Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Folkeskolens smeltedigel er blevet en trykkoger
Offentliggjort
(Min sidste blog: 'De lange skoledage har gjort skolen til en trykkoger' var et uddrag af nedenstående kronik fra Jyllandsposten 17. 10., her i fuld længde )
Mistrivsel blandt børn og unge er et problem, der har banet sig vej til toppen af den politiske dagsorden herhjemme. Problemet kommer tydeligt til udtryk i den eksplosive vækst i forekomsten af børn med psykiatriske diagnoser, og det fik for nylig flere end 1000 psykologer til at henvende sig direkte til folketingets medlemmer med et opsigtsvækkende opråb. Det presser folkeskolen helt i bund, ikke mindst økonomisk; noget må gøres. Men hvad?
Det er ikke første gang, vi står her. I 2012 stod folkeskolen i den situation, at specialforanstaltninger omkring børn med særlige behov lagde beslag på næsten en tredjedel af dens økonomi, og der var ingen tegn på, at udviklingen ville stoppe der. Derfor vedtog man en lov om inklusion, der skulle stoppe udgifternes himmelflugt, og det lykkedes - midlertidigt. I dag er vi tilbage på samme udgiftsniveau. Det eneste, man i realiteten opnåede, var en kortvarig udsættelse af udgifterne.
Der står vi så nu, og det er faktisk ikke svært at se, hvad der gået galt, men erkendelsen er smertelig. Inklusion drejer sig om hjerterum. Om opbygning af trygge fællesskaber præget af indbyrdes opmærksomhed, stabilitet, faste strukturer, forudsigelighed og overskuelighed. I folkeskolen har vi har på en lang række punkter gjort det stik modsatte.
Vi har indført et test- og kontrolregime, hvor den enkelte elev allerede fra seksårsalderen konstant holdes op på sine præstationer og bliver mødt med nådesløs dokumentation - og i udskolingen en karakterskala, der bygger på fejlfinding. Vi har nedtonet klassefællesskaberne til fordel for et individualiseret læringsmiljø, hvor det enkelte barn sidder med hver sin skærm og arbejder med hver sin opgave i et åbent kontorlandskab. Vi har skabt en flimrende skole, hvor skole og fritid blandes sammen, voksne passerer revy i barnets liv i en lind strøm og rammerne ofte brydes op ved klassesammenlægninger og strukturændringer. Skolelederne er fysisk fraværende og de kender ikke de børn, de har ansvar for. Børnehaveklassen, der oprindeligt var tænkt som en blid overgang fra børnehave til skolens verden, er reelt blevet til første klasse med massive krav om faglig indlæring. Omkring en tredjedel af børnene sidder i klasser med 25 elever eller derover. Vi har pålagt lærerne så mange nye arbejdsopgaver, at de ikke har tid til at udføre dem ordentligt. Alle fællesskabende aktiviteter såsom skolekomedie, lejrskole, skolekor mv. er blevet skåret ned, og sidst, men ikke mindst: Vi har forlænget undervisningstiden – i indskolingen med op mod 50%. Fra ca. 8.300 timer til ca. 12.000 pr elev i hele skoleforløbet (OECD-gennemsnit ca. 7.900).
Inspireret af PISA/OECD og New Public Management har vi kort sagt hele vejen rundt gjort det stik modsatte af, hvad der skal til for at skabe en inkluderende folkeskole. Vi ønskede os en smeltedigel, hvor det varme fællesskab kunne tage form og blomstre, men vi har fået en trykkoger, hvor presset er blevet ubærligt for mange, der ikke lige passer ind.
