lærerne og illustrerer tydeligt, hvorfor flere og flere lærere vælger at holde munden lukket. Dermed mister folkeskolens ledere det med- og modspil, der er en afgørende forudsætning for, at skolens udvikling kan holdes på sporet. Samtidig svigter folkeskolen sin lovfæstede forpligtelse til at etablere en dagligdag præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Hele skoles centrale opgave, der handler om at opdrage eleverne til medborgerskab og deltagelse i et samfund med frihed og folkestyre, undermineres. For hvordan skal forskræmte lærere, der ikke selv tør tale frit, nogensinde kunne lære den opvoksende generation at gøre netop dette?
På denne baggrund er der et spørgsmål, der trænger sig på: Hvad er det i grunden præcist, lærerne risikerer ved at ranke ryggen og lukke munden op? Kan det tænkes, at lærerne er blevet for bange af sig? Det er ingen spøg at få en leder på nakken, men vi lever dog i et af verdens frieste samfund. Hvad går folk under andre himmelstrøg ikke igennem for deres overbevisning? Her hos os bliver ingen hentet om natten af det hemmelige politi for at ende i en fangelejr i Sibirien eller blive fundet i en vejgrøft.
Og dog forstår man de unge lærere, som har en presset hverdag, de skal have til at hænge sammen, når de ikke har mod på at kaste sig ud i en kontrovers med en i forvejen voldsomt irriteret ledelse, der kan ende med at gøre livet rigtigt besværligt for dem og deres familie. Men der er een gruppe af lærere, jeg har svært ved at forstå.
Jeg taler om mine egne jævnaldrende. Med jævne mellemrum oplever jeg, at lærere med det ene ben ude af skolen betror mig, hvor lykkelige de er, for at de kan forlade den synkende skude nogenlunde tørskoet. De har været glade for deres lange, spændende og trygge lærerliv, og de ruller med øjnene og tager sig til hovedet over det, der foregår; men de siger ingenting, hverken internt eller udadtil. Hvorfor skulle de dog det? De skal jo ikke selv være med mere, og så kan de heldigvis være ligeglade.
Jeg forstår til fulde lysten til at lægge det hele bag sig. Alligevel virker det forstemmende. Vi tjenestemænd på 60+ står som de eneste lærere i kongeriget i en position, hvor vi er praktisk taget urørlige. Vi har maksimal tryghed i ansættelsen, vi har penge på kistebunden, vi har faglig og personlig pondus, og forude vinker efterlønnen og tjenestemandspensionen. Giver det os ikke en moralsk forpligtelse til at sige det, der skal siges, men som under de nuværende betingelser ikke kan siges af vores yngre kolleger, der har et arbejdsliv i folkeskolen foran sig?
