Niels Chr. Sauer
Blog
Socialdemokraterne kræver lærernes kapitulation
Socialdemokraterne siger, de vil have fred med lærerne. Det passer ikke. Hvad de vil have, er en kapitulation.
Jubelen ville nærmest ingen ende tage, da den nytiltrådte Pernille Rosenkrantz-Theil på DLF-kongressen i oktober lovede de delegerede, at hun ville lytte til lærerne. Det, der skete i 2013, var ’uskønt’, mente hun, og hun så det som sin opgave at genskabe et godt forhold til lærerne. I parløb med Anders Bondo indledte hun derefter sin ministerkarierre med en ’DLF-turné’ rundt i landet, så hun kunne møde lærerne på gulvet og med egne ord ’finde ud af, hvor skoen trykker’.
Ikke et øje var tørt. Endelig udsigt til at komme ud af lockoutens skygge og Lov 409! Nu skulle lærerne og arbejdsgiverne skulle have en ’ny start’. Hele seks møder jævnt fordelt over hele landet med deltagelse af både ministeren og DLF's formand blev afviklet fra oktober til januar, og alle var tilsyneladende glade og forventningsfulde.
Nu er det mildt sagt ikke nogen hemmelighed, at DLF og Socialdemokratiet er dybt uenige om skolereformen. DLF ræsonnerede ganske logisk, at hvis det nyfundne samarbejdsspor skulle have en chance, ville det være uklogt at grave grøfterne endnu dybere. Tiden var kommet til at række ud til modparten, og derfor besluttede DLF at dæmpe sin kritik af reformen i håbet om at kunne skabe grobund for en mindelig løsning. Det gjaldt især den del, som lige fra start fremstod som den største anstødssten i samtalen med Rosenkrantz-Theil: de lange skoledage,
Men Pernille og socialdemokraterne vil ikke begrave stridsøksen. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, når man ser, hvad hun sagde på det samråd om indførelse af et klasseloft, der fandt sted i Folketingets uddannelsesudvalg d. 29. januar, her citeret fra ’Altinget’:
"Nu har jeg været rundt og snakke med alle lærerne i hele Danmark, og de synes alle sammen, at skoledagen skal være endnu kortere. Jeg er ikke enig. Det er mig helt utroligt fremmed at skulle køre med på en dagsorden om, at hele verden er bedre, hvis bare skoledagen bliver kortere. Bare lige så man er helt klar over, hvor jeg står på det punkt. Jeg er simpelthen ikke enig. Jeg tror, børn har rigtig godt af at være i skole."
Ministeren indrømmer altså, at hun klart og tydeligt fået at vide af ’alle lærerne’, hvor skoen trykker; og hvad så? Så ingenting! Hun ’hører, hvad du siger’, men hun lytter ikke. Hendes retorik er tilmed dybt foruroligende, idet den klart signalerer, at hun ikke er til sinds at indgå i nogen form for dialog på dette punkt.
Bare lige så man er helt klar over, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil og regeringen står.
De lange skoledage er kommet for at blive, og dermed opretholdes den de facto undtagelsestilstand, som qua Lov 409 er forudsætningen for, at de lange skoledage kan finansieres – formedelst 3-4 mia kr. om året, hentet i lærernes tid til forberedelse. Det står i den grad bøjet i neon, at Lærerkommissionen i sin 88 sider lange udredning af situationen omkring lærernes arbejdstid end ikke antydningsvist har turdet anfægte det, men er gået i en stor bue udenom hele problemet.
Det er ofte blevet sagt om lærerkonflikten, at der skal to til at slås. Sandt nok. Men der skal kun en til at begå et overfald. På samme måde kan man sige, at der skal to til at slutte fred, men kun en til at kapitulere. De, der håbede på fred, kommer tilsyneladende til at vente forgæves. Rosenkrantz-Theil vil ikke have fred. Hun vil have en kapitulation.
