Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Danskerne køber ikke 'inklusionen' længere

Endelig kan lærerne konstatere, at den kritik de i en halv snes år forgæves har søgt at få ørenlyd for, nu er ved at bryde igennem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I juni 2013 udsendte Århus Universitet / SFI på bestilling fra regeringen den første statusrapport om, hvordan det går med inklusionen i de danske kommuner (”Kommunernes omstilling til øget inklusion”). Rapporten blev i pressen omgående taget til indtægt af det store flertal af skolepolitikerne, herunder undervisningsministeren, som mente, at den viste, at det går rigtig godt. Og sandt er det da også, at rapporten meldte om begejstring over inklusionsprocessen blandt de kommunale skolechefer, der styrer selvsamme proces fra direktionsgangen. De konstaterede med stolthed, at andelen af elever, der modtog vidtgående specialundervisning, var faldet fra 6,9 % i 2010 til 5,1 % primo 2013, svarende til ikke mindre end 26 %.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Hvad pressen imidlertid overså, var, at begejstringen over dette opsigtsvækkende resultat syntes omvendt proportional med omfanget af direkte kontakt med elevernes virkelighed ude i skolerne. Skolelederne var således mere lunkne end skolecheferne, og blandt lærerne mente et decideret flertal, at det gik alt andet end godt med inklusionen.

Arbejdsgruppen bag rapporten, der talte bl. a. formanden for det ministerielt nedsatte ’Videnspanel om inklusion’ Susan Tetler og inklusionseksperten ph.d. Camilla Dyssegaard samt Niels Egelund, kunne da heller ikke skjule deres betænkelighed ved den måde, deres arbejde blev brugt på. Navnlig Tetler gik ud med en åben kritik af det forhold, at politikerne alene var optaget af at få talt hoveder. Igen og igen har hun – og hele vores samlede forskningsmiljø i øvrigt - understreget, at inklusion er andet og mere end blot det at være til stede i klassen. Inkluderet er eleven først, når han/hun udover at være fysisk til stede tillige er en anerkendt og aktiv medspiller i klassens læringsfællesskab. Det lå tydeligvis ikke i kommissoriet fra  ministeriet, at forskerne skulle beskæftige sig med denne helt afgørende side af sagen.   

Men Tetler taler for døve ører. Den 21. februar offentliggjorde KL’s blad Danske Kommuner dugfriske tal for udviklingen, indsamlet af Kommunernes Fælleskommunale Ledelsessystem. Det fremgår af artiklen, der er skrevet af en fuldmægtig og en konsulent fra KL’s økonomiske sekretariat, at ’segregeringsgraden’ ultimo 2013 er kommet helt ned på 4,4 %. Vi kan altså konstatere, at kommunerne i løbet af et års tid har flyttet yderligere 0,7 % af folkeskolens elever fra specialskoler og specialklasser til de almindelige klasser. Det svarer til godt 4000 børn. Vi er dermed kun 0,4 % fra det mål på 96 % af eleverne, der af uransagelige grunde i henhold til regeringens mål skal befinde sig i almenundervisningen. Eller som KL’s blad skriver i en overskrift på sin hjemmeside: ’Kun et mulehår fra at nå inklusionsmålet’.  

Men det er falsk varebetegnelse. Det her handler overhovedet ikke om inklusion. Hvordan eleverne trives, melder artiklen intet som helst om. Ej heller om de lærer noget, eller om hvordan det går med klasserne som helhed. Er disse børn overhovedet blevet inkluderet? I hvilken grad er de blevet anerkendte medspillere i klassefællesskabet? Har de fået nye klassekammerater, har klasserne taget dem til sig, blomstrer mangfoldigheden? Eller står menuen på gråd og tænders gnidsel, slagsmål og stolesmidning, råb og skrig?  Det er ikke til at vide, og det rager tilsyneladende regnearksakrobaterne i KL og finansministeriet en høstblomst. De konstaterer blot, at det er lykkedes at få nedlagt noget mere kostbar specialundervisning, og det har så de valgt at kalde ’inklusion’.  

Mere og mere tyder på, at skolepolitikerne har forregnet sig. Danskerne køber den ikke længere. En kritisk offentlighed omkring folkeskolens inklusionsprojekt er ved at vokse sig stærk. Endelig kan lærerne konstatere, at den kritik de i en halv snes år forgæves har søgt at få ørenlyd for, nu er ved at bryde igennem. 

Powered by Labrador CMS