Niels Chr. Sauer
Blog
Nedlæg udenværkerne!
Kan vi ikke få et maksimalt undervisningstimetal, må vi gå efter et minimalt undervisningstimetal, der sikrer, at undervisningsopgaverne fordeles så jævnt, at vi kan se hinanden i øjnene som kolleger.
Det er for så vidt ganske banalt, men alligevel er det nødvendigt at sige det igen og igen: Ingen enkelt faktor er mere afgørende for skolens kvalitet end kvaliteten af det arbejde, læreren leverer. Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning gennemtrawlede for nogle år siden alverdens skoleforskning i feltet og udpegede på denne baggrund de tre centrale lærerkompetencer, som definerer denne kvaliteten af lærernes arbejde: relationskompetence, klasseledelseskompetence og didaktisk kompetence. Fælles for disse kompetencer er, at de kun kan bringes til udfoldelse i det omfang, læreren har tid, rum og kræfter til det. Derfor er lærernes tid til forberedelse, efterbehandling og samarbejde en absolut nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for den gode skole.
Her otte måneder inde i Bjarne Corydons hovedløse reformskoleprojekt er der ingen levende sjæl, der har noget overblik over, hvad der i grunden foregår på landets folkeskoler. Der tegner sig et billede af en helt uoverskuelig, nærmest kaotisk situation, som hverken KL eller undervisningsministeriet magter at forholde sig til, men af alle kræfter forsøger at bortforklare som begyndervanskeligheder. Måned for måned står det imidlertid tydeligere og tydeligere for danskerne, at den nye, anderledes og mere spændende skole, man lovede dem, fortoner sig i besparelsestågerne. Overliggeren sænkes efter behov, og de mange opreklamerede tiltag fremstår mere og mere som historien om bjerget, der barslede med en mus, samtidig med, at lærerprofessionen undermineres af drastisk forringede arbejdsvilkår og begyndende flugt fra faget på alle niveauer. Masser af lærere, formentlig et flertal, er for øjeblikket presset ud i ekstreme arbejdssituationer, hvor de triller en stadigt tungere snebold af uløste arbejdsopgaver foran sig i det daglige.
Undervisningsministeren og KL har igen og igen fastslået, at de med reformen ønskede lærernes gennemsnitlige undervisningstid forhøjet fra 16 til 18 klokketimer om ugen svarende til hhv. 21,3 og 24 lektioner i snit. Men virkeligheden er tilsyneladende, at 27 lektioner i snit på en skole ikke er noget særsyn. Forleden hørte vi om en skole med et snit på 30,3 lektioner om ugen (Hedelyskolen i Greve).
Lærere med sådanne undervisningsforpligtelser befinder sig i en situation, hvor de tvinges til at møde nærmest uforberedt op til hovedparten deres undervisning. Deres mulighed for at opbygge og vedligeholde gode og stærke relationer til eleverne forfalder, idet de ikke længere har tid og kræfter til at forholde sig til dem og holde sig orienteret om deres gøren og laden. Når dette arbejde smuldrer, ryger lærernes empatiske klasseledelse med i faldet, og deres didaktiske overvejelser kommer alene til at handle om, hvordan man overlever som lærer uden at være forberedt. Ingen ledelsesopgave er mere påtrængende i folkeskolen end at bringe denne udvikling til ophør. Ikke blot for lærernes skyld - de kan udskiftes løbende i takt med at de bryder sammen – men også for elevernes skyld. Deres skoleliv bliver en ørkenvandring udi ringe undervisning leveret af nedkørte lærere.
Men mange kommuner er så hårdt trængt på økonomien, at de ikke mener, at de har råd til at lave aftaler med lærerne om loft over undervisningstimetallet. Hvad skal en skoleleder så stille op?
Der er kun ét at gøre: Skær ned på alle de udenværker, som, når det kommer til stykket, ikke er en betingelse for at holde skole, og flyt den derved frigjorte arbejdstid over til undervisningsopgaverne.
Man kan godt holde skole uden tolærerordninger, efteruddannelse, vejlederfunktioner, koordinering, mellemledelse, lejrskoler, ekskursioner, udviklingsprojekter, skolebiblioteker etc. Man kan holde skole uden hvad som helst undtagen en eneste ting, uden hvilken der ikke kan være tale om nogen skole: lærere, der har styr på deres undervisning. Uden dem kan alt det andet være lige meget.
Det afgørende er, at denne situation, hvor op mod halvdelen af lærerstanden reelt er presset helt i bund med høje undervisningsforpligtelser, bringes til ophør hurtigst muligt. Hvis en kommune ikke kan eller vil betale, hvad det koster at holde udenværkerne kørende, uden at det smadrer lærernes mulighed for at levere god, veltilrettelagt undervisning, så må de lukkes ned.
Det vil naturligvis blive en ringere skole end den, danskerne er vant til, men den vil dog i det mindste kunne præstere kerneydelsen, undervisningen, på et niveau, lærerne ikke blot kan overleve med, men også være bekendt. Ikke mindst over for hinanden. Ingen lærer kan se passivt til, mens kolleger går ned med flaget pga. 30 timers undervisning om ugen. Heller ikke selv om det betyder, at de selv må sige farvel til en attraktiv arbejdsopgave eller to. Kan vi ikke få et maksimalt undervisningstimetal, må vi gå efter et minimalt undervisningstimetal, der sikrer, at undervisningsopgaverne fordeles så jævnt, at vi kan se hinanden i øjnene som kolleger.