Det er en tung erkendelse, og politikerne bag skolereformen, navnlig socialdemokraterne, magter ikke rigtigt at tage den ind. De fleste bud på indgreb går på mindre justeringer: Ændringer i læreruddannelsen, omlægning af det nationale testsystem, en lille sænkning af klasseloftet, opkvalificering af lærerstanden, oprustning af den pædagogisk-psykologiske rådgivning etc. Alt sammen udmærket, men ikke noget, der anfægter den skoletænkning, der har skabt problemerne. Andre ønsker at gøre op med hele begrebet om inklusion. Nogle via en tilbagevenden til den niveaudelte skole, andre via fjernelse af de utilpassede elever fra klasserne og, må man antage, etablering af specialforanstaltninger til at samle dem op. De første har tydeligvis glemt, at vi gjorde op med niveaudelingen i 1993, fordi den skabte flere problemer end den løste, og de sidste har ikke gjort sig klart, at en elev på en specialskole let koster en halv million om året. Ingen ved sine fulde fem kan tro, at de penge nogensinde kommer skolens vej.
Men nu er ånden sluppet ud af flasken. Danskerne hverken kan eller vil acceptere, at skolemyndighederne begynder at sortere deres børn som svineavleren sine pattegrise og smækker døre i for næsen af dem allerede i barndommen. Vi har de sidste 50 år arbejdet på en skole, hvor alle har ret til at være med. Inklusionen er kommet for at blive.
Skolen står med andre ord overfor en kolossal, bunden opgave, der kan virke helt uoverkommeligt. men den gode nyhed er, at det ikke er en umulig opgave - den dårlige, at vi har så svært ved mobilisere det nødvendige politisk mod. Det forudsætter nemlig, at fokus flyttes fra den målbare kvantitet til den umålelige kvalitet, ihukommende, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.
Det kommer til at koste penge, siger man, men økonomien i den offentlige sektor er så presset, at hvis vi skal vente med at løse problemet, til pengene kommer, så er det i praksis uløseligt. Der er med andre ord én og kun én vej: Omprioritering af den måde, pengene bruges på. Og der er i folkeskolen én og kun én måde, hvorved der kan frigøres resurser i det fornødne omfang: Afkortning af undervisningstiden. Erkendelsen af dette forhold breder sig langsomt, men sikkert i folkeskolen, men alt for uambitiøst. Et par timer mindre om ugen rækker ikke. Det vil ikke reducere presset på elever og lærere tilstrækkelig, det vil ikke frigøre resurser nok, og det vil ikke fremprovokere den nødvendige nytænkning. Vi må tage tyren ved hornene og lave en skole, hvor de små slutter ved tolvtiden, de mellemste ved ettiden og de store ved to tiden. Jamen så kan de jo ikke nå det, de skal, lyder indvendingen. Jovist kan de så. Det er faktisk stadig ca. 5 % over den gennemsnitlige undervisningstid i OECD, og det er ca. 20% over de finske PISA-topscoreres undervisningstid. Når danske elever i dag går ud af 6. klasse, har de allerede gået lige så mange timer i skole, som de finske elever i hele deres skoleliv!
De lange skoledages afskaffelse er ikke en patentløsning, som med et trylleslag vil ændre alt. Men de lange skoledage holder skolen i et jerngreb til ingen verdens nytte. Otte ud af ti elever har i alle undersøgelser desangående bedt om at blive fri for dem, og ni ud af ti forældre til børn, der har fået fjernet afkortet skoledagene, har oplevet det som et fremskridt. Udover den befrielse, det vil være for elever og lærere, vil afkortningen – forudsat naturligvis at pengene bliver i skolen – kunne finansiere det kvalitetsløft over en bred front, der skal til. Lærerne vil kunne tilrettelægge en bedre undervisning, de vil kunne give den enkelte elev mere opmærksomhed, og kreativiteten, engagementet, og det mentale overskud vil kunne finde fodfæste i dagligdagen. Roen vil kunne sænke sig, konflikterne i klassen vil aftage, trivslen vil øges, den eksplosive vækst i andelen af børn med psykiatriske diagnoser vil kunne dæmpes eller måske ligefrem stoppes. Og de sårbare børn, som stadig vil være der, vil i højere grad kunne inkluderes i fællesskabet.
De, der vil afvise mit ræsonnement, skylder at komme med et brugbart alternativ. Men kom ikke og sig, at det er umuligt. Hvor der er en vilje, er der en vej.
